Bløde chokobrud…

6 kommentarer
Brød og boller, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Der er godt nok gået “Den store bagedag” i min efterårsferie. Regnvejr og efterår er jo som skabt til hyggelige bagedage i køkkenet og i løbet af de seneste par dage, har jeg både bagt pølsehorn og chokobrud. Desuden har jeg lavet en stor grydefuld af denne her nemme kartoffelsuppe, som jeg synes, er som skabt til efterårsferien. Det er jo ikke for ingenting, at det tidligere blev kaldt kartoffelferie og sådan en skål suppe er skøn at varme sig på ovenpå en lang gåtur, en tur i haven eller lignende.

Egentlig havde jeg tænkt mig at bage klassiske chokoladebrud efter denne her opskrift, hvor bollerne brydes fra hinanden ligesom varme hveder. Men undervejs endte jeg alligevel med at ombestemme mig og lavede chokobrud på en lidt anderledes måde. Brudene minder nemlig en del om de her fantastiske gulerodsbrud med solsikkefrø, som jeg også jævnligt bager. Men i stedet for gulerødder er bollerne spækket med lækker chokolade. Det betyder så, at der nok ikke er tale om en klassisk hverdagsbolle, men til gengæld en rigtig forkælelsesbolle, til når det skal være ekstra godt. Og det må det altså godt være, hvis man har efterårsferie.

De lækre, bløde og svampede brud laves ved at “klippe” dejen i stykker med en stor saks. Det lyder måske lidt omstændeligt, men i virkeligheden er det bare at stikke en saks i skålen med dej og gå i gang med at klippe. Og det betyder altså lidt for det færdige resulat, fordi æg og chokolade således klippes ind i dejen. Præcis som gulerødder, æg og solsikkefrø klippes ind i dejen, når der står gulerodsbrud på programmet.

Vil man ikke klippe, så kan man i stedet vende dejen ud på køkkenbordet og “skære den i stykker” med en stor kniv. Det giver det samme resultat, men også en gedigen rengøring af køkkenbordet efterfølgende, hvilket jeg ikke rigtigt gider, så jeg klipper altså dejen i stykker i skålen. Endelig kan man selvfølgelig også blot tilsætte æg og chokoladestykker til dejen, inden den æltes sammen med hvedemel og sættes til hævning. På den måde får man stadig nogle rigtig lækre chokoladeboller, men man bør altså også unde sig selv, at lave de helt rigtige brud på et tidspunkt.

De friskbagte chokoladebrud kan spises lige som de er – gerne til en god kop te eller måske et glas mælk. Selvfølgelig kan man også smøre dem med smør, hvis man synes, men det er nu ikke nødvendigt, når de er helt nybagte og lune. Bollerne holder sig friske og svampede i et par dage, hvis man sørger for at pakke dem godt ind, men som med alle mulige andre former for gærdej er de bedst, når de er relativt nybagte. Man kan dog vælge at bage en stor portion, og komme brudene i fryseren – så kan man tø op efter behov og evt. lune bollerne kort i en varm ovn lige inden servering.

5 fra 1 stemme

Chokoladebrud

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • tsk groft salt
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk vaniljesukker (kan udelades)
  • 450 gr hvedemel
  • 50 gr blødt smør
  • 2 æg
  • 100 gr mørk chokolade (grofthakket eller chokolade dråber)
  • evt. perlesukker til pynt

Fremgangsmåde

  • Opløs gæren i mælken. Tilsæt salt, sukker, vaniljesukker, hvedemel og smør og ælt sammen til en blank og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
  • Dejen kan også samles på en køkkenmaskine. Kom alle ingredienserne i røreskålen og saml dejen med dejkrogen.
  • Lad den færdighævede dej forblive i skålen og lav en fordybning i midten. Slå de 2 æg ud i fordybningen og tilsæt chokoladestykkerne.
  • Tag en køkkensaks og begynd at klippe dejen i stykker. Æg og chokolade vil løbe ud og gøre dejen mere og mere klistret - det er meningen. Brug evt. højre hånd til at klippe og venstre (eller omvendt) til at vende dejen rundt i skålen, så den bliver klippet jævnt i småstykker.
  • Når dejen er en stor, sammenhængende masse af æg, chokolade og dejstykker, lægges den i 10 lige store "klatter" på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad klatterne efterhæve i ca 30 minutter.
  • Drys evt. med perlesukker og bag bollerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion - ikke varmluft) i ca 15-20 minutter, indtil bollerne er gyldne og gennembagte.
  • Afkøl bollerne på bageristen og server dem lune eller kolde.
Chokoladebollerne er selvfølgelig bedst, samme dag som de er bagt, men de kan godt holde sig nogle dage, hvis de er pakket godt ind. Bollerne kan desuden kommes i fryseren. 
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Lillian Guld
3 år siden

Jeg har til morgen bagt disse chokobrud, men jeg synes de flyder lidt for meget ud i forhold til dine. Måske har jeg klippet for meget sådan at massen får for for mange små klumper. Jeg lavede en ekstra portion og har prøve at komme valnødder i i stedet for choklade og de er lige nu i ovnen…

Marius Skjødt Nielsen
1 år siden

Hejsa – jeg er lige faldet over dine boller :” chokoladebrud, ser lækker ud – men jeg tænkte, om ikke der også kunne komme marzipan klumper i her op mod jul!! 🎄Har du prøvet det.
Forresten får jeg sendt din uge madplan.
Mvh Marius

Eva Thuesen
11 måneder siden

Hej.
Kan man skifte hvedemel ud med mandelmel?
Elsker din app og dine opskrifter

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)