Vi er midt i sæsonen for stenbiderrogn og selvom vi sagtens kan blive enige om, at blinis med stenbiderrogn, creme fraiche og rødløg er helt fantastisk, så er der heldigvis også andre forrygende måder, som man kan servere de skønne, lyserøde rogn på. Eksempelvis passer stenbiderrogn perfekt sammen med kartofler, så forleden dag lavede jeg en skøn kartoffelpizza med stenbiderrogn, creme fraiche og rødløg på toppen. En noget anderledes kartoffelpizza end den med masser af frisk rosmarin og mozzarellaost, som vi normalt får, men bestemt ikke mindre lækker. Tværtimod.

Sæsonen for stenbiderrogn er ikke speciel lang, så rognen skal nydes i generøse mængder, imens vi har muligheden. Og heldigvis sælger min gode fiskehandler som regel 100 gr renset rogn for 50 kr, hvilket vist må siges, at være meget rimeligt, i forhold til hvad jeg ellers hører rundt omkring. Derfor købte jeg forleden dag 250 gr stenbiderrogn samt et par nystegte fiskefrikadeller og 4 ferske rødspættefilet’er, da der også skulle være til et lille stjerneskud til frokost. Sådan et hjemmelavet stjerneskud med nystegte fiskefilet’er, rejer, røget laks og stenbiderrogn på toppen er altså noget af det bedste. Udover stjerneskud og kartoffelpizzaer blev resten af rognen for øvrigt brugt til en skøn, hjemmelavet rejesalat, som jeg også nok skal få lagt på bloggen en af de nærmeste dage.

>> Se også min bedste opskrift på mini kartoffelpizzaer med rosmarin og mozzarella lige her. 

Som regel er den stenbiderrogn, som sælges hos fiskehandleren, renset i forvejen. Men får man valget imellem at købe renset og urenset stenbiderrogn, så kan der altså være en del penge at spare på at købe den urensede rogn, og det er supernemt at rense rognen for hinder selv. Den urensede rogn skal blot pilles let fra hinanden, hældes i en skål og tilsættes rigeligt, koldt vand. Herefter pisker man let i rognen med et piskeris. Hinderne vil sætte sig i piskeriset og til sidst kan man så hælde den rensede rogn igennem en finmasket si, så vandet sies fra. Har man købt renset rogn, skal den bare røres op med salt og evt. citronsaft efter smag og så er den klar til brug.

Vi spiste kartoffelpizzaen som let aftensmad med en grøn salat ved siden af. Udover kartofler, stenbiderrogn, creme fraiche og rødløg var pizzaen også pyntet med frisk dild og grønne ærteskud og vi blev helt fint mætte. Man kan dog vælge at servere pizzaen som en forret, hvis ikke man er helt sikker på, at der er mad nok i pizzaen alene, og selvfølgelig kan kartoffelpizzaen også blot udgøre en enkelt variant ud af flere, hjemmelavede pizzaer. Man kan desuden servere kartoffelpizzaen til frokost, evt. udformet som små portionspizzaer, så hver enkelt får sin egen lille pizza og endelig kan man skære kartoffelpizzaen i en masse, små firkanter og servere den på en buffet eller som en snack/appetizer. Og har man ikke tid eller lyst til at lave sin egen pizzadej, så bruger man selvfølgelig bare en rulle færdiglavet pizzadej.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Kartoffelpizza med stenbiderrogn

Hæve- og bagetid1 t 10 min
Samlet tid1 t 40 min
Antal: 4 personer
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • dl vand (lillefingervarmt)
  • ½ pk gær
  • 2 tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 75 gr rugmel
  • 75 gr durummel
  • 2 spsk olivenolie
  • 200 gr hvedemel (+ lidt til udrulning)

Fyld

  • 200 gr flødeost naturel
  • 3 store kartofler (skrællede og skåret i ultratynde skiver)
  • dl creme fraiche 18 %
  • 200 gr stenbiderrogn
  • evt. citronsaft
  • salt
  • 2 rødløg (finthakkede)
  • friske ærteskud (eller andre former for salat/grønt)
  • frisk dild

Fremgangsmåde

  • Hæld vandet op i en skål og udrør gæren heri. Tilsæt salt og sukker.
  • Kom rugmel og durummel i skålen og rør rundt. Kom til sidst olie og hvedemel i skålen og ælt til en blank og smidig dej. 
  • Lad dejen hæve tildækket i minimum 1 time men gerne 1½ – 2 timer. 
  • Slå dejen ned og del den i 2 stykker. Udrul hvert stykke til en supertynd pizzabund. Læg bunden på et stykke bagepapir og giv den evt. en sidste tur med kagerullen på bagepapiret.
  • Smør flødeost naturel på de 2 bunde og fordel kartoffelskiverne ovenpå flødeosten.
  • Tænd ovnen på 250 °C og varm en pizzaplade eller en bageplade op. Træk pizzaen over på den varme plade ved hjælp af bagepapiret og bag pizzaen i ca 10 minutter ved 250 °C (alm. ovnfunktion), indtil bunden er sprød og gylden.
  • Rør stenbiderrogn sammen med salt og evt. citronsaft efter smag og behag.
  • Lad pizzaerne afkøle, så de ikke længere er rygende varme. Pynt herefter med creme fraiche, stenbiderrogn, rødløg, ærteskud og evt. frisk dild eller andre former for grønt og server.

Noter

Hvis ikke man har lyst eller tid til at lave sine egne pizzabunde, så kan man selvfølgelig også købe en færdiglavet, fersk pizzabund. 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)