Er I mon stadig med derude, eller er I gået på ferie? 😊 Der er dæleme blevet stille på bloggen, og på vejene om morgenen, efter skolernes sommerferie er startet, og jeg håber selvfølgelig, at I der har ferie lige nu, nyder det i fulde drag. Selv holder vi som altid først ferie hen i slutningen af august og under alle omstændigheder skal vi jo have mad alligevel, så jeg har netop lagt sidste hånd på min madplan til uge 27. Feriestilhed eller ej, så holder madplanen nemlig kun ferie én gang om året, og det er i juleferien. Det er jo de færreste af os, der har behov for en madplan fra d. 24. til d.31. december 😉

Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.

Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis via mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse, og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Madplan til uge 27.

Mandag.

Pastasalat med kylling og bacon. Bloggens mest populære pastasalat med saftige kyllingestykker, sprød bacon og masser af grønsager. Et rigtigt familiehit, som også er perfekt i picnickurven og til strandturen.

Pastasalat med kylling, bacon og grønt…

Tirsdag.

Der er intet som danske blomkål om sommeren. Vi spiser dem som suppe, i blomkålsgratin, på grillen og selvfølgelig dampet som tilbehør til kødretter, men et gratineret blomkål med skinke og ost er bestemt også et hit. Vi får gerne salat til, men det gratinerede blomkål kan også bruges som tilbehør.

Gratineret blomkål med skinke og ost.

Onsdag.

Hjemmelavet tomatsuppe på lækre og solmodne tomater er en af de bedste supper, der findes. Helt oplagt hvis man har mange tomater i drivhuset, men ellers så er der jo også masser af skønne tomater i butikkerne på denne her tid af året. Jeg serverer brød til, men skal suppen mætte lidt ekstra, så kan man tilsætte pasta eller kødboller.

Tomatsuppe – nem og lækker opskrift.

Torsdag.

Pasta med rejer og hvidløg. Let og lækker aftensmad, der smager fantastisk og som er klar på ganske kort tid. Det er ekstra lækkert med en grøn salat ved siden af og et godt stykke brød.

Pasta med rejer og hvidløg…

Fredag.

Quesadillas med skinke og ost er nem og lækker fingermad – helt perfekt på en fredag aften. Og selvfølgelig kan man sagtens fylde sine quesadillas med andre gode ting og dermed gøre dem mere fyldige, fx skiver af en god bøf, stegte løg, peberfrugter og ost. Tilbehøret bliver selvfølgelig min hjemmelavede guacamole og en salat.

Quesadilla med skinke og ost – nem opskrift.

Lørdag.

Kylling i sennepssauce med bacon er en stor-favorit herhjemme. Og det på trods af, at det faktisk kun er mig, der kan lide sennep. Men saucen smager på ingen måde stærkt af sennep, og den møre og saftige kylling i cremet sauce med sprød bacon er fantastisk. Jeg serverer med små nye kartofler og dampet grønt, men ris er også en mulighed.

Kylling i sennepssauce med bacon.

Søndag.

Ikke helt wienerschnitzler og heller ikke helt karbonader, men derimod wienerkarbonader. Et hit fra mormor-køkkenet og en rigtig familiefavorit hjemme hos os. Jeg serverer med brasede kartofler og ærter, ligesom en klassisk wienerschnitzel, men det bestemmer man jo helt selv.

Wienerkarbonader…

Ugens lækkeri.

Chips og dip er ofte en del af vores weekender – især på en lun sommeraften er det jo superlækkert med lidt “knas” og et glas kold rosé. Jeg serverer som regel både chips og sprøde grøntsager i stave til dippen og begge dele forsvinder som dug for solen. Især denne her hjemmelavede holiday dip er en favorit.

Holiday dip – nem og lækker opskrift.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)