En tacopande med krydret oksekød er et supernemt alternativ til de klassiske tacoskaller med oksekød og salatfyld. Den største forskel ligger faktisk i, at her er alt fyldet til tacoskallerne samlet i en og samme pande, hvilket ikke bare er nemt og lækkert til hverdag, men også ser noget så fint ud. Faktisk synes jeg, at det ser så fint ud, at jeg ikke ville tøve med at servere en tacopande for gæster; evt. med en flok kolde mexicanske øl, guacamole og sprøde nachos “on the side”, som en helt lille texmex fest.

Vi får som regel kogte ris og en grøn salat ved siden af tacopanden. Den grønne salat er ikke så god at komme på panden, da den bliver blød og trist, men jeg synes, at det hører sig til. Hvis ikke vi får ris, så bliver det gerne til sprøde tacoskaller og derudover kan jeg anbefale lune, bløde tortillapandekager. Og beregn gerne lidt ekstra grønt, når der alligevel er gang i snitteriet, og måske en skålfuld hjemmelavet guacamole. Herhjemme ryger der i hvert fald godt med grønsager ned, når menuen står på taco og tacoskaller. Og man bruger selvfølgelig bare de grønsager, som man kan lide og supplerer evt. med frisk chili i tynde skiver eller syltede jalapeños efter smag og behag.

Vil man hellere have kyllingekyd, så er det mindst lige så nemt at lave panden med kylling i mundrette tern, måske vendt sammen med peberfugter og løg a la klassisk, mexicansk kyllingefajitas. Og selvfølgelig kan man også bruge oksekød i strimler. De forskellige slags kød går jo til det meste, og så bestemmer man selv, om man serverer kogte ris og/eller lune tortillapandekager til.

>> Se også min opskrift på kyllinge fajitas med peberfrugter og løg lige her. 

Jeg laver hele retten i en dyb stegepande og drysser så med revet ost til sidst, så varmen fra panden får osten til at smelte lidt. Vil man gerne have osten helt smeltet, så kan man evt. sætte panden i ovnen i et par minutter, så ovnvarmen får osten til at smelte. Det kræver selvfølgelig, at man har en pande, som er lavet uden plastik og dermed kan tåle at komme i ovnen, men ellers kan oksekødet jo også bare hældes over i et ildfast fad. Og endelig kan man selvfølgelig lave hele retten i en gryde i stedet for en pande – det er mindst lige så nemt.

 

Tacopande med krydret oksekød

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 450 gr hakket oksekød
  • 1 brev taco spicemix
  • 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
  • 1 ds kidneybønner (afdryppede)
  • 100 gr smeltet ost, fx cheddar
  • 1 ds majs (afdryppede)
  • 100 gr cherrytomater (skåret i skiver)
  • 1 moden avocado (skåret i tern)
  • oliven i skiver (kan udelades)
  • 1 dl creme fraiche (eller creme fraiche dressing)

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en pande og brun oksekødet heri.
  • Tilsæt taco spicemix til kødet og følg anvisningen på pakken.
  • Tilsæt kidneybønner og forårsløg til panden, men hold gerne lidt forårsløg tilbage til pynt.
  • Varm retten godt igennem og tag den af varmen.
  • Fordel osten ovenpå det varme oksekød og lad den smelte let.
  • Pynt herefter med majs, tomater, avocado, oliven og det sidste forårsløg.
  • Pynt med klatter af creme fraiche og server panden til tacoskaller, tortillapandekager eller med ris og brød til. Gerne med en skål salat ved siden af.

Noter

Ovenstående skal kun ses som forslag og man pynter selvfølgelig bare tacopanden på de grønsager, som man bryder sig om. Frisk, rød chili i skiver eller syltede jalapeños er også et hit. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)