Det er med en lidt underlig følelse i maven, at jeg har lavet min madplan til uge 12, for situationen er jo en lidt anden, end den vi danskere er vant til pga Corona virus og nedlukning af landet. Vi er hverken sendt i karantæne eller sendt hjem fra arbejde, men skal jeg da love for, at jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg ville hente 1 liter mælk i min lokale Rema i går aftes. Ingen brød, ingen grønsager og ingen kød. Mælk var der til gengæld og det var også mit indtryk, at medarbejderne arbejdede på højtryk på at fylde hylderne. Alle var i det hele taget ét stort smil og grinede lidt sammen med kunderne over synet af den butik, som mødte os.

Der er varer nok, og butikkerne får nye varer hver morgen som sædvanligt, men det vil naturligvis tage et par dage at få butikkerne fyldte igen ovenpå den massive hamstring. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at handle ind til de forskellige retter, som jeg har sat på madplanen? Jeg håber dog på det bedste – også at folk har fået øjnene op for, at INGEN har brug for eksempelvis 40 pk gær og stopper hamstringen igen. Jeg tænker desuden, at hamstringen får en helt naturlig afslutning, for når butikkerne fortsat får varer og hylderne er fyldte, så er der vel en begrænsning for, hvor meget mad man kan fylde ind i skuffer og skabe derhjemme? Og med disse ord hopper vi til ugens madplan.

Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan inkl. komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med email og fornavn og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 12.

Mandag – Ugens starter nemt og lækkert med en skøn spinatlasagne med bechamelsauce. Lasagnen er vegetarisk, så den er oplagt til de kødfri dage, men man kan nemt tilsætte laks, kogt skinke og stegt kyllingebryst til spinatfyldet. Jeg serverer en blandet salat til lasagnen.

Tirsdag – Jeg er vild med de her kyllingefrikadeller, som jeg synes er et skønt alternativ til de klassiske frikadeller med svinekød. Tilbehøret til frikadellerne bliver en lækker tabouleh, som er en salat af bulgur med persille og citron. Der kan dog også bruges couscous til tabouleh.

Onsdag – Selvom det er blevet forår, så er vi trods alt kun i marts og det er stadig skønt med en lækker suppe at varme sig på på de kølige og regnvåde forårsaftener. I denne uge bliver det en lækker ostesuppe med pikantost og porrer. 

Torsdag – Det er blevet tid til en rigtig familieklassiker og et hit hos spejderfolket, nemlig svensk pølseret med kartofler og tomat-flødesauce. Svensk pølseret er jo sådan en “alt i en gryde” ret og det kan være lidt vanskeligt, at finde på det helt oplagte grønsagstilbehør. Jeg plejer dog at komme gulerødder i skiver i gryden sammen med pølserne og derudover serverer jeg dampet broccoli ved siden af. Nemt og lækkert.

Fredag – Der er godt nok stadig noget tid til, at vi kan nyde de første, danske kartofler. Men jeg må indrømme, at jeg fik forårsfornemmelser, da jeg spottede nye, udenlandske kartofler forleden, så fredag aften skal vi have denne her skønne kartoffelsalat med rejer, avocado og asparges. Let og lækker forårs- og sommermad og det kan vi nok efterhånden trænge til. Også selvom grønsagerne ikke heeeeelt er i sæson endnu.

Lørdag – Lørdag aften står menuen på mørbrad i fad med sennep og fløde-estragon sauce. En nem og lækker ret med svinemørbrad og en skøn sauce med en snert af bearnaise pga estragonen. Jeg serverer kogte ris og dampet grønt eller salat til mørbraden, men ovnristede kartofler er også lækkert.

Søndag – Det er såååå længe siden, at vi sidst har fået en rigtig god shepherd’s pie med kartoffelmos, så det skal vi have søndag. Shepherd’s pie er for øvrigt normalt lavet med lammekød, hvorimod det kaldes cottage pie, hvis der bruges oksekød, men herhjemme kalder vi det som regel shepherd’s pie uanset hvad. Og vi er vist ikke de eneste, der bytter lidt om på navnene.

Ugens lækkeri – Det er godt nok endnu lidt tidligt for både jordbær og hindbær. Men de ligger jo der i køledisken og lokker, så i denne uge tror jeg, at jeg vil købe en bakke og lave chokolade hindbær, som er hindbær fyldt med chokolade. En fantastisk godbid, som er noget så nem at lave.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)