Jeg er vel hjemme fra London igen og fyldt til randen med lækker mad og ikke mindst julestemning. Om nogen forstår briterne virkelig at skabe den hyggeligste julestemning med masser af lys, inspiration og fine ideer, så det skulle undre mig meget, om ikke der kommer et par engelske juleklassikere på bloggen i den nærmeste fremtid.
I første omgang gælder det dog vores egen jul, for med denne uges madplan tager vi hul på december måned. Og selvom jeg efterhånden har været i julestemning i en god måned – sådan går det hvert år – så er det nu, jeg for alvor kan gå i gang med at julehygge. Der er således et par gode vinterretter og risengrød på menuen i den kommende uge og derudover kan jeg med 100 % sikkerhed love, at december måned på bloggen bliver fyldt med julehygge og masser af lækker julemad.
Madplan til uge 49.
Mandag – Ugen starter med en lækker portion pastasalat med tun og grønt. Lidt sommerligt måske, men på denne her tid af året, hvor de tunge retter for alvor har indtaget madplanen, synes jeg nogle gange, det kan være rart med noget lidt lettere. Og en pastasalat er jo altid lækker – også til frokost dagen derpå, så lav endelig en god, stor portion.
Tirsdag – Tarteletter med høns i asparges er som regel altid et hit – både hos store og små. Det er ret nemt at koge en høne, men jeg må indrømme, at det tager tid, ligesom det også kan være lidt tidskrævende at plukke skroget fri for kød. Men det skal nu ikke forhindre mig i at lave tarteletter på en hverdagsaften, for så laver jeg det bare på et par gode, store stykker kyllingebryst, som bliver plukket i mindre stykker. Nemt og lækkert.
Onsdag – Menuen står på en skøn brunchtærte og jeg kan lige så godt indrømme, at tærten, som bl.a. består af brød, æg, skinke og pølser oprindeligt er udviklet til morgenmad. Men den er altså mindst lige så lækker som nem og hurtig aftensmad i en travl tid, gerne med en god salat eller lidt grønsager i stave ved siden af, så jeg kan kun anbefale, at man giver morgenmaden en chance til aftensmad.
Torsdag – Ugens kødfrie indslag bliver denne her forrygende auberginelasagne, som hører til blandt mine italienske favoritter. Der er ikke pastaplader i selve lasagnen, da den i stedet er lagt sammen med aubergine i skiver, men jeg serverer friskkogt pasta, salat og hvidløgsbrød ved siden af, og jeg lover, at alle bliver mætte. Nogle opdager ikke engang, at de spiser en kødfri ret, da bagt aubergine får en konsistens, som minder lidt om kød.
Fredag – Weekenden skydes i gang med en pandefuld kyllingefrikadeller, som er et lækkert alternativ til de klassiske frikadeller af svinekød. Jeg tænker, at vi enten skal have frikadellerne som frikadelleburgere med sennepsmayo og fyld af rødkål og agurkesalat eller til nybagt rugbrød med smør og lun rødkål. Det må tiden vise.
Lørdag – Lørdag aften står menuen på klassisk mørbrad i fad med paprika og bacon. Et rigtigt weekend- og familiehit, som kan serveres med ris eller kartoffelmos alt efter smag og behag. Jeg serverer dampet grøn til fadet, men bagte rodfrugter eller rodfrugtmos i stedet for kartoffelmos er bestemt også en mulighed.
Søndag – Ugen slutter endnu engang med en klassiker fra mormorkøkkenet, for vi skal have hakkebøffer med masser af bløde løg, brun sauce og kogte kartofler. Da jeg var lille, var jeg virkelig ikke begejstret for hakkebøf med løg og syntes, at det var noget af det mest kedelige, men jeg må indrømme, at jeg er kommet efter det. Og nu synes jeg faktisk, at det er helt hyggeligt at få hakkebøffer med løg fra tid til anden.
Ugens lækkeri – Her i starten af december skal vi selvfølgelig have hjemmelavet risengrød, omend det bliver til dessert og ikke til hovedret. Jeg er ikke så begejstret for risengrød som visse andre herhjemme, men jeg kan godt klemme en lille portion ned. Og så er der jo den store fordel, at har man risengrød, så kan man også lave klatkager og dem er jeg til gengæld ret vild med.