Jeg skal love for, at der er gået brød-, bolle- og kagebagning i den her i lille Danmark. I bager på livet løs og det gør jeg faktisk også selv, for nybagt brød og kager er jo ikke bare lækkert at spise, det kan også være ren terapi at røre en kage sammen eller ælte en portion dej. I weekenden blev det for mit vedkommende til svenskernes svar på kanelsnegle, nemlig kanelsnurrer, som jeg er en lille smule forelsket i. Ikke mindst fordi at de er noget så fine at se på, men de smager altså også bare helt eminent godt. Og så minder de mig om, at sidde på en hyggelig svensk café og drikke kaffe og spise nybagte kanelsnurrer.

Selvfølgelig har de også både kanelsnegle og kanelgifter i Sverige – der er altså bare et eller andet med svenskere og bagværk med kanel – men det er især snurrerne, som jeg forbinder med det svenske. Faktisk har jeg blogget om kanelsnurrer for snart en del år siden, men det indlæg trængte til en gevaldig modernisering og et nyt billede, så det var jo helt oplagt at lave en portion skønne snurrer, da bagetrangen endnu engang meldte sig.

Det er næsten lige så let at bage kanelsnurrer som at bage kanelsnegle og dejen er stort set den samme. Så hvis man nu ligger inde med opskriften på verdens bedste kanelsnegle, så kan man sagtens bruge dem og så bare forme dejen til snurrer i stedet for snegle. Og når jeg skriver, at det er NÆSTEN lige så let, at bage snurrer, så er det fordi, at de der snurrer skal formes, så de får den karakteristiske snoede facon. Det er ret nemt i praksis, men faktisk lidt svært at forklare, hvordan det egentlig skal gøres. I hvert fald på skrift.

Jeg har alligevel forsøgt mig i opskriften herunder, men giver det slet ikke nogen mening, så ligger der ret mange videoer med fine forklaringer på nettet, ikke mindst på youtube. Jeg burde måske også se at få optaget min egen video med kanelsnurrer og i det hele taget har jeg mange planer om, at komme i gang med at lave opskriftsvideoer til jer. Vi må se, om ikke jeg snart kan få mig taget sammen og komme ud over stepperne – jeg har efterhånden alt udstyret klar og er ved at løbe tør for dårlige undskyldninger og overspringshandlinger.

Kanelsnurrerne kan for øvrigt sagtens fyldes med alle mulige andre former for lækkert fyld. Det behøver jo ikke være kanelremonce. Jeg kan fx anbefale at lave nutella snurrer. Det er ret nemt, for man skal egentlig bare erstatte remonce med nutella og så følge opskriften herunder og det smager virkelig godt. Derudover kan man lave marcipansnurrer med marcipanremonce og marcipanremoncen kan tilsættes revet appelsin- eller citronskal efter smag og behag. Desuden kan man lave salte udgaver af snurrerne, for de behøver jo ikke være søde. Det er eksempelvis superlækkert med ostesnurrer, hvor dejen smøres med en lækker flødeost, fx pikantost eller chiliost og jeg har også tidligere haft stor succes med de her pizzasnurrer med tomat og ost, så der er ret mange muligheder.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Kanelsnurrer

Hæve- og bagetid2 t 20 min
Samlet tid3 t
Antal: 10 stk
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk groft salt
  • ½ tsk stødt kardemomme (kan udelades)
  • 1 æg
  • 500 gr hvedemel (+ lidt til udrulning)
  • 75 gr blødt smør

Kanel remonce

  • 125 gr blødt smør
  • 125 gr sukker
  • 2 spsk hvedemel
  • 3 tsk stødt kanel
  • sammenpisket æg og evt. perlesukker til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom mælken i en skål og udrør gæren heri
  • Tilsæt sukker, salt, kardemomme, æg, hvedemel og smør og ælt sammen til en blank og smidig dej.
  • Man kan også lave dejen på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Dæk dejen til og lad den hæve et lunt sted i ca 1½ time.
  • Rør blødt smør, sukker, hvedemel og kanel sammen til en blød kanelremonce.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til et rektangel (ca 20 x 30 cm)
  • Smør remonce på dejen i et jævnt lag og fold dejen sammen på langs på midten. Rul herefter dejen ud igen, så rektanglet igen bliver ca 20 x 30 cm men nu med remonce i midten.
  • Skær dejen i 10 strimler á 3 cm’s bredde. Sno hver dejstrimmel et par gange og vikl den så rundt om pege- og langfinger. Slut med at trække enden på strimlen ned igennem det hul i midten af snurren, som pege- og langefinger har lavet, så snurren "låses" og ikke springer op.
  • Læg snurrerne med lukningen nedad på 2 bageplader beklædt med bagepapir - de vokser ret meget i ovnen, så jeg lægger kun 5 stk på hver bageplade. Lad snurrerne efterhæve i ca. 30 minutter. Pensl herefter med sammenpisket æg og drys evt. med perlesukker.
  • Bag snurrerne ved 190 °C (varmluft) i 12-15 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  • Lad snurrerne afkøle på bageristen og spis dem lune eller kolde. De er bedst, når de er nybagte, men de kan sagtens fryses og lunes let i ovnen inden servering.

Noter

I stedet for at drysse med perlesukker kan man pynte de nybagte snurrer med hvid eller brun glasur og evt. drysse med hakkede nødder eller mandler. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)