Er der noget, der for alvor hører vinteren og julen til herhjemme hos os, og formentlig også i mange andre hjem, så må det vist være en rigtig god, gammeldags flæskesteg med sprøde svær. Sådan én, der får hele huset til at dufte, imens den står i ovnen og knitrer, efterhånden som sværene bobler op og bliver knasende sprøde og gyldne.
>> Se også min opskrift på langtidsstegt flæskesteg med knasende sprøde svær lige her.
Lige så fantastisk en flæskesteg med sprøde og knasende svær kan være, lige så trist er det, når man får serveret en steg med bløde eller seje svær. En del af oplevelsen ved en rigtig flæskesteg hænger simpelthen sammen med de salte og sprøde svær. Der findes rigtig mange gode tips og ideer til, hvordan man får sværene på stegen sprøde. Efterhånden synes jeg ofte, det bliver gjort til en hel videnskab, men denne her metode, hvor sværene lige får et kort opkog med “hovedet nedad” i ovnen fungerer altså for mig. Jeg har endnu ikke oplevet, at mine svær blev bløde eller seje, så jeg tror egentlig bare, jeg fortsætter på denne her måde.
Vi spiser gerne flæskestegssandwich et par gange i løbet af november og december. Allerhelst med hjemmelavet rødkål og en julebryg ved siden af. Efter jul, hvor trangen til rødkål og brunede kartofler ikke er så voldsom stor, skærer jeg for det meste en ordentlig portion rodfrugter i tern – rødbeder, pastinakker, persillerødder, kartofler, selleri mm og vender dem i lidt olie og krydderurter og bager dem møre i ovnen sammen med stegen. Perfekt tilbehør som passer til årstiden og som passer sig selv i ovnen, imens jeg kan hygge mig med andre ting.
Flæskesteg med sprøde svær
Ingredienser
- 1 flæskesteg/svinekam, ca 1- 1,2 kg
- groft salt
- evt. laurbærblade
Brun flæskestegssauce.
- 4-5 dl stegesky fra bradepanden
- 2 spsk hvedemel
- 1 dl vand
- ½ dl piske- eller madlavningsfløde
- evt. saucekulør
- 1 nip sukker (2 tsk ribegelé kan også bruges)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Gå sværen efter og kontroller, at den er ridset igennem helt ned til kødet, men ikke ned i selve kødet. Er der mangler, så rids selv det sidste med en skarp kniv.
- Hæld vand i en bradepande, så det står 2-3 cm op ad kanten og læg flæskestegen med sværen ned i vandet.
- Sæt bradepanden i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca. 15 minutter. Dermed får sværen et kort opkog og det bliver nemmere at få den sprød og knasende.
- Tag bradepanden ud af ovnen og vend flæskestegen om, så sværene nu vender opad – pas på den er meget varm. Gnid forsigtigt rigeligt med groft salt ned imellem sværene og stik evt. også et par laurbærblade ned hist og her. Sæt stegen tilbage i ovnen i ca. 1 time ved 200 °C (varmluft).
- Hold øje med at bradepanden ikke koger tør for vand under stegningen og tilsæt evt. lidt mere undervejs. Vandet skal bruges til saucen.
- Er sværene ikke sprøde efter 60 minutter, kan man skrue ovntemperaturen op til 225-250 °C og evt. give stegen lidt grill. Hold øje for pludselig går det hurtigt. Er sværene fine fortsætter man bare stegningen ved 200 °C (varmluft). Stegen er færdig efter ca. 1 time og 15 minutter, eller når centrumtemperaturen når 65-70 °C. Dette afhænger af, hvor rosastegt man ønsker kødet.
- Tag stegen ud og lad den hvile i ca. 10-15 minutter, dette får saften i stegen til at fordele sig i kødet. Imens kan man evt. lave saucen. Stegen må ikke dækkes til, imens den hviler, så kan man risikere at sværene bliver bløde.
- Skær flæskestegen i tykke skiver og server den som flæskestegs sandwich eller med en brun sauce lavet på skyen fra bradepanden.
- Hæld skyen fra bradepanden over i en gryde og lad det stå et øjeblik, så fedtet samler sig på overfladen. Skum det overskydende fedt væk efter smag og behag. Har man svært ved at fjerne fedtet, kan gryden evt. sættes i fryseren et øjeblik, så fedtet stivner på overfladen. Herefter kan det fjernes med en ske.
- Bring skyen i kog.
