En lækker og luftig råcreme med vanilje og en skøn, blandet frugtsalat må da høre til blandt de nemmeste desserter, som findes. Og så kan den oven i købet serveres hele året rundt og varieres i det uendelige. For der er jo skiftende sæsoner for de mange forskellige frugter og bær.

Se også – Bannoffee pie i glas I Æblekage med flødeskum I Jordbærkoldskål

Nem opskrift på råcreme. 

 Jeg anbefaler, at man først laver sin råcreme, når den skal spises eller max 1-2 timer før brug. Det tager jo ikke mere end ca 10 minutter at lave en skålfuld råcreme, og den er altså bedst, når den er helt nylavet. For det første pisker man luft ind i både æggesnaps og flødeskum, for at få en rigtig luftig råcreme. Og lader man den stå for længe, så mister cremen “pusten” igen og falder sammen.

Desuden kan råcremen skille let, hvis den står for længe. Det vil sige, at æggeblommerne falder til bunds i skålen og det er jo ikke så lækkert. Man kan dog piske cremen op igen. men jeg synes som sagt, at råcremen er bedst, når den er nylavet.

Bliver der rester af råcremen, vil jeg derfor foreslå, at man tilføjer lidt hakket chokolade og måske nødder, revet marcipan, eller hvad man nu kan lide, og kommer den i fryseren. Dermed får man en lækker, hjemmelavet parfait (is), som har en noget længere holdbarhed end råcremen. Og isen er jo skøn i pandekager, til vafler eller bare til at spise som den er.

Råcreme med frugtsalat
Print opskrift Pin opskrift
4.67 fra 3 stemmer

Råcreme til frugtsalat

Samlet tid10 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 æggeblommer (brug evt. past. æggeblommer)
  • 3 spsk flormelis
  • 2 tsk vaniljesukker
  • dl piskefløde

Fremgangsmåde

  • Kom æggeblommer, flormelis og vaniljesukker i en skål og pisk til en tyk, lysegul æggesnaps.
  • I en anden skål piskes fløden til flødeskum.
  • Kom flødeskummet i æggesnapsen og vend det forsigtigt sammen, så cremen bliver så luftig som muligt.
  • Opbevar råcremen på køl indtil servering, max 1-2 timer.
  • Server råcremen til frugtsalat eller friske jordbær

Lækker frugtsalat med creme.

Herhjemme har vi fået råcreme og frugtsalat til dessert et par gange her i starten af januar, fordi jeg havde lidt piskefløde til overs fra nytår. Jeg lavede frugtsalaten af alt godt fra skålen – bananer, æbler, pærer og kiwifrugter. Og på denne her tid af året, kom der selvfølgelig også et par clementiner med.

Faktisk havde jeg også både en bakke friske blåbær og nogle blå vindruer i køleskabet. Men dem glemte jeg helt i skyndingen, så det må blive næste gang. Salaten blev til sidst drysset med smukke, rubinrøde granatæblekerner, som også er i højsæson lige nu, og lidt grofthakket mørk chokolade. Men i virkeligheden er der jo ingen regler for, hvad en god frugtsalat skal indeholde.

Man bruger selvfølgelig bare den slags frugt, som man kan lide. Og om sommeren er det også lækkert at servere råcreme til en stor portion blandede, friske bær eller bare en skålfuld danske jordbær. En rigtig sommerdessert, der smager noget så dejligt og kan være færdig på ganske få minutter.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)