Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Asiatisk suppe med kylling og nudler.

29 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Fjerkræ, Hovedretter, Hverdagsmad, Lette retter, Opskrifter, Sund mad, Suppe
Gå direkte til opskriften

En asiatisk suppe med kylling, nudler og grønsager er både sund og lækker og så er den så nem at lave, at jeg ofte laver den til mig selv til frokost. Især hvis jeg småfryser, eller bare har lyst til noget andet end de sædvanlige rugbrødsmadder, salat eller rester fra aftensmaden. Suppen laves lige ud ad landevejen på kyllingebryst, bouillon, forskellige slags grønsager og så lidt nudler, hvilket kan undværes, hvis ikke man bryder sig om dem. Så kan man i stedet skrue lidt op for mængden af kyllingekød og grønsager, men jeg er ret vild med nudler, så jeg kommer som regel en portion i suppen.

Derudover er der faktisk ikke så meget mere i suppen, bortset fra lidt soja og limesaft, så her kan de fleste vist være med, uden at skulle en tur forbi et asiatisk supermarked først. Jeg bruger desuden hvidløg, frisk ingefær og tørrede chiliflager til at sætte smag på suppen, men ingefær kan udelades, hvis ikke man er til den slags, og de tørrede chiliflager kan snildt erstattes af en frisk chili i små tern. Der er bare en kedelig tendens til, at mine friske chilifrugter når at blive for gamle, før jeg får dem brugt. Jeg skal som regel bruge en enkelt til madlavningen, men kan ofte kun finde pakker á 3-5 stk. Og så ender jeg altså med at smide de resterende ud, så nu har jeg stort set altid tørrede chiliflager i krydderiskabet i stedet for og det fungerer perfekt.

Suppen er en fyldig en af slagsen og derfor plejer jeg heller ikke at spise brød ved siden af, men det kan man jo gøre, som man synes. Store og sprøde rejechips er også en mulighed og dem er jeg altså en smule vild med, når det gælder tilbehør til asiatisk mad. Det er lidt individuelt, hvordan den færdige suppe skal smage. Men hvis man bruger limesaft og soja efter smag inden servering, og desuden serverer friske limebåde, soja og måske lidt chiliolie ved siden af, så kan enhver jo selv dosere og få en helt perfekt smagsoplevelse.

4,50 fra 50 stemmer

Asiatisk suppe med kylling

Samlet tid30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 3 cm frisk ingefær (revet)
  • 0,5 tsk tørrede chiliflager
  • 10 dl hønsebouillon (evt. vand + 2 bouillonterninger)
  • 400 gr kyllingebryst
  • 100 gr gulerod
  • 150 gr sukkerærter
  • 1 bdt forårsløg
  • 200 gr tørrede nudler
  • 1 stk lime
  • soja

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en gryde og sauter hvidløg, ingefær og chiliflager heri i 2 minutter.
  • Tilsæt bouillon og bring suppen i kog.
  • Del kyllingebrysterne i 3-5 mindre stykker og læg dem i suppen. Læg låg på suppen, bring gryden i kog og lad den koge i ca 10 minutter, til kyllingestykkerne er tilberedte.
  • Imens renses grønsagerne. Gulerod og sukkerærter skæres i tynde strimler og forårsløgene skæres i tynde ringe.
  • Læg nudlerne i en skål, overhæld med kogende vand til det dækker og dæk skålen til. Lad nudlerne trække i 3-4 minutter til de er bløde, hæld vandet fra nudlerne og stil dem til side.
  • Fisk kyllingestykkerne op af suppen og pluk kødet i mindre stykker. Det kan være en god ide at bruge en gaffel, da kødet er meget varmt.
  • Kom grønsagerne i suppen og bring den i kog. Lad grønsagerne koge et par minutter, til de er lige netop møre, men stadig har bid.
  • Kom nudler og kyllingkød i suppen og smag til med friskpresset limesaft og soja.
  • Server suppen rygende varm, evt med limesaft, soja og lidt chiliolie, så man selv kan smage suppen yderligere til.
I stedet for at overhælde nudlerne med kogende vand, kan man komme dem i suppen sammen med grønsagerne og lade dem koge i 3-4 minutter, til de er møre. 

