Vi laver som regel julekonfekt sammen med min familie. Og ligesom med julens småkagebagning, så er det noget så hyggeligt. Vi har selvfølgelig nogle faste indslag på repertoiret som fx dadler med marcipan og marcipansnitter med nougat. Og så laver jeg også gerne en konfektroulade med marcipan og blød nougat. Et lidt større konfektstykke, som skæres i skiver. Helt perfekt til en god kop te på en december eftermiddag, når mørket falder på og stearinlysene tændes.

Se også – Brændte mandler I Jule romkugler I Havregrynskugler

Konfektroulade med marcipan og nougat. 

En konfektroulade er både hyggelig at lave og lækker at spise. Og så er den oplagt som en hjemmelavet værtindegave eller julegave. Den færdige roulade kan pakkes ind i cellofan og lægges på en bund af “hø” i en fin æske. Og man kan binde en sløjfe og måske en lille grankvist i hver ende af cellofanen, så det bliver til en rigtig nytårsknallert. Et oplagt bud på en skøn, hjemmelavet gave.

Konfektroulade med marcipan og nougat
Print opskrift Pin opskrift
No ratings yet

Konfektroulade med marcipan

Samlet tid15 min
Antal: 1 stk

Ingredienser

  • 300 gr marcipan
  • 100 gr blød nougat
  • 3 spsk finthakkede valnødder (andre nødder kan også bruges)
  • 3 spsk frysetørret hindbær
  • 100 gr mørk eller lys chokolade
  • nødder og frysetørret hindbær til pynt

Fremgangsmåde

  • Rul marcipanen tyndt ud til et rektangel á ca ½ cm tykkelse. Brug et stykke bagepapir eller drys lidt flormelis på bordet, så marcipanen ikke sætter sig fast. Skær evt kanterne let til, så rektanglet er nogenlunde lige.
  • Fordel blød nougat på marcipanen. Det kan enten gøres ved at lune nougaten ganske kort (5-10 sek) i mikrobølgeovnen og derefter smøre den ud, eller ved at skære nougaten i helt tynde skiver, som lægges på marcipanen.
  • Drys med hakkede valnødder og frysetørret hindbær rul det hele sammen til en roulade, som placeres med sammenføjningen nedad på et stykke bagepapir.
  • Smelt chokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovn og overtræk rullen. Man kan enten smøre chokoladen på med en bred kniv, eller man kan bruge en bagepensel og pensle chokoladen på.
  • Pynt evt. med hakkede nødder og frysetørret hindbær og lad rouladen stå på bagepapiret til chokoladen er helt tør.
  • Opbevar konfektrouladen i en lufttæt beholder eller pose. Den kan holde sig i 2-3 uger ved stuetemperatur, men skal pakkes godt ind, når først man er begyndt at skære af den. Ellers bliver endestykket tørt.

Skønne variationer. 

Det er på ingen måde svært at lave en konfektroulade, og man bestemmer jo selv, hvad den skal fyldes med. Jeg synes, at blød nougat er et must, men derudover kan man jo sagtens freestyle. De hakkede valnødder og frysetørret hindbær, som jeg har brugt, er jo bare et forslag. De kan sagtens erstattes af hakkede, brændte mandler, pistacienødder, kandiseret appelsinskal og lignende.

Jeg har også tidligere set eksempler på konfektroulader med grofthakkede amarena kirsebær. Og bryder man sig ikke om blød nougat, så kan nougat sagtens erstattes af pistaciemasse, som også vil give en fin, farvet spiral i den færdige rulle. Man kan også ælte marcipanen sammen med lidt alkohol, fx cognac, baileys eller whisky, så mulighederne for at sætte sit helt eget præg på marcipanrullen er ret mange.

Chokoladeovertræk og pynt.

Da en konfektroulade er lidt stor, er den en smule sværere at overtrække end de klassiske konfektstykker, som bare dyppes i chokolade. Jeg vil dog til enhver tid anbefale, at man overtrækker rouladen. Chokoladen virker nemlig som en form for isolering, og forhindrer marcipanen i at udtørre og blive hård.

Jeg foretrækker at smøre chokoladen på rouladen med en bredbladet kniv, men man kan også bruge en bagepensel. Start evt. med at dyppe enderne i chokolade og fortsæt så med at fordele chokoladen på bunden. Når først der er chokolade på bunden, kan rouladen sættes på et stykke bagepapir med bunden nedad. Derfra kan man så fortsætte med resten af chokoladen og til sidst få pyntet rullen fint inden den tørrer. Man kan fx bruge cocktailbær, kandiserede violer, sølv- og guldstøv, hele mandler og nødder. Og så er det ellers bare at lade den færdige rulle blive stående på bagepapiret, til chokoladen er helt tør.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)