Efteråret er startet og selvom jeg godt kunne ønske mig en skøn og solfyldt sensommermåned, så har september foreløbigt budt mest på regn og blæst, men det tager vi med. Jeg er så småt begyndt at tænde stearinlys om aftenen, vi har haft en pind i brændeovnen et par gange og de bløde tæpper er igen fundet frem i sofaen, så nu er vi helt klar til et par skønne efterårsmåneder.

På madfronten er der selvfølgelig masser af sæsonens skønne råvarer at finde på ugens madplan, og derudover tænker jeg, at vi skal ud og plukke hyldebær og brombær i den kommende uge. Der er ikke noget så lækkert som en kop varm hyldebærsaft på en kold efterårs- eller vinterdag.

Husk, at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde formularen med fornavn og mailadresse og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 38.

Mandag – I de seneste par måneder har jeg haft sådan lyst til græskar og nu er de fine hokkaido græskar endelig i butikkerne igen. Det betyder selvfølgelig, at denne her skønne græskarsuppe med hokkaido, skal på menuen. Jeg serverer gerne suppen med godt brød og forskellige slags toppings, men det bestemmer man jo selv.

Tirsdag – Menuen står på noget så klassisk som stegte rødspætter med persillesauce og kartofler, så jeg skal lige en tur forbi fiskehandleren efter et par “spætter”. Bor man ikke i nærheden af en fiskehandler eller fiskebil, så kan man selvfølgelig sagtens bruge fiskefilet’er fra supermarkedet – enten ferske eller fra frost.

Onsdag – Kantarellerne myldrer frem i skovbunden og er man heldig at finde kantareller, så er det bare med at plukke løs. Mine forældre er supergode kantareljægere, så jeg har fået en ordentlig portion og nogle af dem skal bruges til svamperisotto med kantareller. Vi spiser risotto som hovedret, men det er også lækkert som tilbehør til eksempelvis kylling eller fisk. Og risottoen kan selvfølgelig også laves med blandede svampe og svampe fra grønthandleren.

TorsdagKylling i fad med tomat, pasta og ost. En supernem og lækker ovnret, hvor alt blandes i et fad og sættes i ovnen. Perfekt aftensmad på en travl hverdag og et rigtigt familiehit.

Fredag – Fast food fredag og det bliver med et par lækre, hjemmelavede flæskestegssandwiches, som jo i bund og grund er ret simpel mad og helt perfekt på en fredag. Når først stegen er i ovnen, passer den jo sig selv, og så er det bare at lune burgerbollerne og serverer burgerne som “byg-selv-aftensmad”. Vi bliver fint mætte af burgerne, men hvis man synes, kan man jo servere lidt ovnristede kartofler ved siden af. Grønsager i stave med en god dip er også et hit herhjemme.

LørdagHakkebøffer i fad med pikantost. En favorit hjemme hos os såvel som på bloggen og så er det både nemt, hurtigt og superlækkert. Jeg serverer som regel ristede kartofler og dampet grønt eller salat til bøfferne, men ris eller pasta er også en mulighed.

Søndag – Det er oplagt med en lækker gryderet om søndagen og i denne her weekend bliver det en klassisk, svensk pølseret med pølser, løg og kartofler i paprika-flødesauce. Jeg har tilføjet gulerødder til retten, for at få lidt mere fylde og mæthed, men det bestemmer man jo selv og gulerødderne kan sagtens erstattes af lidt ekstra kartofler eller pølser.

Ugens lækkeriHjemmelavede romkugler bliver vi aldrig trætte af og jeg har planer om at lave en portion i den kommende uge. Romkuglerne kan sagtens holde sig 4-5 dage på køl, men man kan også nøjes med at trille halvdelen af “romkugle-massen” til kugler og fryse den anden halvdel ned. Så er det nemt at lave romkugler, næste gang trangen melder sig.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)