Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Grillet ørred – opskrift på ørred med sprødt skind.

0 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Fisk og skaldyr, Hovedretter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

For mig er ørred en rigtig sommerfisk. Også selvom ørred faktisk er i sæson det meste af året. Men måske det hænger sammen med, at vi ofte spiser grillet ørred om sommeren. Og sådan en friskfanget basse med sprødt skind, grillet citron og masser af friske krydderurter fra krukkerne i haven er altså noget af en lækkerbisken.

Se også – Laksefilet på grill med citron I Hvidvinsdampet ørred I Kartoffelpakker i folie på grill

Nem opskrift på grillet ørred.

Man kan vælge at pakke sin ørred ind i folie, inden den lægges på grillristen, eller man kan lægge den direkte på risten. Det er selvfølgelig nemmest bare at pakke fisken ind i stanniol, men til gengæld så er det utroligt lækkert med det sprøde, grillstegte fiskeskind. Så den tilberedningsform skal man altså unde sig selv engang imellem. Og så er det jo heller ikke sværere.

Tip! Se mine bedste tips til grillning af hele fisk under opskriften.

4,50 fra 2 stemmer

Ørred (grillet)

Samlet tid25 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 stk mellemstore, rensede ørreder (regnbue- eller havørreder)
  • 1 usprøjtet citron (skåret i tynde skiver)
  • 1 bdt friske krydderurter (fx persille, dild, timian og purløg)
  • 2 spsk olie
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skrab fiskene fri for skæl ved at holde fast i halen og skrabe over skindet med en sløv kniv (fx en bordkniv) fra halen mod hovedet. Det sviner lidt, så det kan med fordel gøres i køkkenvasken.
  • Skyl fiskene i koldt vand og rens dem evt. for rester af blod. Dup fiskene tørre med køkkenrulle.
  • Krydr fiskene med salt og peber indvendigt og fyld dem med citronskiver og friske krydderurter.
  • Pensl overfladen på fiskene grundigt med olie. Olien gør, at fiskene ikke så nemt sidder fast i grillristen. Har man fiskeholdere af metal til grillen, så bruger man selvfølgelig dem og lægger fiskene i spænd.
  • Grill fiskene i 6-8 minutter (afhængig af størrelsen) over indirekte varme. Vend herefter fiskene og grill dem i yderligere 6-8 minutter til skindet er sprødt og lækkert.
  • Tilberedningstiden kan variere alt efter fiskenes størrelse, men som udgangspunkt er de færdigtilberedte, når man nemt kan fjerne skindet fra kødet.
  • Ved servering skæres fiskekødet og det sprøde skind fri af benene og fisken serveres med et drys salt og citronsaft.
  • Jeg serverer gerne små kartofler, dampet grønt og en kold creme fraiche dressing med friskhakkede krydderurter til grillet ørred.

Grillning af fisk med sprødt skind.

En grillet fisk med sprødt skind er superlækker, men det er ikke så lækkert at tygge i skællene. Heller ikke selvom en ørred faktisk ikke har overvældende mange eller kraftige skæl. Derfor skal fisken skrabes fri for skæl, inden man kan spise skindet. Det gøres nemmest med en sløv kniv, fx en almindelig bordkniv eller lignende, under rindende vand. Og da det sviner en smule, kan det være en god idé at skrabe skællene af over køkkenvasken.

Derudover skal fisken blot fyldes med friske krydderurter og citronskiver, og desuden pensles grundigt med olie, inden den lægges på grillristen. Får man ikke penslet med olie, så kan man risikere, at fisken sidder fast. Man skal desuden sikre sig, at fisken er helt færdiggrillet på den ene side, før man vender den og steger den anden side. Ellers kan den også sidde fast.

Det er klart nemmest at grille fisk, hvis man har et metalnet til fisk til grillen. Jeg har 2 net og selvom det er sjældent, vi bruger dem, så er de guld værd, når de endelig tages i brug. De koster ikke alverden og kan købes i de fleste butikker med grillafdelinger eller på nettet, og de kan altså varmt anbefales. Dog kan man selvfølgelig også grille sin fisk uden brug af net, hvis man er opmærksom på ovenstående og bruger godt med olie. Og måske også en god, bred palet, når fisken skal vendes.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer