Citronfromage. Den klassiske, sød-syrlige fromage fra mormor-køkkenet. Citronfromagen var i nogle år ved at glide helt i glemmebogen, men nu ser det heldigvis ud til, at den har fået et comeback. Og gudskelov for det, for den forfriskende dessert med citron og flødeskum på toppen hører faktisk til blandt mine favorit desserter.
Se også – Cheesecake med citron I Daim islagkage I Risalamande
Opskrift på den klassiske citronfromage.
Min mor laver en virkelig god citronfromage, og det er faktisk den opskrift, som jeg altid bruger. For hvorfor ændrer på noget, der er helt perfekt? Citron fromagen har en skøn balance imellem sødme og syre, og så er den bare noget så lækker og luftig. En helt perfekt afslutning på en god middag, hvor desserten ikke nødvendigvis behøver at falde alt for tungt.
Faktisk er citronfromagen så god, at den har overhalet den klassiske risalamande som foretrukken juledessert i min familie. Det vil med andre ord sige, at vi ofte får citronfromage til dessert juleaften. Og der er selvfølgelig en mandel i fromagen, som bliver serveret i portionsglas, så vi ikke kan snyde og lede efter mandlen i skålen. Til gengæld spiser vi så masser af lækker risalamande til dessert Mortens Aften og selvfølgelig i løbet af hele julemåneden.
Tip! Se mine bedste tips til at lave citronfromage med husblas under opskriften.
Citronfromage
Ingredienser
- 3 æg (brug evt. past. æg)
- 100 gr sukker
- 2½ dl piskefløde
- 4 blade husblas
- 1 usprøjtet citron (revet skal + saft)
- evt. flødeskum til pynt
Fremgangsmåde
- Rør æg og sukker sammen til en luftig æggesnaps.
- Læg husblassen i blød i et glas med koldt vand.
- Pisk fløden til skum.
- Knug husblassen fri for vand og kom den i en skål sammen med citronsaften.
- Stil skålen med husblas og citronsaft i mikrobølgeovnen i15-20 sekunder, indtil husblassen er smeltet i citronsaften. Rør rundt i citronsaften og kontroller, at al husblassen er smeltet.
- Man kan også smelte husblassen ved at sætte skålen med husblas og citronsaft over et vandbad.
- Rør 1 spsk af æggesnapsen ud i den smeltede husblas. Fortsæt med at røre skefuld efter skefuld af æggesnapsen ud i husblassen, indtil den kun er ganske svagt lun. Vend herefter blandingen over i den resterende del af æggesnapsen og rør godt rundt.
- Hæld æggesnapsen over i flødeskummet.
- Tilsæt revet citronskal og vend æggesnaps og flødeskum forsigtigt sammen, så luften ikke slås ud af fromagen.
- Fordel blandingen i en serveringsskål eller 4 portionsglas og sæt fromagen på køl i minimum 3 timer eller indtil den har sat sig.
- Ved servering kan man pynte fromagen med flødeskum og evt. revet citronskal.
- Man kan sagtens lave citronfromage dagen før den skal spises. Bliver der rester, kan den holde sig 1-2 dage på køl. Fromagen kan fryses.
Fromage med husblas.
Som med de fleste andre opskrifter på fromage, så indeholder denne her husblas. En fromage skal både være let og luftig, men den skal også have den der helt specielle konsistens, som bedst opnås med husblas. Er man helt ny ud i disciplinen husblas, så kan det måske være lidt angstprovokerende, at lave en fromage, men så er det altså heller ikke værre. Og jeg vil mene, at husblas ofte bliver gjort mere vanskeligt, end det egentlig er.
I bund og grund drejer det sig om, at husblassen skal smeltes og efterfølgende blandes i citronfromagen. Desværre, synes jeg, at der er en del opskrifter, der har tendens til blot at angive, at man skal smelte husblassen og derefter tilsætte den til fromagen i en tynd stråle under omrøring. Og der er jeg nødt til at sige, at medmindre man er ualmindeligt rutineret, så kan det meget nemt gå galt, når den lune husblas møder den kolde citronfromage. Så sker der nemlig det, at husblassen “stivner” i mødet med den kolde fromage, og danner trevler.
Temperering af husblas.
For at gøre det nemmere, vælger jeg at blande citronsaft og husblas i en skål, inden det smeltes. Citronsaften giver lidt ekstra væde at arbejde med, så man ikke kun står med ren, smeltet husblas. Når husblas og citronsaft er smeltet, rører jeg 1 spsk fromage ud i husblas-blandingen ad gangen. På den måde sikrer jeg mig, at den varme husblas ikke udsættes for et “kulde-chok” i mødet med den kolde fromage, men blot afkøles og tempereres langsomt en skefuld ad gangen. Og først når jeg har tilsat så meget fromage, at husblas-blandingen kun er lun, hælder jeg den over i den restende fromage, og blander det sammen.
Denne fremgangsmåde kræver en smule tålmodighed. Til gengæld går det stort set aldrig galt. Og med tålmodighed mener jeg, at der skal røres 5-10 skefulde fromage ud i husblassen, så værre er det jo heller ikke. Det tager måske et par minutter. Og når først man har styr på det, så er husblas i bund og grund ret simpelt at arbejde med.
