En asiatisk suppe med kylling, nudler og grønsager er både sund og lækker og så er den så nem at lave, at jeg ofte laver den til mig selv til frokost. Især hvis jeg småfryser, eller bare har lyst til noget andet end de sædvanlige rugbrødsmadder, salat eller rester fra aftensmaden. Suppen laves lige ud ad landevejen på kyllingebryst, bouillon, forskellige slags grønsager og så lidt nudler, hvilket kan undværes, hvis ikke man bryder sig om dem. Så kan man i stedet skrue lidt op for mængden af kyllingekød og grønsager, men jeg er ret vild med nudler, så jeg kommer som regel en portion i suppen.

>> Se også min opskrift på en skøn, spicy thaisuppe med kylling, kokosmælk og nudler lige her. 

Derudover er der faktisk ikke så meget mere i suppen, bortset fra lidt soja og limesaft, så her kan de fleste vist være med, uden at skulle en tur forbi et asiatisk supermarked først. Jeg bruger desuden hvidløg, frisk ingefær og tørrede chiliflager til at sætte smag på suppen, men ingefær kan udelades, hvis ikke man er til den slags, og de tørrede chiliflager kan snildt erstattes af en frisk chili i små tern. Der er bare en kedelig tendens til, at mine friske chilifrugter når at blive for gamle, før jeg får dem brugt. Jeg skal som regel bruge en enkelt til madlavningen, men kan ofte kun finde pakker á 3-5 stk. Og så ender jeg altså med at smide de resterende ud, så nu har jeg stort set altid tørrede chiliflager i krydderiskabet i stedet for og det fungerer perfekt.

Suppen er en fyldig en af slagsen og derfor plejer jeg heller ikke at spise brød ved siden af, men det kan man jo gøre, som man synes. Store og sprøde rejechips er også en mulighed og dem er jeg altså en smule vild med, når det gælder tilbehør til asiatisk mad. Det er lidt individuelt, hvordan den færdige suppe skal smage. Men hvis man bruger limesaft og soja efter smag inden servering, og desuden serverer friske limebåde, soja og måske lidt chiliolie ved siden af, så kan enhver jo selv dosere og få en helt perfekt smagsoplevelse.

Asiatisk suppe med kylling

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 1 spsk friskrevet ingefær (kan udelades)
  • ½ tsk tørrede chiliflager
  • 1 liter hønsebouillon (evt. vand + 2 bouillonterninger)
  • 2 stk kyllingebryst
  • 1 stor gulerod
  • 150 gr sukkerærter
  • 1 bdt forårsløg
  • 200 gr tørrede nudler
  • 1 lime
  • soja

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en gryde og sauter hvidløg, ingefær og chiliflager heri i 2 minutter.
  • Tilsæt bouillon og bring suppen i kog.
  • Del kyllingebrysterne i 3-5 mindre stykker og læg dem i suppen. Læg låg på suppen, bring gryden i kog og lad den koge i ca 10 minutter, til kyllingestykkerne er tilberedte.
  • Imens renses grønsagerne. Gulerod og sukkerærter skæres i tynde strimler og forårsløgene skæres i tynde ringe.
  • Læg nudlerne i en skål, overhæld med kogende vand til det dækker og dæk skålen til. Lad nudlerne trække i 3-4 minutter til de er bløde, hæld vandet fra nudlerne og stil dem til side.
  • Fisk kyllingestykkerne op af suppen og pluk kødet i mindre stykker. Det kan være en god ide at bruge en gaffel, da kødet er meget varmt.
  • Kom grønsagerne i suppen og bring den i kog. Lad grønsagerne koge et par minutter, til de er lige netop møre, men stadig har bid.
  • Kom nudler og kyllingkød i suppen og smag til med friskpresset limesaft og soja.
  • Server suppen rygende varm, evt med limesaft, soja og lidt chiliolie, så man selv kan smage suppen yderligere til.

Noter

I stedet for at overhælde nudlerne med kogende vand, kan man komme dem i suppen sammen med grønsagerne og lade dem koge i 3-4 minutter, til de er møre. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App.  Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)