Andre end mig, der kan mærke den første julestemning, der langsomt kommer snigende? Ikke dermed sagt, at jeg har lyst til at begynde at pynte op, men jeg er begyndt at søge inspiration i bunken af “gamle” julemagasiner og julebøger. Jeg overvejer også, om jeg snart skal have sat en portion hjemmelavet gløggekstrakt over – den bliver kun bedre, jo længere tid den får lov til at stå, og jeg tror også, at jeg vil lave rødkål og hjemmelavet leverpostej, så det kan komme i fryseren.

Jeg elsker, at begynde juleforberedelserne i løbet af november. Ikke bare fordi, jeg synes det er hyggeligt, men jeg får også en meget mere rolig december, når jeg tager det hele lidt i etaper. Og i julemåneden skal der sørme være tid til at smække benene op og nyde et godt glas portvin og en hjemmebagt småkage, måske læse i en god bog, se en julefilm, eller hvad det nu kan være.

Nå, det var vist et sidespor og i første omgang glæder jeg mig til en dejlig november, hvor jeg kan starte juleforberedelserne lidt i det små og spise lækker mad. Jeg har i hvert fald gjort mit til, at det bliver en god uge på madfronten og glæder mig især til indbagte pizzaer og varm kakao med karamel. Jeg elsker et krus varm kakao på en kølig dag.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis på mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og emailadresse og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 45.

MandagTortellini med bacon. Den nemmeste pastaret med bacon og svampe, som kan være færdig på næsten ingen tid og man vælger selvfølgelig bare den slags tortellinier, som man foretrækker (med eller uden kød). Jeg kan godt lide at bruge brune champignons, men blandede svampe, kantareller eller helt almindelige champignons er selvfølgelig også lækre. En blandet, grøn salat ved siden af er lækkert.

Tirsdag – Det er meget muligt, at måltidssalater mest er noget, som man får om sommeren, men ikke desto mindre har jeg længe haft lyst til salade nicoise med tun, så det skal vi have tirsdag aften. Jeg serverer brød ved siden af, og eftersom salaten indeholder både tun, æg, kartofler, avocado og bønner skal vi nok blive mætte.

OnsdagSpaghetti med kødboller. En helt klassisk familielivret a la Lady og Vagabonden og har man børn, så vil de med garanti gerne være med til at trille kødbollerne. Lav gerne en god stor portion, så der er til pizzafyld til fredagens indbagte pizzaer.

Torsdag – Ugens suppe bliver samtidig ugens kødfrie indslag og eftersom der stadig er masser af kæmpe rødbeder i haven, skal vi have rødbedesuppe, som er inspireret af den russiske borsjtj. Suppen kan toppes med creme fraiche og stegt bacon, chorizo, kylling, skinke eller måske lidt varmrøget laks, hvis ikke den skal være vegetarisk.

Fredag – Fredag er pizzaaften i rigtig mange hjem og denne her pizzadej er både hurtig, lækker og nem at udrulle til tynde bunde. Jeg har besluttet, at vi skal have indbagte pizzaer med spaghetti bolognaise, lavet på resterne af onsdagens spaghetti og kødboller, men man kan selvfølgelig også vælge at fylde sine pizzaer med alt muligt andet. Grønsager i stave og en god dip eller hummus er desuden lækkert til pizza.

Lørdag – Lørdagsmenuen står på sprøde hamburgerkoteletter, som er en lidt anderledes måde at servere hamburgerryg på. Hamburgerryggen skæres nemlig i skiver, som vendes i rasp og steges sprøde på panden. Jeg serverer gerne kartofler, dampet grønt og en sennepsflødesauce til koteletterne, men grønlangkål kunne også være en mulighed her i løbet af efteråret og julen.

SøndagOksekød i fad med kartoffellåg. Et nemt og lækkert fad, som tilberedes i ovnen og så kan man passende bruge tiden på at dække et hyggeligt bord, tænde et par stearinlys eller måske klare madpakkerne til mandag. Jeg synes, det er lækkert med en eller anden form for salat til fadet – måske en lækker kålsalat, men det bestemmer man jo selv.

Ugens lækkeri – Der er ikke noget som en kop varm kakao på en råkold efterårsdag og laver man en portion instant kakaopulver, så bliver det ikke meget nemmere. Pulveret er lavet med rigtig chokolade og god kakaopulver og skal blot røres direkte ud i varm mælk. Nemt, lækkert og lynhurtigt, når lysten melder sig.

 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)