Selvom jeg meget sjældent skal have madpakke med nogen som helst steder hen, idet jeg stort set altid er hjemme til frokost, så nyder jeg altså indimellem at bage diverse former for lækre madpakkebrød. Pizzasnegle, pølsehorn, minipizzaer osv osv. Det er da lækkert med sådan en portion nybagte basser, som lige er taget ud af ovnen. Og fordi bagværket sjældent bliver brugt til madpakker, så spiser vi det ofte som madbrød til aftensmaden i stedet for. Fx som tilbehør til en lækker suppe eller en salat.

Forleden blev det til pirogger med kartofler, rosmarin og ost. Det var nemlig så heldigt, at vi havde en rest kogte kartofler stående i køleskabet – både noget og ingenting, men det passede lige til en portion fyld. Og selvom jeg normalt sværger til de her pirogger med krydret oksekødsfyld, så må jeg altså indrømme, at varianten med kartofler og rosmarin meget hurtigt kunne gå hen og blive en ny favorit hos mig. De var virkelig lækre, men nu skal det retfærdigvis nævnes, at jeg er mere end almindeligt glad for kartoffelpizzaer med mozzarella og rosmarin.

Vi spiste piroggerne til aftensmad som tilbehør til en skøn, hjemmelavet kartoffel-porresuppe. Nem og superlækker aftensmad, som gav varmen i hele kroppen og helt perfekt på en regnvåd og småkold septemberaften. Har stadig ikke helt vænnet mig til de noget køligere temperaturer, efter vi kom hjem fra solvarme New York, men der er nu også noget vældig hyggeligt ved at tænde et par stearinlys, lægge en pind i brændeovnen og putte sig i et tæppe på sofaen. Og jeg elsker jo efterår, så jeg skal ikke klage.

Pirogger med kartofler

Hæve- og bagetid1 t 50 min
Samlet tid2 t 20 min
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 3 dl vand (lillefingervarmt)
  • ½ pk gær
  • 2 tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 2 spsk olie
  • 450 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)

Fyld

  • 350 gr kogte kartofler
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 tsk tørret rosmarin (eller 2 spsk friskhakket rosmarin)
  • 150 gr revet ost
  • salt og peber
  • sammenpisket æg til pensling

Fremgangsmåde

  • Opløs gæren i vandet, tilsæt salt, sukker, olie og hvedemel og ælt sammen til en glat og smidig dej.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
  • Skær de kogte kartofler ud i små tern og bland dem sammen med olivenolie, rosmarin og ost i en skål. Smag til med lidt salt og peber.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 12 lige store stykker.
  • Rul hvert dejstykke ud til en cirkel med en kagerulle og placer 1-2 skefulde af fyldet på midten af hver cirkel. Fold herefter den ene halvdel af dejen over fyldet, så fyldet lukkes inde og der dannes en halvmåne. Luk kanterne godt til ved at presse med tænderne på en gaffel.
  • Placer piroggerne på 1-2 bageplader beklædt med bagepapir og pensl dem med sammenpisket æg. Lad piroggerne efterhæve i ca 30 minutter.
  • Bag piroggerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion - ikke varmuft) i 15-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  • Lad pirogger afkøle let på bageristen og spis dem varme, lune eller kolde.

Noter

Piroggerne kan sagtens holde sig friske og bløde i et par dage, men som med alt andet gærdej, kan de også kommes i fryseren, hvilket gør dem oplagte som madpakkebrød. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)