Kylling i sur-sød sauce er en klassiker fra kinesiske restauranter og kinagrillen. Den skønne smagskombination af sødt, syrligt og salt er stort set altid et hit og efter jeg fandt ud af, hvor nemt det faktisk er at lave sin egen lækre udgave, står der ofte kylling eller svinekød i sur-sød sauce på menuen hjemme hos os. Her er nemlig tale om en rigtig familielivret, som kan være færdig på ca 30 minutter og faktisk endnu hurtigere, hvis man får lidt hjælp til at snitte grønsagerne.

For at lave en god sur-sød sauce er der i bund og grund tale om en kombination af noget sødt – i dette tilfælde ananassaft og sød chilisauce. Noget syrligt – jeg bruger som regel eddike. En kombination af begge – ketchup, der som bekendt både er sødt og syrligt. Og så soja, som bidrager med en smule salt. Og salt skal der altså til, for at såvel sødme som syre kan fremtræde bedst muligt. Man kan dog snyde og bruge lidt salt i stedet for, men jeg synes, det er bedst med soja.

Det er faktisk det hele, så jeg vil vove den påstand, at man kan købe ind til en god sur-sød sauce i alle supermarkeder og slet ikke behøver, at slå vejen forbi en asiatisk specialbutik. Win win, hvis man bor langt væk fra den slags. Jeg rører desuden lidt maizena i ovenstående blanding. Ikke maizena saucejævner men rigtig majsstivelse. Maizenaen udrøres nemt i væsken uden at klumpe og jævner/tykner automatisk ved opvarmning, så det er altså en meget nem måde at lave en både lækker og klumpfri sur-sød sauce på.

Saucen kan for øvrigt snildt laves uden kylling, men selvfølgelig stadig med alle de skønne, sprødmøre grønsager. Så kan man nemlig i stedet servere saucen som tilbehør til forårsruller eller lækre, friturestegte kyllingestykker og ris, hvilket er en anden af mine kinesiske favoritter. Og selvfølgelig udelader man bare de grønsager, som man ikke bryder sig om, ligesom man sagtens kan bruge flere eller andre slags.

Man kan desuden droppe ananas i tern, hvis man ikke bryder sig om ananas i maden, men jeg synes, det er synd, hvis man helt udelader ananassaften. Man kan enten købe en dåse ananas og nøjes med at bruge saften og finde på noget andet at bruge ananasstykkerne til, eller man kan købe en karton ren ananassaft.

Kylling i sur-sød sauce

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 2 stk kyllingebryst (skåret i mundrette tern)
  • 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
  • 1 rød peberfrugt (skåret i tern)
  • 1 gulerod (skræller og skåret i tynde skiver på skrå)
  • 1 ds babymajs (afdryppede og skåret i mindre stykker)
  • 1 ds ananas i tern (afdryppede - gem 1 dl saft til saucen)

Sur-sød sauce

  • 1 dl saft fra ananasen
  • 1 dl vand
  • 1 spsk sukker
  • 2 spsk ketchup
  • 2 spsk sød chilisauce
  • 2 spsk eddike (fx hvidvinseddike)
  • 2 spsk soja
  • 2 spsk maizena

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en sauterpande eller wok og steg kyllingekødet. En stor gryde kan også bruges.
  • Tilsæt forårsløg, peberfrugt, gulerod, babymajs og ananas i tern og sauter i 2-3 minutter, til grønsagerne er møre, men stadig har bid.
  • Bland ananassaft, vand, sukker, ketchup, sød chilisauce, eddike og soja og rør maizena ud i blandingen.
  • Rør blandingen i panden med kylling og grønsager og bring det i kog. Lad saucen koge et par minutter, til den tykner og smag til. Saucen skal være sød-syrlig og en smule salt.
  • Server kylling i sur-sød sauce med kogte ris.

Noter

I stedet for kyllingrbryst, kan man bruge kyllingefilet, som allerede er skåret i strimler. Kylling kan desuden erstattes af svinekød i strimler - man kan evt. selv skære et par koteletter eller schnitzler i strimler. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)