Fyldte æg (deviled eggs) – nem opskrift.

4 kommentarer
Frokostretter, Ideer til studentermad, Julemad og juleopskrifter, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Påskefrokost og klassiske påskeopskrifter, Snacks
Gå direkte til opskriften

Fyldte æg (eller deviled eggs) med bacon og karse på toppen og en midte af æggecreme med sennep og mayonnaise er som skabte til frokostbordet. Ikke mindst til påskefrokosten, hvor æg jo ofte er et fast indslag. Men faktisk er fyldte æg så nemme at lave, at der ikke engang behøver være nogen særlig anledning. Man kan sagtens  lave et par fyldte æg til en lille hyggelig søndagsfrokost derhjemme.

Se også – Æggesalat I Karrysalat I Lakserilette I Tunmousse

Fyldte æg til frokost og snack.

Jeg er primært stødt på fyldte æg i England og især i USA, hvor de også kaldes “deviled eggs”. Derovre serveres de som snack eller appetizer og er ret populære på diverse buffeter og som “fingerfood”. Fx til Superbowl Sunday, hvor amerikanerne ser amerikansk fodbold og spiser en masse forskellige slags snacks.

Hvorfor de fyldte æg kaldes deviled eggs eller “djævleæg” er jeg faktisk ikke helt sikker på. Men jeg tænker, at det har noget at gøre med, at æggecremen ofte er rørt op med en form for chilipulver, paprika eller tabasco, ligesom æggene kan være pyntede med et drys chili og paprika på toppen. De halve æggene kan derfor indimellem være nogle krydrede, små djævle at spise.

Tip! Se også mine bedste tips til variationer under opskriften. 

4.41 fra 5 stemmer

Fyldte æg (deviled eggs)

Kogetid10 min
Samlet tid20 min
Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 4 æg
  • 2 skv bacon
  • 3 spsk mayonnaise
  • 2 tsk sennep
  • 1 nip sukker
  • salt og peber
  • evt. karse og cherrytomater til pynt

Fremgangsmåde

  • Hæld vand i en lille gryde og bring det i kog. Når vandet koger, lægges æggene forsigtigt i vandet ved hjælp af en spiseske.
  • Kog æggene under låg i ca 10 minutter.
  • Overhæld de kogte æg med koldt vand for at stoppe kogningen og læg dem til side.
  • Steg baconstykkerne brune og sprøde på en stegepande, i ovnen eller i mikrobølgeovnen. Lad de færdigstegte baconstykker trække på et stykke fedtsugende papir og knus dem herefter groft.
  • Pil æggene og del dem i halve på langs. Pil forsigtigt æggeblommerne ud og kom dem i en skål.
  • Tilsæt mayonnaise og sennep til æggeblommerne og mos dem sammen med en gaffel til en ensartet creme. Smag til med et nip sukker, salt og peber.
  • Skal man lave en større portion, kan man bruge en stavblender eller foodprocessor til at blende cremen.
  • Kom æggecremen i en fryse- eller sprøjtepose med en stjernetylle. Sprøjt herefter cremen ud i en fin top i de halve æg.
  • Pynt de halve æg med knust bacon og evt. karse og cherrytomater i kvarte.
  • Lad æggene hvile på køl indtil servering.
  • De fyldte æg kan sagtens opbevares på køl i nogle timer, men skal helst spises samme dag, som de er lavet. De er ikke fryseegnede.

 

Se også - 

 

Æggesalat

 

Karrysalat til sild

Tips til lækre variationer af deviled eggs.

Jeg har udelukkende brugt sennep som smagsgiver i denne her opskrift, men man kan sagtens tilføje yderligere smag til æggecremen. Det kunne fx være paprika, røget paprika, chili, karry, pesto eller friskhakkede krydderurter. Man kan desuden udskifte lidt af mayonnaisen med creme fraiche. Man skal blot huske, at fedtprocenten ikke må være for lav. Så vil cremen blive tynd og svær at sprøjte ud i fine toppe, som ikke falder sammen.

Og apropos top, så behøver man selvfølgelig ikke pynte toppen af æggene med sprød bacon, karse og tomater, som jeg har gjort. Det er klart, at det ser vældig fint ud med lidt grønt, men der kan sagtens bruges andre former for krydderurter, fx persille, purløg, dild, ramsløg eller spirer.

Bacon kan desuden erstattes af rejer, kaviar, stenbiderrogn, sprødstegt chorizo, lufttørret skinke eller lignende. Man kan også helt udelade kød eller fisk og bare nøjes med et grønt drys. Nemt og lækkert.

Sennep efter smag og behag.

De fyldte æg er ikke på nogen måde stærke, selvom senneppen selvfølgelig godt kan bide lidt fra sig. Men man vælger jo selv, hvilken sennep, man bruger. Jeg har som regel en sød, fransk sennep og en mild, gul sennep stående i køleskabet.

Begge dele fungerer helt fint til denne her opskrift, men bruger man en sød sennep, så skal man nok ikke tilsætte yderligere sødme i form af sukker til opskriften. Det er desuden lækkert at bruge en grov sennep, som giver lidt “bid” til cremen. Det ser også rigtig fint ud, når man kan se de sennepskornene i æggecremen.

4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Ulla T
1 år siden

Jeg kan vel godt lave fyldet dagen før og så pynte dem på dagen hvor de skal bruges

Susanne
9 måneder siden

Ser lækkert ud, hvilken sennep bruger du.😀

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)