For mig er der bare noget med weekend, der rimer på bland-selv slik og chips med dip. Især fredag aften, hvor man er lidt træt efter en lang uge, og synker ned i sofaen efter aftensmaden. Så synes jeg virkelig, at det er noget så hyggeligt med slik, en skål sprøde chips og måske en god film. Og så dip selvfølgelig, for chips og dip hører sammen. Og det seneste hit herhjemme er en portion hjemmelavet holiday dip.

Se også – Hjemmelavede chips i mikroovn I Saltmandler med chili I Chili hummus

Holiday dip – nem opskrift.

Det er virkelig noget så nemt at lave sin egen dip. Og jeg har i flere år lavet eksempelvis dilddip og hvidløgsdip til vores chips. Det var dog lidt mere tricky at ramme den helt rigtige smag i en hjemmelavet holiday dip. Derfor har holiday dip længe hørt til blandt de varianter, som jeg bare købte som færdiglavet dipmix, og rørte ud i creme fraiche. Men nu er den der, og jeg synes faktisk, at det er lykkedes ret godt.

En holiday dip smager jo af løg, hvidløg og peberfrugt (paprika). Men mængderne skal altså lige afstemmes lidt. Bruger man eksempelvis for meget paprika (og sukker), kommer man nemt til at stå med noget, der minder om en god, gammeldags thousand island dressing. Og smagen kan også hurtigt gå i retning af en sour cream and onion. Jeg synes dog, at nedenstående opskrift fungerer helt perfekt. Men smag og behag kan jo ikke diskuteres, så husk at smage dippen til, indtil den sidder lige i skabet.

Hjemmelavet holiday dip med chips
Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Holiday dip

Samlet tid5 min
Antal: 2 dl

Ingredienser

  • 2 dl creme fraiche (jeg bruger 9-18%)
  • 1 tsk løgpulver
  • 1 tsk paprika
  • ½ tsk hvidløgspulver
  • 1 tsk sukker
  • salt og peber (evt. hvid peber)

Fremgangsmåde

  • Kom creme fraiche i en lille skål.
  • Tilsæt løgpulver, paprika, hvidløgspulver, sukker, salt og peber og smag til.
  • Lad gerne dippen trække smag i 5-10 minutter inden servering. Opbevar på køl

Noter

Hjemmelavet dipmix.

Jeg bruger som regel løgpulver og hvidløgspulver, når jeg laver dip. Dels slipper vi for “klumper” af løg i dippen, men derudover så er det også lidt nemmere at dosere. Fx kan frisk hvidløg godt variere i styrke. Og nogle gange skal der ikke ret meget til, før man ender med en kraftig hvidløgssmag. Det fungerer helt perfekt med frisk hvidløg i en hvidløgsdip. Men lige når det kommer til holiday dip, synes jeg, det er nemmest at ramme smagen med pulver.

Man kan købe både løgpulver og hvidløgspulver til billige penge i Tiger eller Søstrene Grene. Og bruger man pulver, så er der også den store fordel, at man kan lave en ordentlig portion dipmix og gemme den. Lav evt. først en enkelt omgang prøvedip og smag den til. Og når smagen så sidder lige i skabet, så husk målene og lav en større portion dipmix. Pulveret kan sagtens gemmes i lang tid i et glas eller en bøtte med låg. Og på den måde har man altid mix til hjemmelavet holiday dip på lager.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)