Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Handies med tomat.

10 kommentarer
Brød og boller, Ideer til studentermad, Madpakkehits, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

For snart mange år siden arbejdede jeg i en periode i bagerafdelingen i Føtex. Blandt udvalget af fast food i bagerafdelingen var der, udover sandwiches og pølsehorn, også nogle små, lune butterdejspakker med forskellige former for fyld kaldet handies. Det er efterhånden en del år siden, at disse handies forsvandt ud af sortimentet, selvom de egentlig var ret populære i sin tid. Men tiderne skifter jo og det samme gør efterspørgslen. Dog tror jeg, at jeg har set noget lignende hos 7/11 på et tidspunkt.

De lune handies var ret lækre – bestemt ikke specielt sunde, men der er jo noget lidt uimodståeligt ved sådan et stykke friskbagt butterdej med fyld. Og i bund og grund er der jo ikke så langt fra en klassisk skinkestang med butterdej til de sprøde handies. Dengang havde vi handies med skinke og ost, oksekød, skinke og bechamel, græsk fyld, spinat, kinafyld, kylling og karry og så tomat, som var min absolutte favorit. Og det var lige præcis handies med tomatfyld, som jeg satte mig for at genskabe forleden dag.

>> Se også min opskrift på en skøn skinkestang med champignons og pikantost lige her. 

Selve tomatfyldet blev lavet lige ud ad landevejen på en dåse hakkede tomater, som blev smag til med hvidløg og lidt krydderier. Jeg tilsatte desuden en smule hvedemel til saucen, for at den ikke skulle blive alt for tynd og “vandet”. Hvedemel kan udelades, men i så fald foreslår jeg, at man lader saucen simre i noget længere tid end angivet i opskriften, så vandet kan fordampe og saucen tykne. Jo tyndere saucen er, des større er risikoen for, at den løber ud af butterdejen og gør den sprøde butterdej blød og trist.

Der skal bruges ca 2 dl tomatsauce til nedenstående opskrift og har man ikke tid eller lyst til at lave sin egen sauce, så køber man selvfølgelig bare en god tomatsauce eller pizzasauce på glas. Resten af tomatsaucen gemte jeg, og så røg den med i en lasagne, men man kan også bruge den til pizza, en hjemmelavet tomatsuppe eller bare en kødsauce til spaghetti.

Det tager lidt tid at lave handies, fordi dejen skal skæres ud, men såååå lang tid tager det jo heller ikke. Og det er et ret hyggeligt projekt, som børn sagtens kan være med til. Vil man have, at de færdige pakker skal ligne “rigtige handies”, så skal man skære ridser i de øverste stykker butterdej – dem som skal danne overdelen på de færdige handies. Jeg brugte min “køkken-lineal”. En lineal som jeg altid har liggende i køkkenskuffen og som jeg udelukkende bruger til madvarer. Den er uundværlig, når noget skal deles i lige store stykker eller der skal opmåles marcipanbånd til lagkager mm. Det passede perfekt med, at jeg bare kunne trykke spidsen af linealen ned i butterdejen i et tæt mønster, men selvfølgelig kan man også bruge en lille kniv, en klejnespore eller lignende. Og er man ligeglad med de karakteristiske riller, så kan man sagtens ridse et andet mønster eller bare lave et par hak. I bund og grund drejer det sig om, at dampen skal kunne slippe ud under bagningen.

De færdige handies smagte helt eminent godt og præcis som jeg huskede dem. Vi spiste dem som suppebrød til en skål rygende varm tomatsuppe og de sprøde snitter var det perfekte tilbehør. Faktisk var de så populære, at jeg allerede har planer om at lave mange flere og eksperimentere lidt med fyldet. Selvom jeg måske ikke har tænkt mig at arbejde mig igennem hele sortimentet fra mine dage i Føtex, så er der i hvert fald et par gamle kendinge, som jeg skal prøve kræfter med og måske også et par nye.

Som med alle andre former for bagværk med butterdej, så er handies bedst, samme dag som de er bagt. Handies er heller ikke fryseegnede, da butterdejen bliver blød efter en tur på frost. Til gengæld kan man sagtens fryse de rå handies. Læg dem gerne på et skærebræt eller lignende og sæt dem så i fryseren. Herefter er det nemt at pakke de frosne handies i en bøtte eller lignende, uden at de går i stykker. Ved tilberedning lægges en passende portion handies til optøning på en bageplade beklædt med bagepapir i ca 30 minutter, hvorefter de bages efter anvisning i opskriften. Nemt og bekvemt.

