Endnu en uge venter forude og det bliver endnu en “underlig” en af slagsen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at meget er vendt på hovedet for rigtig mange mennesker i disse dage, men jeg prøver at fortsætte dagligdagen så normalt som muligt og har derfor også lavet en madplan til uge 13. Det giver mig ikke bare en god følelse i maven, at holde fast i noget af det vante og velkendte. Det er også en virkelig god idé at lave en madplan og få købt ind én gang for alle, så man ikke skal begive sig ned i supermarkedet mere end højst nødvendigt.
Når det så er sagt, så er jeg også allerede nu overbevist om, at der bliver et par dage på madplanen, hvor den planlagte menu bliver skubbet til fordel for take away. Restaurationsbranchen bløder pga nedlukningen og rigtig mange steder er begyndt at tilbyde mad ud af huset for at minimere skaderne. Vi har derfor hentet vores aftensmad ude i byen 3 gange i løbet af den sidste uge – forsvarligt pakket ind, udleveret uden kontakt og betalt kontantløst. Og det vil vi formentlig fortsætte med. Og så krydser jeg bare fingre for, at alle de mange, skønne spisesteder også eksisterer, når vi kommer ud på den anden side af corona virussen.
Husk at det også er muligt at modtage ugens madplan inkl. komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående tilmeldingsformular med fornavn og email og jeg deler selvfølgelig ikke oplysninger med 3. part.
Modtag gratis madplan hver uge!
Madplan til uge 13.
Mandag – Pasta i fad med kylling, broccoli og mornaysauce. Nem og hurtigt aftensmad, som smager fantastisk er for mig en perfekt start på ugen. Og vil man gøre det rigtig nemt for sig selv, så kan man også bruge en brik færdiglavet mornaysauce.
Tirsdag – Jeg er vild med blomkål i alle afskygninger og denne her tærte med blomkål og parmesan er bestemt ikke nogen undtagelse. Vi spiser tærten som kødfri hovedret med salat ved siden af, men den er også lækker som tilbehør, fx til frikadeller.
Onsdag – Det smukke forårsvejr og solskinnet får for alvor trangen til de lette retter og måltidssalaterne frem. Jeg glæder mig allerede til onsdag, hvor vi skal have en af mine yndlingssalater, nemlig salade nicoise med tun, kartofler, avocado og bønner.
Torsdag – Lige så fantastisk vejret er, når solen skinner, lige så køligt bliver det om aftenen, når solen går ned. Og så er det altså rart med en portion hjemmelavet suppe at varme sig på. I denne uge bliver det en lækker, hjemmelavet tomatsuppe med tortellini som både mætter og smager fantastisk.
Fredag – Vi snupper da lige endnu en salat, omend det mest af alt er en salat i forklædning. Weekenden fejres med en lækker tacosalat, som jeg som regel serverer i en sprødbagt tortillakurv. Det er ikke spor svært at lave tortillakurve, men selvfølgelig kan man i stedet bruge sprøde tacoskaller eller tacoskåle. “Salaten” jo mest af alt en helt almindelig omgang texmex med krydret oksekød, salsa og blandede salatgrønsager.
Lørdag – Lørdagsmenuen er måske ikke så fancy, men hvad den kunne mangle i festlighed, har den til gengæld til fulde i velsmag. Vi skal have koteletter i fad med ananas og karry, som er en skøn variation over de klassiske koteletter i fad. Nem og lækker comfort food på en lørdag aften, hvor de fleste af os formentlig alligevel ikke har de store planer. Jeg serverer kogte ris og dampet grønt til koteletterne, især ærter og broccoli er et hit herhjemme.
Søndag – Søndagsmenuen står på nationalretten, nemlig stegt flæsk med persillesauce. Jeg steger altid flæsk i ovnen, så sværen bliver knasende sprød, præcis som på en flæskesteg, men man kan også sagtens stege det på panden. Tilbehøret er selvfølgelig kogte kartofler og rødbeder.
Ugens lækkeri – Selvom alting er lukket ned, så kan det ikke skjules, at vi nærmer os påske. Æggene er begyndt at dukke op i chokoladeforretningerne og i denne her uge har jeg planer om at lave de her skønne, små chokolade påskereder, som er helt perfekte til en god kop kaffe.
Måske i næste uge skal temaet være en madplan ud fra det, man har på lager.
Ane-Grethe – Ja, det var da helt sikkert en mulighed. Udfordringen kan så ligge i, at vi formentlig ikke har de samme ting liggende på lager, så det kan være ret svært at lave en madplan, som henvender sig til alle 🙂 Til gengæld har vi rigtig fået ryddet op i skuffer og skabe herhjemme i løbet af de sidste par uger – det er jo vores personlige madplaner, som jeg lægger op på bloggen og deler med jer andre 😀