Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Bøf stroganoff – nem opskrift på klassisk simreret.

6 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Hverdagsmad, Oksekød, Opskrifter, Simremad, Weekendmad
Gå direkte til opskriften

Bøf stroganoff (eller boeuf stroganoff) er en rigtig klassiker. En af de der skønne gryderetter, som passer perfekt til de kølige efterårs- og vintermåneder. Og som kan forberedes på relativt kort tid, og efterfølgende stå på komfuret og simre, imens de skønneste dufte breder sig i hele huset.

Imens kan man så læse en god bog, spille et spil eller gå i haven. Og når det bliver spisetid, så er maden klar på komfuret. Det er da bare noget af det hyggeligste.

Se også – Gullash I Mørbradgryde I Paprikagryde I Koteletter i fad

Nem opskrift på klassisk bøf stroganoff.

Bøf stroganoff stammer eftersigende fra Rusland men er i dag kendt over hele verden og laves i et utal af variationer. Jeg skal ikke kunne sige, om det passer, men navnet tyder da på noget i den retning. Og der er i hvert fald tale om vaskeægte comfort food af den allerbedste slags, som er noget så nem at lave.

Som med alle mulige andre former for comfort food, så er stroganoffen fantastisk med tilbehør af en stor portion hjemmelavet kartoffelmos. Men foretrækker man ris, så laver man selvfølgelig bare det. Og faktisk er en portion sprøde, ovnristede kartofler eller pommes frites også lækkert til stroganoffen. Måske især hvis man bruger et lidt dyrere kødstykke, og laver en bøf sauté stroganoff. Perfekt gæstemad, når det skal være både nemt og superlækkert.

Tip! Se mine bedste tips til bøf stroganoff af oksefilet eller oksemørbrad under opskriften.

4,34 fra 9 stemmer

Bøf stroganoff

Kogetid1 time
Samlet tid1 time 30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 pk bacon i tern (ca 100 gr)
  • 2 løg (skrællede og hakkede)
  • 250 gr champignons (rensede og skåret i skiver)
  • 500 gr skært oksekød i strimler/tern (fx inderlår eller klump)
  • 2 spsk hvedemel
  • 2 spsk paprika
  • 2 spsk olie
  • 2 spsk tomatkoncentrat
  • dl oksebouillon eller vand (evt vand + ½ oksebouillonterning)
  • 2 dl madlavnings- eller piskefløde
  • 1 nip sukker (kan udelades)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Opvarm en stor gryde og steg bacontern brune og sprøde heri. Tag herefter baconstykkerne op af gryden, læg dem på en tallerken og stil dem til side.
  • Kom hakkede løg og champignons i gryden og sauter dem i baconfedtet, indtil løgene er bløde og svampene fint ristede. Hæld løg og champignons over på tallerkenen til baconstykkerne og stil det til side.
  • Skær kødet i strimler eller mundrette tern og kom dem i en frysepose. Tilsæt hvedemel og paprika og ryst posen, så kødet pudres godt med melblandingen.
  • Opvarm olien i gryden og brun kødet godt af.
  • Tilsæt tomatpuré og kom herefter bacon, løg og champignons tilbage i gryden.
  • Hæld bouillon i gryden og bring den i kog. Lad det simre i 45-60 minutter under låg, indtil kødstykkerne er møre. Rør gerne rundt engang imellem.
  • Tilsæt fløde til stroganoffen og smag til med et nip sukker, salt og peber.
  • Server bøf stroganoff med kartoffemos, ovnristede kartofler eller ris og dampet grønt.
  • Bliver der rester, så kan bøf stroganoff sagtens holde sig på køl i 2-3 dage. Retten kan desuden fryses.

Se også – 

 

Gullash med kartoffelmos

 

Enebærgryde

 

Bøf sauté stroganoff.

Nu er bøf stroganoff jo en klassisk simreret. Og noget af det, der især kendetegner simreretter er, at de oftest laves med kødudskæringer, der skal stå og simre længe for at blive rigtig møre og lækre.

Disse udskæringer hører jo som regel til i den lidt billigere ende. Men man kan sagtens lave stroganoff med dyrere kødstykker som fx oksefilet eller oksemørbrad. Så skal man bare lave en bøf sauté stroganoff eller boeuf sauté stroganoff, som nogle også kalder det. Hvilket betyder, at kødet kun lige skal tilberedes, indtil det er gennemstegt.

Filet og mørbrad må ikke langtidstilberedes, for så risikerer man, at det bliver sejt, tørt og kedeligt. Af samme grund skal der ikke bruges bouillon til en bøf sauté. Kødet skal blot pudres med paprika og sauteres i smør i gryden. Herefter hældes (piske)fløde ved og retten får et kort opkog, inden det ristede bacon, løg og champignons tilsættes og der smages til.

Fløde eller creme fraiche.

Som tidligere nævnt, så er bøf stroganoff i dag kendt over hele verden. Jeg holder mig som regel til den klassiske opskrift, men den findes i et utal af varianter, der er tilpasset de forskellige landes smag og madtraditioner.

I Danmark har vi jo tradition for at runde en suppe, gryderet eller sauce af med fløde. Enten piskefløde eller madlavningsfløde. Andre steder i verden bruges creme fraiche, når man gerne vil have et lækkert og cremet resultat. Og andre steder igen, er det flødeost, der er kokkens “hemmelige våben”.

Der er som sådan ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Og man bruger selvfølgelig bare det mejeriprodukt, som man foretrækker. Dog vil jeg lige skynde mig at nævne, at hvis man vil bruge creme fraiche, så skal man sikre sig, at det er en creme fraiche med en ordentlig fedtprocent.

Præcis som når man laver en klassisk enebærgryde, så får man det bedste resultat, hvis man bruger creme fraiche 38 %. Ellers kan man risikere, at gryderetten skiller. Det kan (heldigvis) ikke smages, men det ser selvfølgelig ikke så pænt ud.

Der findes madguruer, der hævder, at man kan undgå at creme fraichen skiller, hvis man rører den sammen med en skefuld hvedemel. Dog kunne jeg forestille mig, at der er grænser for, hvor fedtfattig en creme fraiche må være, før hvedemel ikke er nok til at undgå, at den skiller, når den røres i en varm gryderet.

Subscribe
Notify of
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Sophie Andersen
2 år siden

Hejsa.
Jeg kom fløden i da der var en halv time tilbage af simretiden. Der kom en masse flydende fedt efter fløden var kommet i. Hvordan kan det være?

Mette Nielsen
2 år siden

Hvad kan man evt bruge, som et alternativ til champignoner? 🙂

Connie
2 år siden

Vi fik retten i går og smagte super godt men den er ret stærk. Hvad er årsagen til det??
Bruger mange af dine opskrifter, det er rigtig god og er glad for dem. Tak