Dette her er endnu en opskrift, som nærmest er skrevet ned midt om natten. For præcis ligesom i dette her indlæg, omhandlende pasta i fad med kylling, broccoli og mornaysauce fra sidste mandag, så sad jeg endnu engang her i morges klokken meget tidligt og skrev. I sidste uge var det mine forældre. Denne gang var det så Morten, som skulle køres til lufthavnen klokken 4.30, så han kunne flyve mod London klokken 6.
Og når man kommer hjem efter sådan en tur, så kan det bare ikke rigtigt svare sig at gå i seng igen. Derfor valgte jeg i stedet af bænke mig ved computeren med varm te og tændte stearinlys. Og så kunne jeg ellers sidde og holde øje med, at der gradvist blev tændt flere og flere lys i husene omkring mig, ligesom der også langsomt kom flere biler på gaden. Faktisk en vældig hyggelig start på dagen.
Men for nu at komme tilbage til det oprindelige emne for dette her indlæg – nemlig dhal med linser, kartofler og blomkål – så er indisk mad faktisk ikke noget, vi gør det så frygteligt meget i her i huset – bortset fra take away, og det er egentlig en skam, for det smager virkelig godt. Der er rigtig mange indere, der er vegetarer og det har selvfølgelig smittet af på deres madkultur, hvor der i dén grad er smæk på krydderierne og fokus på grønsager og bælgfrugter som hovedbestanddel af måltidet i stedet for bare som tilbehør.
Se også min bedste opskrift på skøn, indisk butter chicken lige her.
Denne her dhal er ingen undtagelse – den er vegetarisk og består hovedsageligt af røde linser, kartofler og blomkål og så er den smagt til med masser af hvidløg, karry, spidskommen og chili, så hvad den måske ikke lige har i udseende, kan den så til gengæld byde ind med i form af velsmag og varme. En perfekt ret på en råkold efterårs- eller vinterdag. Der findes for øvrigt hundredevis af opskrifter på dhal og jeg tror, at hver enkelt, indisk familie har sin egen helt rigtige opskrift på dhal, ligesom hver eneste italienske husmor har sin helt egen opskrift på bolognaise.
Vi spiste vores dhal som hovedret og ved siden af serverede jeg hjemmebagte naan brød og raita, som er en kold yoghurtdip med mynte og agurk – opskrifterne på både naan brød og raita ligger lige her. En virkelig nem og lækker vegetarret, hvor ingen af os manglede kødet. Dippen fungerer som et kølende element i mange af de ret stærke, indiske retter, men selvfølgelig er man til en vis grad selv herre over styrken i maden. Jeg synes ikke, at nedenstående opskrift er specielt stærk, men man kan jo prøve sig frem og så tilsætte karry og chili lidt ad gangen.
Dhal med linser, kartofler og blomkål
Ingredienser
- 150 gr røde linser
- 1 spsk olie
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 1 løg (hakket)
- 2 tsk karry
- ½ tsk spidskommen
- ½ tsk chilipulver (eller efter smag)
- 2 store tomater (hakkede)
- 300 gr kartofler
- 6 dl vand
- 200 gr blomkål (delt i små buketter)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Start med at skylle linserne og lad dem afdryppe i en sigte.
- Opvarm olien og svits hvidløg og løg heri. Tilsæt krydderier og rør godt rundt. Tilsæt hakkede tomater, afdryppede linser og kartofler og sauter et par minutter, hæld herefter vand i gryden, læg låg på og bring gryden i kog.
- Lad retten snurre i ca. 25 minutter, til kartoflerne er kogt ud og linserne er møre – rør rundt et par gange undervejs. Tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis konsistensen bliver for tyk.
- De sidste 5 minutter af kogetiden tilsættes blomkål i små buketter og der smages til med salt, peber og evt. lidt ekstra karry. Server med brød og yoghurt naturel, raita eller creme fraiche.
Mmm, det ser godt ud! Dahl er en dejlig spise 🙂
Piskeriset – Dhal er nemlig super godt – vi skal afgjort til at gøre det lidt mere i indisk herhjemme 😀
Hej 😊
Kan jeg bruge paprika i stedet for karry?
Mette – Det burde ikke være noget problem 😀
En virkelig lækker, nem og smagfuld ret. Lavede “naanbrød” af pitabrød, olivenolie, havsalt og nigellafrø – mums.
Trine – Det lyder superlækkert – tak for tippet 😀
Hejsa 🙂
Kan man bruge grønne linser, i stedet for røde? Hvad synes du?
Rebecca – Det er jeg sikker på, at man godt kan. Dog skal du være OBS at farven nok bliver lidt anderledes 😀
Ok, tak! Tror den skal laves i aften 🙂
Og, måske et dumt spørgsmål. Men skal kartoflerne skrælles? Jeg tænker ja?
Rebecca – Det bestemmer man jo i realiteten selv, da det ikke har betydning for smagen, men på denne her tid af året skræller jeg gerne kartoflerne 😀
Er det muligt at bruge blomkål fra frost?
Katrine – Ja, det kan du sagtens 😀