Jeg er vild med hjemmelavede kyllingenuggets. De møre og saftige kyllingestykker med sprød panering på ydersiden, er da noget af det lækreste. Og så er det jo desuden en rigtig familielivret, som gør lykke i stort set alle børnefamilier. Og tilsyneladende også hos “store børn” som mig – host host. Men jeg kan da umuligt være den eneste 🙂
Lækre, hjemmelavede kyllingenuggets.
At de hjemmegjorte kyllingenuggets faktisk også er supernemme at lave, og således oplagte som aftensmad på en halvtræt fredag eller en doven søndag, er jo bare en ekstra bonus. Kyllingestykkerne skal jo i bund og grund bare vendes i lidt rasp med krydderier og efterfølgende steges sprøde, gyldne og lækre i olie. Enten i en gryde eller på en stegepande. Faktisk kan man også lave kyllingenuggets i ovnen. De bliver ikke helt så sprøde men stadig superlækre. Og så er det jo noget mere fedtfattigt, hvis man foretrækker det.
Jeg bruger kyllingebryst, når jeg laver nuggets, og kyllingen vender jeg i panko rasp. En lidt grovere, japansk hvederasp, som efterhånden kan købes i de fleste større supermarkeder. Jeg har senest spottet pankorasp i Rema. Pankorasp gør, at paneringen bliver en lille smule mere sprød, når kyllingestykkerne steges. Men selvfølgelig kan man sagtens bruge almindelig rasp.
Man kan desuden bruge knuste cornflakes eller tortillachips. Gerne med chilismag eller lignende. Tortillachips er især oplagte, hvis man bager sine nuggets i ovnen. De bliver lidt mere sprøde og lækre, end hvis man bare har vendt dem i rasp.
Hjemmelavet fastfood.
Herhjemme bliver kyllingenuggets serveret på bedste fast food og “nem mad” maner, nemlig i følgeskab med endnu mere nem mad. Jeg laver stort set altid et ordentligt fad sprøde grønsagsstave, som kan dyppes i den samme lækre dip som kyllingestykkerne. Denne gang blev det en chili mayo. Desuden er det rart med lidt grønt til den “fedtede” kylling.
Derudover kan jeg også finde på at lave nogle pommes frites eller rodfrugt fritter i ovnen. Det er jo ret nemt at skære et par bagekartofler eller blandede rodfrugter i stave, ryste dem sammen med olie, salt og peber i en frysepose og vende hele molevitten ud på en bageplade. Efterfølgende skal fritterne bare bages i ovnen i ca 30 minutter ved 200 °C, til de er gyldne og møre.
Man kan dog også vælge at gå i en helt anden retning og servere kyllingenuggets på “asiatisk vis”. Dvs med kogte ris og karrysauce eller med ris og en hjemmelavet sur-sød sauce med grønsager. Prøv evt denne her opskrift på en nem og lækker sur-sød sauce og udelad kyllingen i opskriften.
Kyllingenuggets
Ingredienser
- 500 gr kyllingebryst uden skind
- 1 tsk salt
- 1 tsk sukker
- 1 tsk paprika
- 1 tsk hvidløgspulver (kan erstattes af 1 fed presset hvidløg)
- 2 spsk olie
- 2 dl pankorasp (alm. rasp kan også bruges)
- olie til stegning
Fremgangsmåde
- Skær kyllingebrysterne i mindre stykker på størrelse med nuggets.
- Bland salt, sukker, paprika, hvidløg og olie og vend kyllingestykkerne i blandingen.
- Hæld rasp i en tallerken og vend kyllingestykkerne i rasp. Vil raspen ikke hænge ved kyllingen, så kan man dyppe dem i mælk først. Jeg oplever nu ikke problemer.
- Varm olien op i en gryde eller en pande og steg kyllingestykkerne i 2-3 minutter, til de er gyldne og gennemstegte. Pas på med at stege for mange kyllingestykker af gangen, så temperaturen på olien falder for meget.
- Lad kyllingen afdryppe på lidt køkkenrulle og server de lune kyllingenuggets med en god dip.
- Evt. tiloversblevne nuggets kan sagtens spises kolde eller genvarmes i ovnen.
Noter
Skal de steges som i:
ned i olie og svømme
Eller ligge på en pande og stege en side af gangen?
Karina – Du kan gøre begge dele. Mine nuggets blev friturekogte (svømmede i olien), du du kan også sagtens stege dem på begge sider i lidt olie som frikadeller 😀
Hvor lang tid skal de have hvis man vælger ovn?
Charlotte – De skal have 15-20 minutter, indtil de er gennemtilberedte. Tiden afhænger lidt af størrelsen og tykkelsen på stykkerne 😀 😀
Mmm, dem skal vi prøve imorgen – lige noget fredagsmad, som vil passe mine drenge 😊 Hvilken olie steger du i? Fritureolie eller er det raps eller andet?
Maria – Det lyder så hyggeligt 😀 Jeg bruger gerne en smagsneutral olie som raps eller solsikkeolie, men du kan selvfølgelig også bruge fritureolie 😀
Hej tak for en god blog. Jeg skal lige høre om det er rigtigt at stykkerne skal i olie inden rasp? Eller hvordan skal jeg forstå punkt 2?:
Bland salt, sukker, paprika, hvidløg og olie og vend kyllingestykkerne i blandingen.
Hilsen Pernille
Pernille – Jeps, der skal blandes lidt olie i krydderierne 🙂
Det er jo sådan en form for “marinade” som de lige skal vendes i, for at få lidt ekstra smag til kyllingen 😀
EKSTREMT godt hilsen Mads 10 år
Mads – Hvor er det bare dejligt at høre Mads 😀 😀
😎
Lavet disse i går med stor succes til familien 🙂 skal helt sikkert lavet igen, og lavede dressing med hvidløg og en med sød chili mums 🙂
Pia – Hvor er det bare dejligt at høre – det lyder som en lækker dip 😀
Jeg bruger altid ovnen, det bliver fint sprødt med panko , bruger til halve gulerødder og buketter af blomkål til, også med panko . Og tusind tak for gode ideer og opskrifter 👍👍
Frank – Ja, ovnen er bestemt også en mulighed. Dog bruger jeg som regel knuste tortillachips til at panere kyllingestykkerne i, hvis de skal i ovnen. Så bliver de ekstra sprøde 😀 Og velbekomme – dejligt at du kan bruge mine opskrifter 😀
Kan man marinere kylling og bagefter frityrestege dem *****
Tage – Det kan man godt, men du skal være opmærksom på, at man ikke må komme alt for “våde” ting ned i kogende varm fritureolie. Af samme grund vender jeg kyllingestykkerne i rasp, efter de er marineret. Så de bliver knap så våde 😀
Måske et dumt spørgsmål, men skal kyllingen være rå? Og tak for en masse fine opskrifter.
Katrine – Ja, kyllingen skal være rå. Det er derfor, du skal stege den på panden 😀