Så nåede vi uge 51 og årets sidste madplan. Madplanen holder nemlig en lille juleferie i næste uge. Jeg synes ikke, det kan betale sig at lave en madplan for de par dage, som er tilbage, når først vi har trukket lille juleaften, juleaften, 1. juledag og 2. juledag ud af ligningen. Lille juleaften har de fleste familier jo i forvejen hyggelige traditioner for, hvad aftensmaden skal stå på og mange får risengrød. I min familie samles vi hos mine forældre, hvor der pyntes juletræ og menuen står gerne på smørrebrød. Så kan vi ta’ en slapper i køkkenet inden juleaften.

Den 25. december er årets mest afslappede dag. Vi spiser en hyggelig julebrunch, slapper af og ser julefilm og så spiser vi rester fra julemiddagen til aftensmad. Og 2. juledag venter så den store familiejulefrokost. Vi kommer med andre ord langt fra til at sulte og imens jeg skriver det her, slår det mig, at selvom jeg ikke laver en madplan, så er maden for uge 52 jo nærmest planlagt alligevel 🙂

Men foreløbigt kan vi jo starte med madplanen for uge 51. Der er som sædvanligt lidt af hvert og selvfølgelig med et par skønne juleklassikere imellem. Og så vil jeg da lige benytte lejligheden til at ønske alle Jer følgere af mine madplaner en rigtig glædelig jul. Jeg vender tilbage med en ny og dugfrisk madplan for uge 1 2020 lørdag d. 30. december.

Madplan til uge 51.

Mandag – Ugen starter nemt og lækker med denne her skønne broccolitærte med bacon, som oven i købet hører til blandt de nemmeste madtærter, som jeg kender. Jeg er en smule doven og køber mig indimellem til en færdiglavet tærtebund fra supermarkedet køledisk, men det er jo altid lækkert med en hjemmelavet bund.

Tirsdag – I en kold og grå december, kan man godt drømme sig væk til sol, varme og sydlige himmelstrøg. I hvert fald på tallerkenen. Tirsdag aften står menuen på dejlig krydret og mexicansk inspireret kyllingefajitas med peberfrugter. Jeg serverer med lune fladbrød, ris og frisk avocado og måske også en klat kølig creme fraiche.

OnsdagHjemmelavede fiskefrikadeller er altid et hit og har man en food processor, så er farsen lavet i løbet af ingen tid. Alternativt kan man selvfølgelig bare købe en god fiskefars. Jeg serverer “dellerne” på nybagt rugbrød med remoulade og agurkesalat til, men kogte eller ristede kartofler og gulerodssalat er også godt.

Torsdag – Ugens vegetar bliver en superlækker spinatlasagne, som er dejlig nem at lave. Jeg serverer lasagnen med blandet salat og nogle gange også med hvidløgsbrød ved siden af og det er et hit. Synes man ikke, at lasagnen skal være helt kødfri, så kan man skære en god skinke i strimler og komme den i spinatsaucen. Man kan også fordele rå eller røget laks i mindre stykker imellem lagene.

Fredag – Ingen jul uden en klassisk flæskestegssandwich og sådan en skal vi have fredag aften. I en helt traditionel udgave med rødkål, agurkesalat og mør og saftig flæskesteg med knasende sprøde svær. Måske lige en juleøl i glasset – så bliver det ikke meget bedre.

Lørdag – Og vi fortsætter med juleklassikerne, for lørdag skal vi have grønlangkål og kogt hamburgerryg. Et rigtigt jule- og nytårshit, ikke mindst her i det sydlige jylland, hvor jeg kommer fra. Udover hamburgerryggen kan man servere kogte kartofler og brunede kartofler til grønlangkålen. Og så må vi heller ikke glemme kålpølserne, som intet har med kål at gøre, men bare hedder sådan, fordi de serveres som tilbehør til forskellige former for kål.

Søndag – Ovenpå et par gode og solide dage med flæskesteg og grønlangkål med smør og fløde, runder vi weekenden af på lidt mere mager vis med langtidsstegte kalkunlår og rodfrugter i stegesoen. Kalkunlår kan være lidt svære at opdrive, men jeg har opdaget, at Lidl som regel har dem liggende i køledisken og der er virkelig meget mad på sådan et lår, så ½ -1 pr person er rigeligt. Jeg kan i hvert fald ikke spise et helt lår selv, men det er meget sjovt at få serveret sådan en kæmpe basse.

Ugens lækkeri – De fleste kender åkander fra butikkernes slikafdelinger. De små chokoladestykker med en pebermyntepastil på toppen er en rigtig juleklassiker, men de er faktisk ret nemme at lave selv og så er man også selv herre over kakaoprocenten i chokoladen. Hjemmelavede åkander er i hvert fald en fast del af vores konfekt fremstilling.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)