- Ryst hvedemel og vand sammen til en meljævning og tilsæt jævningen til bouillonen under omrøring.
- Lad saucen koge igennem et par minutter, så melsmagen forsvinder og saucen tykner. Tilsæt fløde og evt. madkulør og smag saucen til med sukker, salt og peber.
- Server saucen til flæskestegen sammen med kartofler, rødkål og evt. brunede kartofler.
Intet slår flæskestegssovs – intet!!
– Anne
Anne – Haha, jeg er sikker på, at du ikke er alene 😉
Mmm, sådan en gang flæskesteg med hele pivtøjet er simpelthen fantastisk. <3
Til jul plejer min onkel og tante at lave den på grill – Jeg siger dig, jeg savler bare ved tanken!
Katja – Uhhh ja, grillet flæskesteg er bare godt. Det får vi nu mest om sommeren, for jeg er en frossenpind 😉
Hmmm… det har vi ikke prøvet og grille før. Men det skal da prøves!
Jessie – Ja, hvis ikke man har prøvet at grille en flæskesteg, så har man afgjort noget til gode. Som sagt griller vi dem mest om sommeren, for det kan godt være lidt mørk og koldt at grille om vinteren, medmindre man har en grillentusiast, der gerne vil tage sig af den slags 🙂
Jeg synes nu nok, at sovsen til gode ben er helt på højde med den til stegen – jeg skærer altid sværene af og renser dem for fedt – og de kommer ALLE på bordet den første dag 🙂
Elsebeth – Uhhh ja, den sauce er heller ikke at kimse af. Det med at spise alle sværene bruger vi også i min familie – hellere fråse på 1. dagen, end at sidde og tygge i halvbløde svær på 2. dagen 🙂
Et godt råd til at holde sværene sprøde i 4-6 dage.
Lad stegen køle helt af før den sættes i køleskabet men alu over.
Den må ikke være lunken eller varm på nogen måde.
Et gammelt trick jeg lærte i den cafe jeg arbejdede i, da vi brugte overskydende steg til pålæg resten af ugen, og folk forlanger sprøde svær.
Kim – Tusind tak for dit supergode råd – flæskesvær skal nemlig bare være sprøde 😀
Har du nogen fif til, hvis man skal transportere stegen? Vi skal over til noget familie til jul, så vi starter nok ved 16.30-tiden, og der er ikke mulighed for, at jeg kan lave flæskestegen derovre. Den skal altså laves herhjemme forinden og transporteres et kvarter. Kan man transportere den og bevare den sprøde svær, eller hvad gør man nemmest? Og hvad med at lune den i ovnen før spisetid?
Malene – Hvis det kun drejer sig om et par timer, så bør sværen ikke kunne nå at blive blød/sej. Pak evt. stegen ind i stanniol men lad sværen forblive fri, når I skal transportere den. Og lun den så forsigtigt i ovnen, så skal det nok gå 🙂
Alternativt kan man skære sværen af stegen, når den skal lunes. Giv sværen god varme i ovnen eller i mikrobølgeovnen til de er helt sprøde igen. Lun derefter kødet ved ca 150 °C Skær kød og svær ud og server kødet pyntet med de sprøde svær. Dette er også et hit, hvis kødet er færdigt, og man ikke vil risikere, at det bliver tørt, men man ikke kan få sværene helt sprøde. Af med sværene og ind i ovnen igen ved god varme 🙂
Jeg synes, jeg fulgte denne opskrift til fulde, men sværene blev slet ikke sprøde, og det hjalp ikke at gå over på grill. Hvad kan der være gået galt?
Det var fuldstændig gummiagtigt? Kan det have været det specifikke stykke kød?
Jacob – Jeg må indrømme, at jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at det kan have været kødet. Jeg spekulerer på, om sværen måske har været ridset for dybt – altså ned i kødet, så der er piblet kødsaft op under stegningen? Så kan sværen nemlig ikke blive blød, næsten uanset hvad man gør.
Der er dog et eneste trick, der som regel virker, når uheldet er ude – Skær sværen af det færdigtilberedte kød, del sværene, læg dem på en tallerken med et stykke køkkenrulle over, og så en tur i mikrobølgeovnen i 1-3 minutter (hold øje).
Jeg har endnu ikke oplevet svær, der ikke blev sprøde i mikrobølgeovnen 🙂 Og tricket kan også bruges på 2. dagen, hvor da sprøde svær på stegen er blevet bløde. Af med dem og en tur i mikroovnen, og så bliver de sprøde igen 😀