Nye kartofler er virkelig en delikatesse. Og de her smørristede kartofler med dild, som jeg har plukket i haven, er bestemt ingen undtagelse. Perfekt tilbehør til såvel kød som fisk og selvfølgelig til grillmaden sammen med en god salat. Rigtig sommermad, når det er bedst.

Smørristede kartofler med dild.

Der er ingen tvivl om, at de smørristede kartofler bliver allerbedst, når der bruges nye, danske kartofler. Men først på sæsonen, når de nye udenlandske kartofler dukker op i butikkerne, kan jeg også godt finde på at bruge dem. De udenlandske kartofler bliver skrubbet godt – de er næsten umulige at skrabe. De danske kartofler bliver enten skrabet eller bare skyllet. Skallen er så fin og tynd, at den ikke generer nogen. Og er kartoflerne relativt nyopgravede, så falder skrællen jo nærmest af af sig selv.

Herefter får kartoflerne et hurtigt opkog til de er lige netop møre, inden de ristes gyldne i lidt smør og vendes med hakket dild eller andre former for krydderurter. Og det er faktisk det hele. Vil man gøre det endnu nemmere for sig selv, så behøver man ikke riste kartoflerne i smør. Man kan i stedet hælde vandet fra kartoflerne, lade dem dampe tørre. Herefter kommes et par smørklatteri gryden sammen med krydderurterne og låget lægges på. Efter et par minutter har varmen fra kartoflerne smeltet smørret og så er kartoflerne klar til servering. Nemt og lækkert.

Andre opskrifter med kartofler >> Kartofler i folie I Bearnaise kartoffelsalat I Smørristede kartofler med persille

Skønne variationer.

Jeg har sået en hel del forskellige krydderurter i potter på terrassen og dild, persille og purløg i køkkenhaven. Og især dilden vokser i et imponerende tempo, hvilket jeg er yderst tilfreds med. Dild hører nemlig til blandt mine yndlingskrydderurter. Men de små potter med dild, som man kan købe i supermarkedet, smager stort set ikke af noget. Hjemmedyrket dild er væsenligt kraftigere – både i vækst, duft og smag. Og så falder det ikke sammen og ser trist og kedeligt ud efter et par minutter.

Udover dild kan jeg anbefale af lave smørristede kartofler med persille, purløg, løvstikke og fransk estragon, for nu blot at nævne et par eksempler. Man kan enten holde sig til én krydderurt, eller man kan plukke løs og lave en blanding. Og man behøver selvfølgelig ikke riste kartoflerne i smør for at nyde dem med masser af friskhakkede krydderurter. Dampede kartofler vendt med krydderurter er nemlig også en rigtig lækkerbisken.

 

Smørristede kartofler med dild
Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Smørristede kartofler m/ dild

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 800 gr små, nye kartofler
  • 2 spsk smør
  • 1 bdt dild (friskhakket)
  • salt

Fremgangsmåde

  • Skrab eller skrub kartoflerne og kog dem i en gryde med letsaltet vand. Kartoflerne skal kun lige være møre.
  • Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem dampe tørre i gryden.
  • Sæt gryden tilbage på komfuret og tilsæt 2 spsk smør til gryden.
  • Rist kartoflerne i smørret ved jævn varme i ca 10 minutter, til de bliver gyldentbrune. Rør jævnligt rundt, så kartoflerne ikke brænder fast.
  • Tag gryden af varmen, tilsæt hakket dild og rør rundt.
  • Vend kartoflerne ud i en skål og drys med lidt salt på toppen. Server kartoflerne til kød, fisk og grillmad.

Noter

I stedet for dild kan man bruge andre former for hakkede krydderurter til de smørristede kartofler. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)