Jeg fik en tyk, lun skive til min eftermiddagste i går, da brødet var færdigbagt, og hold da op for en himmerigs mundfuld. Og da kæresten kom hjem fra arbejde, gik han (bevæbnet med en stor brødkniv), til angreb på det forsvarsløse, lille brød i en sådan grad, at jeg til sidst måtte stoppe ham. Ellers ville han ikke have kunnet spise aftensmad, og jeg ville desuden ikke have haft brød tilovers til min morgenmad i dag. For det er nemlig lige præcis hvad jeg har fået til morgenmad i dag – og det smager stadig lækkert og nybagt, for æblerne er med til at holde det blødt og svampet. Faktisk tror jeg også brødet ville være perfekt på et brunchbord, evt. bagt dagen før og bare lige lunet i ovnen inden servering.
Jeg tilsatte en lille håndfuld grofthakkede mandler til de revne æbler, for at give brødet lidt crunch, ligesom jeg også dryssede en smule ovenpå. Er man ikke mandel/nøddespiser, så udelader man dem selvfølgelig bare, men det er nu rart med lidt sprødt at tygge på, oveni alt det bløde og svampede. Brødet bliver ikke vanvittigt sødt, og smagen minder mest om almindelig franskbrød, men det kan man jo altid justere, som man vil.
Da jeg ikke var helt sikker på, hvordan den færdige udgave af brødet ville blive, nøjedes jeg med at bage et enkelt, lille brød. Derfor er der måske nogle af målene, der ser lidt sjove ud, men man kan jo bare doble op, hvis man vil lave 2 brød og evt. komme det ene i fryseren. Min udgave kommer her.
Fuldkorns-kanelbrød med æble og mandler.
1 stk.
0,5 dl vand
0,25 dl mælk
20 gr smør
25 gr gær
1 æg
1 knsp salt
20 gr lyst rørsukker
1 tsk kanel
evt. 1/2 tsk kardemomme
evt. 1/2 tsk vanillepulver – ikke vanillesukker
100 gr grahamsmel
100 gr hvedemel
Fyld.
1 stort æble eller 2 små, skrællet og revet
20 gr lyst rørsukker
2 tsk stødt kanel
10-15 mandler, grofthakkede
Lun vand og mælk og smelt smørret heri. Opløs gæren i blandingen og tilsæt æg, salt, sukker, kanel, kardemomme og vanillepulver. Rør godt rundt. Herefter tilsættes grahamsmel og til sidst hvedemelet. Ælt dejen godt sammen – tilsæt evt. lidt mere hvedemel, hvis dejen er meget klistret. Lad dejen hæve tildækket i en time.
En franskbrødsform fores med bagepapir. Rul dejen ud til et rektangel på et meldrysset bord, så den er en smule længere end formen, og fordel revet æble på dejen. Rør sukker og kanel sammen og drys det over æblet. Drys med hakkede mandler – gem evt. lidt til pynt på toppen af brødet. Fold dejen et par cm ind i begge ender, så den passer ned i franskbrødsformen, og rul herefter dejen sammen som en roulade. Læg dejen, med sammenføjningen nedad, i formen. Klip snipper i dejen med en saks, skiftevis én i hver side af brødet. Anret snipperne pænt og lad brødet hæve i ca. 30 minutter. Pensl med vand og drys med de resterende hakkede mandler.
Bag brødet ved 200 grader i 15 minutter. Herefter dækkes formen med sølvpapir og brødet bager i yderligere 45 minutter. Ønskes brødskorpen mørkere, kan man fjerne sølvpapiret igen, i de sidste 10 minutter af bagetiden. Løft det færdigbagte brød op af formen vha. bagepapiret, og lad det køle af på ovnristen. Fjern forsigtigt bagepapiret, skær brødet i tykke, lune skiver og nyd.
Fuldkorns-kanelbrød med æble
stk
Ingredienser
- 0,75 dl vand (lillefingervarm)
- 25 gr gær
- 1 nip salt
- 20 gr sukker
- 1 tsk stødt kanel
- 1 spsk olie
- 1 æg
- 100 gr grahamsmel
- 100 gr hvedemel (måske lidt mere eller mindre)
Æblefyld
- 1 stort æble (skrællet og revet)
- 20 gr sukker
- 2 tsk stødt kanel
- 25 gr hakkede mandler
Fremgangsmåde
- Hæld vandet i en skål og udrør gæren heri.
- Tilsæt salt, sukker, kanel, olie, æg, grahamsmel og hvedemel og ælt til en blank og smidig dej.
- Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca 1 time.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord og udrul den til et rektangel, som er en smule længere end en brødform.
- Fordel revet æble, sukker og kanel på dejen og drys med hakkede mandler.
- Fold dejen et par cm ind i begge ender, så den passer ned i franskbrødsformen. Rul herefter dejen sammen som en roulade.
- Læg dejen med sammenføjningen nedad i en brødform foret med bagepapir.
- Klip snipper i toppen (skiftevis højre og venstre side) og anret snipperne pænt. Pensl med vand og drys evt. med lidt ekstra hakkede mandler.
- Lad brødet efterhæve tildækket et lunt sted i ca 30 minutter.
- Bag brødet ved 190 °C (varmluft) i 15 minutter. Dæk herefter formen med sølvpapir og bag i yderligere 45 minutter.
- Ønskes mørk skorpe, kan sølvpapiret fjernes de sidste 10 minutter af bagetiden.
- Afkøl brødet på bageristen og server det lunt eller koldt i tykke skiver.
- Brødet er bedst, når det er friskbagt, men det kan gemmes i 2-3 dage, hvis det pakkes godt ind. Brødet kan desuden fryses.

Øj, det ser lækkert ud – elsker kanelbrød, elsker groft bagværk, elsker kanelæblekage – dette synes at være en perfekt kombination af disse 😀
– Anne
Anne – Det lyder som om at det her er en vinder, i betragtning af, hvor meget du elsker de tre andre ting. Håber du også vil synes om den her kombination 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Lyder top lækkert!
Er det 200 grader alm ovn eller varmluft? 🙂
Ida – Jeg bager næsten altid på almindelig ovn og jeg lover dig, at kanelbrødet er seriøst lækkert 😀
Jeg ville ønske der var flere billeder af processen 🙂 bl.a. Snipper har jeg ingen anelse om hvad er :). Så når jeg både skal klippe dem og anrette dem så bliver det lidt sort :). Når men jeg hpber det går alligevel 😆🤗
Rose – Jeg kan sagtens følge dig, og jeg indrømmer også, at jeg plejer at tage lidt flere billeder, hvis det er en proces, som er svær at forklare i ord. Men flere billeder af processen sådan helt generelt i mine opskrifter har jeg ikke planer om. Det skyldes, at jeg går ret meget op i kvaliteten af billederne, og det er bare virkelig svært at tage ordentlige billeder, når man står i køkkenet med dampende gryder, opvask i baggrunden og dårlig/skarp køkkenbelysning 🙂