Så er jeg klar med en madplan til uge 9. Vinterferiestemningen har lagt sig, fastelavnsfesterne er så småt overstået og nu mangler vi bare den sidste lille uge, inden vi kan tage afsked med februar måned og vinteren for denne gang. I hvert fald officielt, for jeg har efterhånden opgivet at se andet end regn og gråvejr udenfor vinduerne, også selvom vi tager fat på foråret.

Men sådan et par måneder med gråvejr og regn skal ikke slå mig af pinden. Jeg kan heldigvis godt lide efterår og vinter og derudover har jeg lettet stemningen ved at lægge et par forårsretter ind i madplanen for den kommende uge. Vi kan blandt andet se frem til en skøn auberginelasagne, som fylder hele køkkenet med “duften af italien” og derudover glæder vi os til at sætte tænderne i en mør, helstegt kylling, som tilberedes i et fad med hasselback kartofler. Supernemt og noget så lækkert. Men fordi vinteren trods alt ikke er slut endnu, har jeg også gjort plads til en dejlig varmende og krydret vinterdrik med æble, som er noget så hyggelig at varme sig på, når man kommer ind ude fra regnen. En rigtig sjælevarmer for både børn og voksne.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og email og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.

Madplan til uge 9.

Mandag – Ugen starter både nemt og lækkert med denne her one pot kylling i karry med ris og ærter, som jeg lavede første gang for nyligt. Men den var altså så stort et hit, at den må på menuen igen herhjemme og heldigvis er one pot meals jo dejligt nemme at lave. Perfekt mandagsmad og gerne med lidt ekstra, dampet grønt ved siden af.

Tirsdag – Jeg er VILD med denne her auberginelasagne, som er uden kød men med masser af fylde fra aubergine og ost og en skøn, aromatisk tomatsauce. En virkelig mættende ret, som jeg serverer med friskkogt pasta og som regel også et hvidløgsbrød, men en blandet salat er også en mulighed. Skal det gå ekstra hurtigt, så køb 1-2 glas god, færdiglavet tomatsauce.

Onsdag – Ugens fisk bliver denne her skønne tærte med laks og spinat. Bryder man sig ikke om laks, så kan man i stedet komme rejer i tærten og skal det ikke være fisk, så prøv stegt kyllingebryst eller en god skinke/hamburgerryg, som er skåret i strimler. Vil man ikke lave bunden selv, så kan man sagtens bruge en rulle færdiglavet tærtedej fra supermarkedets køledisk.

Torsdag – Det er sjældent, at vi går igennem en hel uge, uden at få en skål dejlig varm suppe – i hvert fald om efteråret/vinteren – og i denne uge bliver det en helt simpel gulerodssuppe. Suppen er smagt til med pikantost, hvilket jeg er ret begejstret for, men man kan sagtens bruge almindelig flødeost eller bare fløde. Jeg serverer friskbagt flute til suppen, men en lækker toast med skinke og ost, er også lækkert og måske lidt mere mættende.

Fredag – Vi skal have helstegt kylling i fad med hasselback kartofler. En meget simpel fredagsmiddag, hvor alt tilberedes i ét og samme fad i ovnen, hvilket næsten ikke kan være nemmere. Vi spiser den dejlige stegesky, som lægger sig i bunden af fadet og ligesom samler sig om kartofler, men vil man gerne have ekstra sauce, så kan man evt. lave en paprikasauce. En god, blandet salat med en lækker dressing er også en mulighed.

Lørdag – Det er virkelig længe siden, at vi har fået en rigtig wienerschnitzel med ristede kartofler, dampede ærter og ikke mindst “dreng” på toppen. En rigtig lørdagsmiddag, som er en dansk kro værdig.

Søndag – Ugen slutter med et besøg i mormorkøkkenet, hvor menuen står på farsede porrer med brun sauce og kartofler. Og så kan vi vist heller ikke tilkomme flere klassiske retter ovenpå den weekend.

Ugens lækkeri – Selvom vinteren går på hæld, kan det stadig være rart med lidt at varme sig på. Denne her krydrede æbledrik kan nydes af både børn og voksne (evt. tilsat lidt alkohol) og den er oplagt til sofahygge og som en lille pre dinner drink, som man kan nippe til i køkkenet, imens man forbereder aftensmaden.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)