En ny uge betyder en ny madplan. Nogle gange, når jeg sætter mig ned for at lave madplanen til den kommende uge, så kniber det både med fantasien og lysten, men jeg må indrømme, at lysten som regel dukker op undervejs. Ikke mindst ved tanken om al den lækre mad, som jeg har at se frem til. Desuden ved jeg, at arbejdet lønner sig i den anden ende, hvor jeg ikke skal bruge energi på spekulationer omkring aftensmaden eller daglige indkøb efter arbejde.

I denne uge er der kommet efterårsmad på menuen. Blandt andet er det igen blevet tid til rodfrugter og gryderetter, men der er også stadig plads til sommerfavoritter som pastasalat og en skøn tomatsuppe af de gode, solmodne tomater fra drivhuset. Desuden bugner drivhuset af blå vindruer og en del af dem skal lave til en lækker vindruegelé.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis på mail hver lørdag. Det er blot at udfylde formularen herunder med fornavn og emailadresse og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 39.

Mandag – Det er igen blevet suppetid og hvis drivhuset stadig bugner af lækre tomater, er det oplagt at lave en portion tomatsuppe. Jeg er vild med denne her bagte tomatsuppe med løg og krydderurter, som tilberedes i en gryde i ovnen, og den kan selvfølgelig sagtens serveres med pasta og/eller godt brød til.

Tirsdag – Rodfrugterne er igen dukket op i butikkerne og jeg har længe haft lyst til at lave de her skønne ovnbagte rodfrugter i deluxe udgave med små, baconsvøbte cocktailpølser. Jeg serverer rodfrugter og pølser som en hovedret, men man kan selvfølgelig også bruge det som ekstra lækkert tilbehør.

Onsdag – Selvom sommeren officielt er slut, skader det jo ikke med en lækker omgang pastasalat med masser af grønsager. Denne her pastasalat er uden kød, så den er perfekt som en mættende hovedret til de kødfrie dage – gerne med brød til – men man kan selvfølgelig også bruge den som tilbehør til kød.

Torsdag – Ugens fisk bliver en skøn tærte med laks og spinat, som også er lækker kold, så lav gerne lidt ekstra, så der er til madpakkerne dagen efter. Jeg serverer salat og en god creme fraiche dressing ved siden af.

FredagKyllinge pot pie med kartoffellåg. En skøn variation over den klassiske kyllinge pot pie med låg af sprødbagt butterdej og jeg må indrømme, at jeg er lige så vild med kartoffeludgaven. Jeg bruger gerne en blanding af asparges, ærter og gulerødder til kyllingefyldet, men man bruger selvfølgelig bare de grønsager, som man bedst kan lide.

Lørdag – Det er igen blevet sæson for gryderetter, så nu er det vist på tide, at der kommer en lækker paprikagryde med mørbrad, bacon og pølser på menuen. Jeg serverer gerne kogte ris og dampet grønt ved siden af, men det bestemmer man jo selv.

SøndagKylling i fad med hasselback kartofler. En rigtig søndagskylling, hvor det hele samles i et enkelt fad og tilberedes på én gang i ovnen. Overvej evt. at supplere kartoflerne med rodfrugter skåret i grove tern – de bliver eminente af at trække i skyen fra kyllingen.

Ugens lækkeri – Har man mange vindruer på terrassen eller i drivhuset, så er det oplagt at bruge nogle af dem til en portion vindruegelé. Og man kan selvfølgelig også købe vindruer hos grønthandleren. Geléen er supernem at lave og perfekt til ostebordet eller som alternativ til ribsgelé, når der skal sættes smag på saucer og diverse vildtretter.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)