En gammeldags sirupskage med smørcreme hører altså bare julen til. Det gør en god honningkage med smørcreme faktisk også og begge kager er dejlige at have til juledagene. Jeg bager både sirupskage og honningkage på stort set samme måde og der er da heller ikke større forskel på de to opskrifter, end at jeg har udskiftet honning med sirup. Desuden tilføjer jeg lidt hakket, kandieret appelsinskal til honningkagedejen, hvilket jeg udelader i sirupskagen, men det kan man jo gøre, som man lyster.

>> Se også min opskrift på en lækker honningkage med smørcreme lige her. 

Sirupskagen er lagt sammen med en god (færdigkøbt) appelsinmarmelade og en lækker, luftig smørcreme og for at få den allerbedste smørcreme, må man altså væbne sig med en smule tålmodighed eller bruge en køkkenmaskine. En smørcreme skal nemlig piskes længe (ca 10 minutter), for at blive helt hvid og luftig og derfor bruger jeg min Kitchenaid, når jeg laver den slags. Så kan jeg komme videre med andre ting, imens den gør hele arbejdet for mig. Det skal dog nævnes, at man sagtens kan lave en luftig smørcreme med en håndmikser, men som sagt kræver det en smule tålmodighed.

For at få en helt fin og glat overflade på kagen, skar jeg den over i to bunde og så vendte jeg den øverste bund om, så oversiden blev vendt nedad. Toppen af kagen var nemlig – som sædvanlig – hævet op i en fin lille top, men når man vender kagen, så toppen ligger med “hovedet ned i smørcremen”, så ser man det jo ikke.

Der findes faktisk adskillige tricks til at undgå, at midten af kagen hæver op under bagningen. Blandt andet kan man bruge et såkaldt “bagebælte”, som er et stykke stof, der gøres vådt og vikles rundt om formen. Stoffet virker som isolering, så varmen fordeles bedre og kagen hæver jævnt op over det hele i stedet for på midten, men det er altså ikke hver gang, at det lykkes for mig. Har man alligevel mod på at prøve at bage med et bagebælte, så kan man snildt bruge et stort kokkeviskestykke. Det bliver dog lidt brunt og misfarvet efter turen i ovnen, så det skal være et viskestykke, som man beslutter sig for at “ofre”, men så kan det til gengæld anvendes igen og igen.

Sirupskagen kan sagtens holde sig lækker og svampet i nogle dage, men den skal helst opbevares på køl af hensyn til smørcremen, så den skal pakkes godt ind. Til gengæld bliver kagen så bedst af lige at stå og trække i 30-60 minutter, inden man spiser den, for når den kommer lige fra køleskabet, er smørcremen kold og hård og ikke så spændende. Jeg bagte sirupskagen forleden dag og jeg må indrømme, at den snart er væk, for jeg har fået et stykke til min eftermiddagste hver dag. Det er så drønhyggeligt, bare at kunne sætte sig og nyde en stille stund med en kop te og et lækkert stykke kage i denne her måned, hvor der ellers pr. definition er lidt ekstra travlt.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Sirupskage

Bagetid1 t
Samlet tid1 t 40 min
Antal: 10 stk
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • 100 gr smør
  • 100 gr sirup
  • 75 gr sukker
  • 50 gr brun farin
  • 1 æg
  • 1 dl kærnemælk (creme fraiche eller lign. kan også bruges)
  • 1 tsk natron
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk stødt nellike
  • 250 gr hvedemel

Smørcreme

  • 100 gr blødt smør
  • 100 gr flormelis
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 dl appelsinmarmelade

Chokoladeglasur

  • 100 gr flormelis
  • 2 spsk kakaopulver
  • vand
  • evt. sukkerkugler til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom smør, sirup, sukker og brun farin i en gryde og smelt det under svag varme. Lad blandingen afkøle til den er lunken.
  • Slå ægget ud i en skål og tilsæt kærnemælk.
  • Sigt natron, krydderier og hvedemel sammen og kom det i skålen sammen med smør- og sirupsblandingen. Pisk det hele godt sammen med en elmikser.
  • Fordel dejen i en smurt springform (ca 20-22 cm i diameter) og læg evt. et stykke bagepapir i spænd i bunden af springformen.
  • Bag kagen ved 150 ° (alm. ovnvarme) i ca 60 minutter, indtil den er gennembagt. Tjek evt. ved at stikke en tandstikker eller lignende ned i midten af kagen.
  • Afkøl kagen på bageristen og del den i 2 bunde.
  • Fordel appelsinmarmeladen i et jævnt lag på den nederste bund.

Smørcreme

  • Kom smør, flormelis og vaniljesukker i en skål og pisk det grundigt til en hvid og luftig smørcreme. Har man en køkkenmaskine, kan det anbefales at bruge den, da der skal piskes i ca 10 minutter for at få en helt luftig og hvid smørcreme.
  • Kom cremen i en sprøjte- eller frysepose og sprøjt den ud i et jævnt lag ovenpå appelsinmarmeladen. Læg den øverste bund over som låg og giv den et let tryk, så smørcremen presses helt ud til kanten. Glat evt. cremen med en kniv hele vejen rundt.

Chokoladeglasur

  • Kom flormelis og kakao i en skål og rør det sammen med en lille smule vand til en tyk glasur.
  • Hæld glasuren ud på midten af kagen og fordel den helt ud til kanten med en kniv eller palet.
  • Drys evt. små sukkerkugler i den våde glasur og lad kagen stå på køl indtil servering. Tag gerne kagen ud 30-60 minutter før servering, så smørcremen kan nå at temperere og ikke er alt for hård.

Noter

Hvis man udskifter 100 gr sirup med 100 gr honning, så får man den lækreste honningkage, som også er en rigtig juleklassiker. I stedet for glasur på toppen, kan man evt. overtrække kagen med smeltet, mørk chokolade. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)