Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Brun sovs – klassisk opskrift på brun sovs.

2 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Mortens aften opskrifter, Sauce/dip/dressing, Tilbehør
Gå direkte til opskriften
Opskrift brun sauce i en gryde på et hvidt bord med et blåt viskestykke

Klassisk, brun sovs. Eller brun sauce. Det kommer nok lidt an på hvor i landet man bor, og hvor tyk man laver den. Men vi kommer ikke udenom, at der er en række klassiske retter fra mormor-køkkenet, hvortil der bare hører brun sovs. Fx forloren hare og hakkebøf med løg. For slet ikke at nævne julens flæskesteg og andesteg, som selvfølgelig skal serveres med en god sovs samt brunede kartofler og rødkål.

Se også – Hakkebøf med løg I Frikadeller I Flæskesteg I Andesteg

Brun sovs opskrift.

Nedenstående er en god og nem grundopskrift på brun sovs. Det er tale om en opbagt sovs, hvilket betyder en sovs, hvor smeltet smør og hvedemel først er pisket sammen til en opbagning.

Vil man ikke lave opbagt sovs, så kan man i stedet bringe fond eller bouillon i kog og blot jævne den. Det giver en mindre fed sovs end den opbagte. Man kan desuden lave en pandesovs, hvor sovsen laves i den pande hvorpå kødet er stegt. Begge dele har jeg beskrevet nærmere under opskriften.

Tip! Se “Ofte stillede spørgsmål” + tips til tilsmagning af sovs under opskriften.

4,45 fra 20 stemmer

Brun sovs

Denne ret er fryseegnet
Samlet tid15 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 30 gr smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 4 dl okse- eller kalvefond (eller andefond, sky fra flæskesteg mm)
  • 1 dl piskefløde (eller madlavningsfløde)
  • saucekulør
  • 1 spsk ribsgelé (eller sukker, honning og lign)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Smelt smørret i en gryde og lad det bruse af. Rør herefter mel ud i smørret.
  • Hæld fond i gryden (se gerne note herunder!) og pisk grundigt, så der ikke dannes klumper.
  • Klumper sovsen alligevel så fortvivl ikke. Stik en stavblender i gryden og blend et par sekunder. Så er klumperne væk.
  • Lad sovsen koge i 2-3 minutter så melsmagen forsvinder, og sovsen tykner.
  • Tilsæt fløde og juster farven med lidt kulør. Smag til med ribsgelé, salt og peber.
  • Varm sovsen igennem og server.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Brun sovs kan desuden fryses.

Note. 

Brun sovs laves på fond eller bouillon. Har man ikke en fond (evt. en hjemmekogt fond), så kan man bruge vand og bouillonterning i stedet. En lille portion fond kan også spædes med kartoffelvand, hvis der skal serveres kogte kartofler til sovsen. 
Har man stegt en oksesteg, flæskesteg eller lignende, så er det fonden (væsken) fra bunden af bradepanden, som man bruger til sovsen. Fond til andesovs laves ved at koge en andefond på indmad fra anden, halespidser, hals og lidt grøntsager. Det er beskrevet nærmere lige her. 
Pandesovs (fx til hakkebøf med løg) laves ved at hælde vand eller vand + bouillonterning på panden, som bøffer, frikadeller eller lign. er stegt på, og bringe den i kog. På den måde trænger smagen fra panden ud i væsken. Efterfølgende jævnes sovsen på panden med lidt maizena, meljævning eller færdigkøbt sovsejævner, og tilsættes evt. mælk eller fløde og et par dråber kulør, inden der smages til med sukker, salt og peber. Kniber det med at få plads til at lave sovsen på panden, så hæld væden over i en gryde og lav sovsen der. 
 
 
 

Tips til opskriften.

Brun sovs kan laves på fond eller bouillon (gerne fra kalv eller okse). Har man ikke en fond, så kan man bruge vand og bouillonterning eller flydende, koncentreret bouillon. Fonden kan også spædes med kartoffelvand, hvis der skal serveres kogte kartofler til saucen.

Har man stegt en oksesteg, flæskesteg eller lignende, så er det fonden (væsken) fra bunden af bradepanden, som man bruger som fond til sovsen. Fond til andesteg laves ved at koge en andefond på indmad fra anden, halespidser, hals og lidt grøntsager. Det er beskrevet nærmere lige her.

Vil man ikke lave en opbagt sovs, så kan man i stedet lave en jævnet sovs. Det gøres ved at bringe fond eller bouillon i kog i gryden og jævne fonden med lidt maizena udrørt i vand, en meljævning eller færdigkøbt sovsejævner. Tilsæt evt. mælk eller fløde og smag til med gelé eller sukker og salt og peber. Farven justeres med lidt sovsekulør.

Tilsmagning af brun sovs.

Man må endelig ikke glemme tilsmagningen, når man laver sovs. Dvs det sidste lille step, hvor sovsen smages til, så den bliver perfekt afrundet. Jeg bruger som regel lidt ribsgelé, når jeg laver brun sovs, men sukker, honning eller sirup, kan også bruges. Derudover kan jeg godt finde på at komme 1 spsk balsamico eller en smule rødvin i sovsen, hvis jeg synes, at den mangler syre.

En smule blåskimmelost, et dryp portvin eller kirsebærsirup er også lækkert. Og bissetricket over dem alle, nemlig 1-2 spsk ristede løg, tilfører både sødme, dybde og umami til smagen. Faktisk kan man bruge rigtig lang tid på bare at stå og give sovsen den sidste tilsmagning og tilsætte alle mulige former for sødme, salt, syre og umami til sin sovsen. Det gælder blot om at smage sig frem.

Ofte stillede spørgsmål.

Hvordan laver man brun sovs?

Brun sovs laves ved at opbage smør og mel i en gryde og tilsætte fond/bouillon og mælk eller fløde. Til sidst justeres farven med kulør, og der smages til med gelé eller sukker og salt og peber.

Hvordan laver man brun sovs til hakkebøf (pandesovs)?

Til hakkebøf laves en pandesovs. Her koges panden som de bløde løg og bøfferne er stegt på af med vand eller oksebouillon. Efterfølgende jævnes sovsen på panden og tilsættes evt. mælk eller fløde og et par dråber kulør, inden der smages til med sukker, salt og peber.

Hvilken bouillon bruges til brun sovs?

Jeg anbefaler okse- eller kalvebouillon til brun sovs. Har man ikke en fond/bouillon, så kan der også bruges vand + bouillonterning eller kartoffelvand fra de kogte kartofler.

Kan brun sovs fryses?

Ja, brun sovs kan uden problemer fryses, så lad være med at smide selv små rester ud. De kan altid tilsættes en ny portion brun sovs. Fond/bouillon kan også fryses. Så hvis der er fond til overs fra en god steg eller lignende, så frys den ned og gem den til sovs.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Lars Svanholm
1 år siden

Blot hvis man køler smør/melopløsning før resten af processen, kan man nøjes med at omrøre med en grydeske, og man behøver ikke det hysteriske piskeris 🤩