Først og fremmest rigtig godt nytår. Jeg håber, at I alle havde en skøn nytårsaften og er kommet godt ind i 2020. Jeg sidder her på den 3. dag i det nye år og er allerede ved at planlægge madplan til uge 2 – liiidt surrealistisk, at vi allerede skal igang med den anden uge, når vi netop er hoppet ind i det nye år forleden dag, men sådan er det jo. Ved I hvad, før vi får set os om, er det sommer og pludselig skal vi i gang med at tænke på julen 2020 🙂

Men men men, nu kan vi første glæde os til et par skønne vintermåneder, hvor vi forhåbentlig får lidt sne. Jeg er efterhånden så snehungrende, at jeg overvejer, om vi skal tage et par dage væk til et skønt sted med masser af sne, men nu må vi se. Bliver det en hvid vinter, så er der jo også skønt herhjemme. På madfronten behøver jeg til gengæld ikke hungre, for jeg har fyldt madplanen med masser af lækker vintermad, grove grønsager og nogle skønne, hjemmelavede lakridsmandler til den lille (lækker)sult, ovenpå julens mange godter.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og emailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 2.

Mandag – Vi trænger til grønt, knas, farver og krydderier ovenpå decembers mange julespiser, så ugen starter på bedste vis med en gang spicy oksekød med spidskål og karry. Superlækkert som sig selv, men også skønt med tilbehør af ristede kartofler, som fyld i tortillas eller madpandekager og i hjemmelavede forårsruller.

Tirsdag – Jeg holder fast i de gode, varmende supper i løbet af hele vinteren og i denne uge bliver det en skøn tomatsuppe med tortellinier. En nem og lækker suppe, som er et rigtigt familiehit og så bestemmer man jo selv, om suppen skal være vegetarisk, afhængig af hvilke tortellinier man vælger.

Onsdag – Denne her kylling i karry er både nem og lækker, så det er nok ikke helt tilfældigt, at den er endt i en top 10 over de mest populære opskrifter på madenimitliv i 2019. Jeg serverer kogte ris ved siden af og supplerer gerne med dampet grønt, fx broccoli, ærter, majs og gulerødder. Kog evt. ekstra ris – så er det nemt at lave rissalat torsdag.

TorsdagTun- og torskerognsfrikadeller hører til blandt mine favorit fiskefrikadeller og fordi de er lavet på fiskekonserveres, behøver man ikke bo i nærheden af en god fiskehandler. Dellerne bliver serveret med en lækker rissalat med bl.a. majs, ærter og peberfrugt. Let og lækkert og bliver der rester, er både frikadeller og rissalat også et hit i madpakken.

Fredag – Pizza night!!! Så hyggeligt med hjemmelavet fast food og skal det være pizza, så vil jeg allerhelst have en rigtig god deep pan pizza med pepperoni og mozzarellaost (jeps – jo mere bund, jo bedre). Det er lækkert med både salat og grønsager i stave til pizzaen, så lav gerne en god stor portion og måske en skøn dip. Bryder man sig ikke om pepperoni, så topper man selvføgelig bare med noget andet lækkert fyld.

Lørdag – Det er så længe siden, at jeg sidst har lavet indbagte hakkebøffer, så nu skal det være. Tilbehøret bliver formentlig nogle bagte rodfrugter og måske nogle ristede kartofler, som kommer i ovnen sammen med hakkebøfferne. Bøfferne mætter nu ret også meget i sig selv, så man kan snildt nøjes med en god, blandet salat. Sauce bruger jeg sjældent – det gode fyld indeni butterdejspakkerne gør det fint ud for “dyppelse”.

Søndag – Jeg synes, at bagte kartofler er noget så hyggelige at servere til aftensmad og især på denne her tid af året er bagekartoflerne ekstra gode. I denne uge bliver det med fyld af hjemmelavet skinkesalat og salat, men rejesalat eller hønsesalat kan også varmt anbefales i kartoflerne.

Ugens lækkeri – Julen er slut og de sidste julegodter er spist. Nu er det tilbage til hverdagen, men det er jo meget hyggeligt at få lidt godt til en god kop te om aftenen. Jeg planlægger derfor at lave en stor portion lakridsmandler med havsalt. De er så skønne sammen med de store appelsiner, som er i sæson netop nu.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)