Jordbærtærte – nem opskrift på frugttærte.

2 kommentarer
Desserter, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Det er muligvis ikke lige denne her form for tærte, der som det første popper op i tankerne, når man nævner ordet jordbærtærte. Men der er altså noget over en god, gammeldags jordbærtærte med et fint, flettet låg af mørdej. Og ikke mindst duften, der breder sig i hele huset, imens tærten bager i ovnen. Og sådan et stykke skal jeg altså bare have engang imellem. Gerne serveret lun og nybagt med en kugle is, lidt flødeskum eller en klat creme fraiche til.

Se også – Jordbærkage med flødecreme I Kirsebærtærte I Nem jordbærkage på mazarin

Nem opskrift på jordbærtærte.

Det er rimelig nemt at lave jordbærtærte. Og det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg lærte at bage jordbærtærte helt tilbage i folkeskolen i hjemkundskab, som det hed dengang. Og hvis en flok 5. klasses elever kan finde ud af at lave en jordbærtærte, så kan de fleste nok være med.

Når mørdejen er lavet og fordelt i tærtebunden, og bærrene er fyldt ovenpå, så skal resten af dejen skæres ud i strimler, der skal lægges ovenpå tærten i et fint gittermønster. Man kan vælge at “flette” strimlerne ved skiftevis at lade dem løbe over og under hinanden, eller også kan man bare lægge strimlerne på kryds og tværs. Det sidste er klart det nemmeste, og det ser jo fint ud under alle omstændigheder.

Tip! Se også tips til variationer under opskriften.

5 fra 4 stemmer

Jordbærtærte (gammeldags)

Hvile- og bagetid1 t 10 min
Samlet tid1 t 50 min
Antal: 6 stykker

Ingredienser

  • 250 gr hvedemel (samt lidt til udrulning)
  • 100 gr koldt smør
  • 2 spsk sukker
  • 1 nip salt
  • 5 spsk koldt vand

Jordbærfyld

  • 500 gr jordbær (friske eller frosne optøede)
  • 75 gr sukker (100 gr sukker til frosne bær)
  • 3 spsk kartoffelmel
  • 2 tsk vaniljesukker
  • sammenpisket æg og perlesukker til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom melet i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt sukker, salt og vand og saml hurtigt dejen med fingrene. Virker dejen meget tør, så tilsæt en smule mere vand.
  • Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Lad dejen hvile på køl i ca 30 minutter.
  • Den afkølede dej rulles ud til en stor cirkel (ca 3-4 mm tykkelse) på et meldrysset bord.
  • Beklæd en tærteform (ca 20 cm i diameter) med dejen. Skær kanterne til med en kniv og saml overskudsdejen til en kugle. Prik tærtebunden jævnt med en gaffel.
  • Nip jordbærrene, del de største i halve eller kvarte og kom dem i en skål.
  • Tilsæt sukker, kartoffelmel og vaniljesukker og rør forsigtigt rundt, så det hele blandes godt.
  • Fordel jordbærfyldet i tærtebunden i et jævnt lag.
  • Rul den overskydende dej tyndt ud og skær dejen 1-1½ cm tykke strimler. Flet strimlerne i et gitter ovenpå kirsebærrene og skær enderne pænt til.
  • Pensl gitteret med sammenpisket æg og drys evt. med perlesukker.
  • Bag tærten ved 175 °C (alm ovnfunktion) i 35-40 minutter, indtil overfladen er fint gyldenbrun.
  • Lad tærten afkøle på bageristen og server den lun eller kold med creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum.
  • Tærten er bedst, samme dag som den er bagt. Den kan dog fryses og lunes let inden servering.

Tips til variationer.

En gammeldags frugttærte, som denne her jordbærtærte, kan selvfølgelig laves året rundt med de frugter, som nu engang er i sæson på pågældende tidspunkt. Det være sig rabarber, hindbær, jordbær, blommer, kirsebær, abrikoser, æbler og pærer for nu blot at nævne nogle eksempler.

Man skal dog være OBS på, at sødmen og vandindholdet i de enkelte frugter kan variere. Laver man eksempelvis en rabarbertærte kan det være en god idé at tilføje lidt ekstra sukker (100-125 gr alt i alt). Jordbær og lignende sommerbær er desuden ret vandholdige. Derfor bruger jeg 3 spsk kartoffelmel, for at den færdige tærte ikke skal være fyldt med flydende frugtsaft. Æbler eller pærer derimod, afgiver ikke nær så meget saft under bagningen. Man kan således nøjes med 1 spsk kartoffelmel eller måske helt udelade det.

Bruger man frosne, optøede jordbær til tærten, så skal man bruge 100-125 gr sukker. De frosne bær er som bekendt ikke er så søde som de friske. Der skal desuden bruges 3 spsk kartoffelmel, da de optøede bær væsker lidt mere.

2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anne Lise Hansen
1 år siden

Skal jeg koge de frosne jordbær med sukker og kartoffelmel op inden jeg kommer det på tærtebunden, da det er meget flydende

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)