Jeg er VILD med snaskede kardemommesnurrer med remonce og sukkerdrys på toppen. Og selvom de måske endnu ikke helt så berømte som deres storebror, nemlig de skønne snurrer med kanel, så er de i hvert fald mindst lige så populære her i huset. Og der er efterhånden blevet bagt saftige kardemommesnurrer en hel del gange, så nu syntes jeg, at det var på tide at få dem på bloggen.

Se også – Kanelsnurrer I Nutellasnurrer I Pizzasnurrer

Nem opskrift på saftige kardemommesnurrer.

Jeg bruger nogenlunde den samme opskrift til kardemommesnurrer, som når jeg laver kanelsnurrer. Der kommer dog mere kardemomme i dejen, og så er kanel selvfølgelig udeladt. Rundt omkring har jeg set opskrifter på kanelsnurrer, hvor der tilsættes en smule stødt kanel til remoncen. Men jeg foretrækker den rene smag af kardemomme.

De færdigbagte kardemommesnurrer bliver penslet med en simpel sukkersirup bestående af vand og sukker. Man kan godt udelade siruppen, men dels er den virkelig nem at lave, og derudover så er den også medvirkende til, at de færdige snurrer bliver noget så fine og blanke at se på. Og så bliver de også ekstra svampede og saftige, og det kan vi jo godt lide. Så jeg stemmer for sirup.

Tip! Se mine bedste tips til variationer, opbevaring og valg af kardemomme under opskriften.

Kardemommesnurrer
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 2 stemmer

Kardemommesnurrer

Hæve- og bagetid1 t 50 min
Samlet tid2 t 20 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • 1 æg
  • 500 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • 50 gr smeltet smør

Remonce

  • 125 gr blødt smør
  • 125 gr sukker

Desuden

  • sammenpisket æg til pensling
  • ½ dl vand
  • 50 gr sukker
  • 2 tsk knuste kardemommefrø (se note under opskriften)
  • 2 spsk sukker

Fremgangsmåde

  • Kom mælken i en skål og udrør gæren heri.
  • Tilsæt sukker, salt, kardemomme, æg, hvedemel og smør og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca 1 time.
  • Imens røres blødt smør og sukker sammen i en skål, så det bliver til remonce.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til et rektangel (ca 20 x 30 cm).
  • Smør remonce på dejen i et jævnt lag og fold dejen sammen på midten på den lange led. Rul herefter dejen ud, så rektanglet igen bliver ca 20 x 30 cm, men nu med remonce i midten.
  • Skær dejen i 10 strimler á 3 cm’s bredde. Sno hver strimmel et par gange og vikl den så rundt om pege- og langfinger. Slut med at trække enden på dejstrimlen ned igennem det hul i midten af snurren, som pege- og langefinger har lavet, så snurren "låses" og ikke springer op.
  • Læg snurrerne med lukningen nedad på 2 bageplader beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter. Pensl herefter med sammenpisket æg.
  • Bag snurrerne ved 190 °C (varmluft) i 12-15 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
  • Imens kommes ½ dl vand og 50 gr sukker i en lille gryde og gryden bringes i kog. Lad sukkerlagen koge i ca 2 minutter til en helt tynd sirup. Tag den herefter af varmen.
  • Bland de knuste kardemommefrø med 2 spsk sukker. Se evt. note vedr. kardemommefrø herunder.
  • Tag de færdigbagte kardemommesnurrer ud af ovnen og pensl de rygende varme snurrer med sukkersirup. Drys herefter med kardemommesukker på toppen.
  • Lad kardemommesnurrerne afkøle på bageristen og spis dem gerne lune. De er bedst, samme dag som de er bagt, men kan godt holde sig et par dage og evt. lunes i ovnen eller på brødristeren. De kan desuden fryses.

Noter

Man kan godt bruge stødt kardemomme til selve dejen, men man får det bedste resultat, hvis man bruger hele, knuste kardemommefrø til at drysse på toppen af kardemommesnurrerne.
Man kan købe afskallede kardemommefrø, men jeg køber som regel hele kardemommekapsler, som jeg selv piller frøene ud af, inden jeg knuser dem i en morter. Der går ca. 6-8 hele kapsler til 2 tsk knuste kardemommefrø.
Man får nemmest frøene ud ved at give kapslen et solidt tryk med siden af en stor kniv, så den flækker. Herefter kan man nemt pille frøene ud og knuste dem let i en morter. Har man ikke en morter, kan man nøjes med også at give frøene et tryk med siden af en kniv og efterfølgende hakke dem fint. 

Lækre variationer.

Jeg er ret glad for de helt enkle kardemommesnurrer, som kun er fyldt med en lækker remonce og drysset med kardemommesukker på toppen. Men der er ingen tvivl om, at det også er superlækkert, hvis man tryller sin remonce om til en marcipanremonce, ved at tilsætte revet marcipan til smør og sukker. Der skal bare bruges samme mængde som smør og sukker, altså 125 gram i dette tilfælde.

Er man en rigtig kardemomme-elsker, og vil man have ekstra smæk på kardemommesmagen, så kan man også tilsætte kardemomme til remoncen. Gerne knust kardemomme, som man selv har stødt i en morter. Det har en helt vidunderlig smag.

Opbevaring og frysning af kardemommesnurrer.

Kardemommesnurrer, og en hvilken som helst anden form for snurrer, kan sagtens gemmes et par dage. De skal bare pakkes godt ind. Men som med de fleste andre former for gærdej, så er de selvfølgelig allerbedst, samme dag som de er bagt. Bliver kardemommesnurrerne lidt kedelige efter et par dage, så kan de med fordel lunes let i ovnen eller på en brødrister.

Man kan også vælge at fryse sine kardemommesnurrer. Så skal de blot optø på køkkenbordet og evt. lunes let i ovnen eller på brødristeren inden servering. Laver man en stor portion for at have ekstra til fryseren, så anbefaler jeg, at man fryser dem ned i passende portioner, imens de stadig er ganske let lune. Det giver langt det bedste resultat sidenhen, når snurrerne optøs og spises.

Stødt kardemomme eller hele frø.

Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man bruger hele kardemommefrø, som man selv knuser, til sine kardemommesnurrer. Der kan sagtens bruges stødt kardemomme til selve dejen, hvis man synes, det er lidt besværligt at pille kardemommefrøene ud af kaplserne og støde dem i en morter. Men der er altså en kæmpe smagsforskel, når det kommer til det kardemommesukker, der skal drysses på toppen af snurrerne.

Kardemommefrøene er lukket inde i kardemommekapsler, som er nogle fine, grønne “bønner”. De kan købes i større supermarkeder. Og ellers har langt de fleste grønthandlere kardemommekapsler, hvis de også forhandler krydderier, selvfølgelig. Jeg giver kapslerne et tryk med den brede side af en tung kniv. Så revner kapslen, og så er det nemt lige at pille kardemommefrøene ud. Herefter skal frøene knuses i en morter. Og imens kan man glæde sig over den intense og skønne duft af kardemomme, der breder sig til hele køkkenet.

Har man ikke en morter, så er der dog intet til hinder for, at man selv knuser sine kardemommefrø. Man kan give frøene et tryk med en kniv, præcis på samme måde som med kapslerne. Herefter kan de små frø hakket fint. Det kræver lidt tålmodighed, da frøene er små, men det kan lade sig gøre. Man kan også komme frøene i en frysepose og give dem en tur med kagerullen, kødhammeren eller lignende.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)