Subscribe
Notify of
29 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anne-Mette Svingholm
4 år siden

Jeg plejer at tørre friske chilifrugter ved at trække en sytråd gennem stilken og hænge dem op under loftet et lunt, tørt sted. De holder sig fint og så kan man lave sine egne chiliflager, når de er helt tørre 🙂

Pia junget
3 år siden

5 stars
Jeg kommer resten af de friske chili i fryseren, så er der altid på lager. Det gør jeg iøvrigt også med de hjemmedyrkede

Trine
3 år siden

Hej du kan med fordel fryse dine chili er det gør jeg altid og så tager jeg dem bare fra fryseren. Køber en stor pose fuld i et thai supermarket. 😊

Janni
2 år siden

Frys dine friske chillier og hvidløg (uden skral) så giver begge mere smag

Tenna S
4 år siden

Uhm den blev god. Tak for opskriften 👍🏻

Jette Nielsen
3 år siden

5 stars
Har lavet den til aftensmad i dag og nøj hvor er den bare god – smager fantastisk og er nem at gå til 👍 Mums siger jeg bare

Birthe Skantorp
3 år siden

Jeg dyrker selv flere slags chili, og jeg fryser dem altså i små plastikbøtter, som f.eks dem der har været sky i. Når jeg skal bruge en enkelt, tager jeg den ud og lader den tø ca. 10 minutter på bordet, inden jeg splitter den og renser den for kerner, det er nemmest inden den tør helt op. Så er den klar til gryden eller til at blive hakket, revet eller hvad du nu skal bruge den til. Smagen fejler absolut ikke noget. – Jeg lærte for øvrigt et trick af Jamie Oliver i hans spareprogram på tv: han fryser dem osse, og så tager han én ud og river straks en passende dosis på et fint rivejern over f.eks. en portion salat, pocheret æg eller pynt på den færdige ret – han kalder det “Angel dust” – tilbage i fryseren med resten af chilien. Og hvis han kan – så kan vi andre vel osse 🙂

Charlotte Ullergaard
3 år siden

Hej du
Er det muligt at du kan sætte kcal på dine opskrifter?
Vh Charlotte

Joan
3 år siden

Hej Anne -Kathrine

Kan den fryses ned…?
Jeg er selv og det er rart og have noget nemt og tage op af fryseren i passende portioner 😀

Maria
3 år siden

Hej
Opskriften der super lækker ud!
Kan man bruge en rest fra en kogt hel kylling i stedet for kyllingbryst?
Hilsen Maria

Maria
3 år siden

5 stars
Vores absolut favoritsuppe! Nu har vi en masse porre. Kan man skrift forårsløg ud med det?

Michael Jensen
3 år siden

5 stars
Dejlig nemt at lave og smager perfekt.
Absolut ikke sidste gang det bliver lavet.
Brugte dog frisk chilli og tilsatte lidt bambus skud.

Nina
2 år siden

Det er måske et fjollet spørgsmål, men er kyllingen rå når den kommer i suppen eller skal den steges først?

Alberte
2 år siden

5 stars
Virkelig god suppe, tusind tak for opskriften! Det må snart være en klassiker herhjemme. Jeg mistede kontrollen over mine chiliflager og fik lidt for mange i denne gang, så jeg puttede ca. 2 spiseske peanutbutter og 2 teske kokossukker i suppen, den blev også lidt tykkere, men bestemt ikke sidste gang, jeg laver den fejl.

Anette
1 år siden

Smid dine chilier i fryseren i stedet for at smide dem ud. Det gør jeg, når vi har dyrket for mange., og de kan såmænd ligge der i flere år… Det smarte er, at du sagtens kan skære dem over og fjerne frøstanden, selvom de er frosne.