Rå eller pasteuriserede æg.
Fromagen laves på rå æg der piskes til en luftig æggesnaps. Og nej, det er ikke en fejl i opskriften, at æggeblommer og æggehvider ikke piskes hver for sig, selvom det er tilfældet i rigtig mange opskrifter. Jeg synes bare ikke, det er nødvendigt, at piske blommer og hvider hver for sig for at få en luftig fromage. Og så sparer man jo også en arbejdsgang og opvask af en ekstra skål.
Selv bruger jeg altid almindelige æg, da salmonellafaren som bekendt er afblæst for snart mange år siden. Men bryder man sig ikke om at bruge almindelige æg, så bruger man selvfølgelig bare pasteuriserede æg. Det bestemmer man jo helt selv.
Lækkert citronfromage. Kan den fryses ned?
Connie – Ja, du kan sagtens fryse fromagen ned. Men vendt med at pynte toppen med flødeskum, indtil den er optøet og skal serveres 🙂
Ååhhh, jeg elsker citronfromage. Der er ingen her, der bryder sig om risalamande, så jeg plejer, at lave chokolade mouse til dessert juleaften – og det bliver spist, fordi det også har den lethed du taler om, men i år vil jeg lave citronfromage, det vil jeg glæde mig til!
Glædelig Jul! 🎄🎅
Skal der mindre husblas i hvis man laver dobbeltportion?
Gitte – Nej, hvis du laver dobbelt portion, så skal du bruge den dobbelte mængde husblas 😀
Er det pasteuriserede æg med både æggeblomme og æggehvide. Eller er det bare blommen, som bruges til æggesnapsen?
Lisbeth – Det er 3 æg (altså hele æg). Og så bestemmer man jo selv, om man vil bruge past. æg eller almindelige æg 🙂
Vær opmærksom på, at der står saften fra 1 citron, uanset om man vil lave fromagen til 2 eller 9 personer :-
Vh Aase
PS Glædelig jul!
Aase – Tusind tak fordi, du gjorde mig opmærksom på det. Jeg bruger et program, som automatisk indstiller mængderne, når man justerer op eller ned i opskriften. Men jeg har ikke været opmærksom på, at den kun justerer i selve antallet – dvs. at der ingen problemer er, når jeg skriver “1 stk citron”, men når jeg skriver “saften af 1 citron”, så kan systemet ikke længere finde ud af det 🙂
Og glædelig jul til dig 🙂
Hvad er de små røde ting der er pyntet med på fromagen 😄
Lise – Det er frysetørret hindbær 🙂 De har det i alle større supermarkeder, bl.a. fra Svansø 🙂
Skal man ikke piske æggeblommer og æggehvider hver for sig..? 😊
Betina – Niks, de skal piskes sammen 🙂
Hvor længe kan fromagen holde sig i køleskabet? 😁
Karoline – Du kan sagtens lave fromagen dagen før den skal spises og derefter er holdbarheden 1-2 dage på køl (dog bedst uden flødeskum på toppen) 😀
når jeg smelter husblas gør jeg det i citronsaften over vandbad, når de er smeltet bliver vandet skiftet ud med kold vand til husblassen er under finger temperatur, husk at røre ellers lægger husblassen sig på bunden, det hele hældes nu i skålen på en gang
Jens – Det er også en god måde at smelte husblas på. Jeg bliver bare lidt utålmodig, så jeg plejer at komme skålen med husblas og citronsaft i mikrobølgeovnen i 10-15 sekunder 😀
Lækkert 😋
Når den tøes op efter frysning.. Er der en måde det gøres bedst på?
Vh Ann
Ann – Det kommer an på, hvor lang tid du har. Jeg lader den gerne optø på køl i nogle timer – det kommer lidt an på, om man har lavet portionsglas eller en stor skål. Skal det g lidt hurtigere, så kan du også optø den på køkkenbordet 😀
Jeg har før lavet citronfromage efter denne opskrift , uden problemer, men sidste gang jeg lavede den, ak da lå al citronsaft med husblas som en gelé i bunden- hvad kan jeg have gjort galt ?
Kir – Uhhh det var da et godt spørgsmål. Jeg kan umiddelbart forestille mig, at husblasblandingen har været lidt for varm, da den er blevet blandet i fromagen, så den lige så stille har smeltet sig vej til bunden, eller også kan det skyldes, at selve fromagen har været en smule for tyndtflydende (ikke pisket nok), så den lidt tungere husblasblanding har kunnet synke til bunds. Dette er dog kun gætterier, da jeg jo ikke har været med til at lave fromagen, men i hvert fald et par bud. Jeg håber, at det går bedre næste gang 🙂
Jeg har desuden Googlet mig til, at et gammeldags husråd imod “bundfald” kan være at man rører rundt i fromagen et par gange, imens den stivner. Selvfølgelig ikke, når den har sat sig, men et par gange, imens den stadig er blød. Jeg har ikke selv prøvet tippet, men det kan da være et forsøg værd 😀