Det er sommer, og det betyder selvfølgelig også, at det er højsæson for lækker koldskål med kammerjunkere. Og især i løbet af de seneste par uger, hvor vi har haft det skønneste sommervejr, har vi spist meget koldskål herhjemme. Både til dessert, men også til frokost eller bare i løbet af dagen, hvor en skål koldskål med en lækker, hjemmelavet kammerjunker er superlækkert.

Se også >> Koldskål med tykmælk og æg I Nem koldskål med (uden æg) I Jordbærkoldskål 

Nem kammerjunker opskrift. 

Jeg laver gerne en ordentlig portion koldskål, som jeg stiller i køleskabet. Så er det nemt lige at tage sig en skålfuld, når lysten melder sig. Men med til koldskål hører selvfølgelig også kammerjunkere. Og det må, efter min mening, meget gerne være hjemmebagte kammerjunkere. Og meget gerne af den nemme slags. Derfor har jeg udviklet denne her opskrift på supernemme, hjemmelavet kammerjunkere.

Tip! Se tips til variationer og opbevaring af kammerjunkere under opskriften. 

Lækre og sprøde hjemmelavede kammerjunker i en skål
Print opskrift Pin opskrift
4.75 fra 4 stemmer

Kammerjunkere

Hvile- og bagetid1 t 15 min
Samlet tid1 t 45 min
Antal: 80 stk

Ingredienser

  • 150 gr hvedemel
  • 50 gr koldt smør
  • 50 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 0,25 dl mælk
  • 1 æg

Fremgangsmåde

  • Hæld melet i en skål og smuldr smørret ud i melet.
  • Tilsæt sukker, vanilje og bagepulver og saml hurtigt dejen med mælk og æg.
  • Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Tril dejen ud i 2-3 pølser á ca 2 cm tykkelse. Læg pølserne på et skærebræt og sæt dem i fryseren (eller køleskab) i ca 1 time.
  • Skær pølserne i skiver á ca 1 cm tykkelse og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. De udvider sig en lille smule under bagningen.
  • Bag kammerjunkerne i ved 190 °C (varmluft) i 12-15 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
  • Afkøl kammerjunkerne og opbevar dem i en lufttæt beholder. De kan holde i 3-4 uger. Dejen kan desuden fryses og blot optøs inden brug.

Ofte stillede spørgsmål. 

Hvad kan man bruge kammerjunkere til?

Kammerjunkere er selvfølgelig helt oplagte til koldskål. Men derudover er der faktisk også en del andre anvendelsesmuligheder. De er fx skønne som bund i cheesecakes i stedet for kiks. Fx i de her små koldskåls-cheesecakes i glas eller denne her koldskålskage.

Hvorfor hedder det kammerjunker?

En kammerjunker var tidligere en adelig titel ved hoffet. Der var dog tale om den laveste titel, og en kammerjunkers opgave var som oftest at servicere og opvarte de højerestående adelsmænd. Derfor ansås kammerjunkere ikke for at være særligt fine eller “rigtige” adelsmænd. På samme måde kan kammerjunkere være lidt svære at definere. De er ikke rigtige kager eller småkager. De er “bare” kammerjunkere.

 

Nemme kammerjunkere. 

Traditionelt består kammerjunkere af en overdel og en underdel. Og sådan har mine hjemmebagte kammerjunkere også altid set ud tidligere. Men det er klart, at det er en smule omstændeligt at bage kammerjunkere, når dejen først skal trilles til kugler, som derefter skal forbages, halveres og til sidst ristes sprøde i ovnen.

Derfor er jeg i de senere år gået over til en lidt nemmere og mere enkel metode, når jeg laver kammerjunkerne. Jeg nøjes nemlig med at trille dejen ud i pølser, som skæres i tynde skiver og bages sprøde i ovnen. Det er meget nemmere, og jeg synes selv, at kammerjunkerne bliver helt fantastiske. Knasende lækre og med den dejligste vaniljesmag.

Traditionelle kammerjunkere. 

Foretrækker man nu helt traditionelle kammerjunkere, der er delt i over- og underdele, så er der også råd for det. Man skal blot trille dejen i ovenstående opskrift til ca 20 kugler på størrelse med en valnød, og lægge dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

Kuglerne bages i ca 10 minutter ved 190 °C (varmluft), indtil de er gennembagte, men stadig helt lyse og bløde. Herefter halveres kuglerne og lægges tilbage på pladen med snitfladen opad. Og så skal de bages i yderligere 10 minutter ved 190 °C (varmluft), eller indtil de er gyldne og sprøde.

Tips til skønne variationer.

Jeg kommer som regel vanilje i mine kammerjunkere. Enten i form af vaniljesukker eller vaniljepulver. Men det kan sagtens udelades, hvis man synes, at der er vaniljesmag nok i koldskålen.

Laver man koldskål med citronsaft, så kan man desuden med fordel rive selve citronskallen ned i dejen til kammerjunkerne. Men det kræver selvfølgelig, at man bruger usprøjtede citroner. Man kan også bruge revet appelsinskal til kammerjunkerne i stedet for citron.

Opbevaring.

Som med alle andre former for småkager, så kan kammerjunkerne holde sig i 3-4 uger i en kagedåse eller lignende lufttæt beholder. Herefter begynder de at blive lidt bløde og kedelige. Dog kan man sagtens “puste” nyt liv i kammerjunkerne, hvis de er blevet bløde og triste. De kan nemlig lunes et par minutter i ovnen ved 200 °C, og så bliver de som nybagte.

Man kan også lave en stor portion dej til hjemmelavede kammerjunkere og så fryse noget af den ned i pølser. Så kan man nemt tage 1-2 pølser ud af fryseren, lad dem optø og bage en pladefuld kammerjunkere, når lysten melder sig. På den måde kan man servere hjemmebagte kammerjunkere til koldskål hele sommeren, uden at lave dej mere end et par gange.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)