 

5 fra 1 stemme

Handies med tomat

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Bagetid15 minutter
Samlet tid30 minutter
Antal: 6 stk

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • 1 spsk hvedemel
  • 1 ds hakkede tomater
  • 2 tsk tørret basilikum
  • 2 tsk paprika
  • 1 nip sukker
  • salt og peber
  • 1 rulle fersk butterdej
  • friskrevet parmesan (eller lignende, hård ost)

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en lille gryde og sauter hvidløget heri i 1-2 minutter, uden at det tager farve.
  • Tilsæt hvedemel og rør rundt til olie og hvidløg har opsuget melet.
  • Tilsæt hakkede tomater, basilikum og paprika til gryden og lad saucen simre i 10-15 minutter.
  • Blend tomatsaucen glat med en stavblender og smag til med sukker, salt og peber. Der skal bruges ca 2 dl tomatsauce til handies.
  • Bred butterdejen ud på et bord og skær dejen i 6 brede strimler på langs. Del herefter strimlerne på tværs på midten, så der bliver 12 lige store stykker butterdej.
  • Læg 6 stykker butterdej på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl kanten på hvert stykke butterdej med vand. Vandet fungerer som "lim", når butterdejsstykkerne skal samles.
  • Fordel 2-3 spsk tomatsauce i en stribe på midten af hvert stykke butterdej. Pas på med at overfylde, da saucen så kan løbe ud under bagningen.
  • Brug en lille kniv, en klejnespore eller lignende til at lave snit hele vejen ned langs midten i de resterende stykker butterdej. Man kan nøjes med blot at skære nogle ridser, så dampen kan slippe ud under bagningen, men jeg synes, det ser fint ud med alle de mange snit.
  • Læg de snittede stykker butterdej over stykkerne med tomatsauce på bagepladen og tryk kanterne godt sammen, så tomatsaucen ikke slipper ud.
  • Pensl butterdejspakkerne med vand og drys med friskrevet parmesan.
  • Bag pakkerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 15-20 minutter, indtil butterdejen er gylden og sprød.
  • Lad de varme handies afkøle på bageristen og server dem lune. De er ikke fryseegnede og de er bedst samme dag, som de er bagt. Til gengæld kan man fryse de rå handies.
Handies er bedst, samme dag som de er bagt og de er ikke fryseegnede. TIl gengæld kan man fryse de rå handies. Det gøres nemmest ved at lægge butterdejspakkerne på et skærebræt eller lignende og sætte dem i fryseren til de er stivfrosne. Herefter kan de nemt pakkes i en boks eller lignende, uden at gå i stykker. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

 

Subscribe
Notify of
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Annika Pedersen
4 år siden

Dem havde jeg glemt ALT om… men når der blev handlet, var det let at blive lokket til at tage en på vejen (godt at jeg ikke var der så ofte :D)
Min havde også med laks… og ellers var der oksekød som var rimelig stærkt krydret – det var mine fav. synes også at der var noget med karry?
Tror ikke at jeg har smagt med tomat – mindes heller ikke at have set den type i “min” … men ja, det er en lækker lille snack

Susan
4 år siden

De findes ganske rigtigt hos 7 Eleven i dag og også i Lidls bake-off – og jeg er pjattet med dem 🙂 Havde ikke glemt, at jeg første gang stødte på dem i Føtex, men fuldstændigt at de hed Handies :-p .. de skal helt sikkert i ovnen herhjemme 😀

Malene
4 år siden

Hej Anne-Kathrine

Kunne du ikke tænke dig at lave en opskrift på Handiew med skinke og bechamel? 😇

Mvh Malene

Malene Kragh
4 år siden

Hej igen

Har læst et andet sted man godt kan nedfryse dem efter bagning men kan se du skriver her at det ikke bliver godt og man skal fryse Handisene ned inden bagning men hvad så så skal man vel og vente med at pensle med æg til når de er kommet ud af fryseren og er optøet? 🤷🏼‍♀️

Bennie Bakmann
1 år siden

Hvor er du god til at forklare……..