Som nogle af jer måske har set, så er min lille webshop her på madenimitliv.dk blevet udvidet med endnu et produkt. I december åbnede jeg nemlig for muligheden for også at købe lækker, økologisk te, og det er der en ganske særlig og personlig grund til. For mig er det nemlig altid tid til te.

Jeg har drukket te så langt tilbage, som jeg kan huske, og jeg har altid elsket te. Jeg drikker også kaffe (med mælk), men te er og bliver min favorit. Faktisk drikker jeg mellem 10 og 15 kopper te om dagen, og jeg drikker også ofte varm te til min mad. Især i vinterhalvåret kan jeg sagtens finde på at drikke te til min aftensmad, også selvom vi får varm mad, men jeg har nu også altid været en værre frossenpind 😁 Te er og bliver således min passion, og jeg går utroligt meget op i den te, som jeg drikker. Der er nemlig stor forskel på te, ikke mindst når det kommer til smag og kvalitet, som ofte hænger sammen.

Madenimitliv sort og grøn te.

I foråret 2021 mødte jeg så helt tilfældigt Lisbeth, som har te-shoppen The Tea Coordinator og som er lige så stor “te-narkoman” som mig (hvis ikke endnu større). Og nøj hvor har vi bare nørdet vores fælles passion sammen. Faktisk blev det til sidst så nørdet, at vi kom frem til, at en passioneret te-elsker som mig da var nødt til at have sin egen te-blanding. Og som sagt så gjort.

Efteråret 2021 brugte vi derfor på at smage os igennem en masse forskellige te-blandinger, indtil vi til sidst nåede frem til 2 varianter, som jeg blev fuldstændig pjattet med. Nemlig en sort te med jordbær og fløde, som smager helt fantastisk af dansk sommer, og en grøn te – også med jordbær – samt et strejf af mint. Især den grønne te med jordbær og mint er jeg helt forfalden til. Den smager så skønt af solmodne jordbær og til allersidst kommer der et lillebitte strejf af mint, som giver en dejlig frisk eftersmag. Jeg tænker, at jeg skal lave litervis af dejlig iste med den grønne te til sommer.

Priser og fragt.

Siden midten af december har man kunnet købe både den sorte og den grønne te i min webshop til 65 kr pr. 100 gr. Begge varianter er økologiske, dyrket uden brug af kemisk gødning og pesticider, og indeholder kun naturlige ingredienser. Og jeg er så helt igennem stolt over, at webshoppen nu er blevet udvidet med yderligere et produkt.

Også selvom te-salget ikke er så håndgribelig for mig i dagligdagen, for selvfølgelig opbevarer jeg ikke min te herhjemme i kælderen eller garagen 😉😁 Den opbevares og pakkes selvfølgelig i lokaler, som er beregnede til den slags, og som lever op til de regler for håndtering af økologiske fødevarer, som er opsat af Fødevarestyrelsen.

Det koster 49 kr i fragt, når man bestiller te i min shop. Og jeg er helt klar over, at det kan lyde af meget, hvis ordren “kun” lyder på 100 gr te af 65 kr. Især fordi at jeg endnu ikke har så mange forskellige te-varianter, at man kan afgive en større ordre og prøve en masse forskellige slags. Men jeg har været så heldig, at Lisbeth er gået med til også at sælge Madenimitliv te-varianterne i The Tea Coordinator webshop.

Der er således rig mulighed for BÅDE at prøve min sorte te med jordbær og fløde og min grønne te med jordbær og mint samt en masse andre forskellige slags skønne, økologiske te-varianter. Og faktisk er der også gratis fragt hos The Tea Coordinator, hvis man køber for over 400 kr, hvilket jeg desværre ikke kan tilbyde via min egen shop. Men jeg kan til gengæld anbefale, at man går nogle stykker sammen og bestiller en større mængde te og efterfølgende deler fragten – både i min shop og hos The Tea Coordinator.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)