Så banker weekenden endnu engang på døren og weekend betyder sommetider fester, gæster og god mad. Min moster spurgte for nyligt, om jeg ville lave en kage til hende og valget faldt på denne her fuldstændig fantastiske hindbær cheesecake med lime. Sød-syrlig, sprød bund og blød ostecreme – match made in heaven. Jeg kendte faktisk ikke til denne her variant i forvejen, så hun kom selv med opskriften og jeg kan kun sige én ting – jeg er overbevist, nedlagt og totalt afhængig. Nøøøøj, hvor er den lækker.
Jeg bevæger mig normalt imellem 2 forskellige varianter, når det kommer til ostekager. Den ene er den gode gammeldags ostekage med kirsebærtop fra Karoline og den anden er den efterhånden velkendte Manhattan Style Cheesecake, men denne her nye variant har fået mig til at indse, at jeg nok er nødt til at begynde at søge nye græsgange, for ikke at gå glip af en helt masse.
Selve opskriften virker måske en smule omstændelig, men hvis man bare tager sig god tid og laver kagen et step af gangen – først bund, så hindbærtop og så flødeostecreme, så er det slet ikke så vanskeligt og det færdige resultat er helt klart arbejdet værd.
Der er en del husblas i kagen, men hånden på hjertet så synes jeg altså, at det der med at husblas skulle være svært at arbejde med, det er en myte. I mange år sprang jeg konsekvent opskrifter, der indeholdt husblas over, simpelthen fordi jeg altid havde fået at vide, at det skulle man passe på med og det kunne så nemt gå galt. Heldigvis fik min mor den myte godt og grundigt aflivet, for tænk på alle de opskrifter man går glip af, hvis man ikke tør bruge husblas.
Hvis bare man lige sørger for at temperere husblassen, så den har nogenlunde samme temperatur som den creme, fløde eller saft den skal blandes med, så kan det altså næsten ikke gå galt. Til gengæld er der rigtig mange opskrifter, hvor der står noget a la – “Smelt forsigtigt husblassen over vandbad og rør den i cremen!” Det stod der faktisk også i originalopskriften til denne her cheesecake, men jeg har skrevet den om, for hvis man hælder lun husblas i kold creme, så er der rigtig stor sandsynlighed for, at det netop går galt. Det er meget vigtigt, at man starter med at røre en enkelt skefuld af den kolde creme ud i den lune, smeltede husblas. Derefter en skefuld mere og en skefuld mere, indtil de to masser har nogenlunde samme temperatur – først herefter må de blandes. Det samme gælder, når man laver tunmousse. Først en enkelt skefuld af tunmassen i den lune husblas, så en skelfuld mere og en skefuld mere indtil de to har nået nogenlunde samme temperatur – først derefter må de blandes.
Og skulle jeg så for øvrigt ikke se at komme i gang med opskriften på den der vanvittigt lækre hindbær cheesecake med lime, som dette her, lidt lange, indlæg oprindeligt handlede om?
Hindbær cheesecake med lime
8-10 pers.
250 gr digestive kiks
100 gr smør
400 gr friske hindbær
2-4 spsk sukker
5 blade husblas
500 gr flødeost naturel
135 gr sukker
1 tsk vanillepulver
revet skal og saft af en økologisk lime
3 dl piskefløde
5 blade husblas
Evt. friske hindbær og mynte eller citronmelisse til pynt
Beklæd en springform, ca 22 cm i diameter med bagepapir i bunden, samt en strimmel rundt i kanten. Bræk kiksene i små stykker, kom dem i en foodprocessor eller minihakker og kør, indtil de er som ganske fint rasp. Smelt smørret og bland det i de knuste kiks – konsistensen skal være som fugtigt sand. Pres kiksemassen ud i bunden af springformen med bagsiden af en ske og stil den koldt.
Kør hindbærrene til puré på foodprocessoren eller minihakkeren. Passer massen gennem en sigte, så kernerne sies fra og smag til med sukker. Kasser de tiloversblevne hindbærkerner. Udblød 5 blade husblas i koldt vand, vrid vandet af og kom dem i en lille skål sammen med ca. 1/2 dl af hindbærpuréen. Varm skålen over vandbad eller i mikroovnen i ca. 10 sekunder, til husblassen er smeltet. Rør små skefulde af den kolde hindbærpuré ud i den lune husblas, indtil de to masser har nogenlunde samme temperatur. Derefter vendes de sammen og stilles til side.
Pisk flødeosten igennem med sukker, vanille og skallen af limefrugten. Pisk fløden til let skum og vend den i flødeosteblandingen. Udblød de resterende 5 blade husblas i koldt vand, vrid vandet af dem og kom dem i en skål sammen med saften fra limefrugten. Varm skålen over vandbad eller i mikroovnen i ca. 10 sekunder, til husblassen er smeltet. Rør små skefulde af den kolde flødeostecreme ud i den lune husblas, indtil de to masser har nogenlunde samme temperatur. Derefter blandes de sammen og flødeostecremen vendes godt rundt.
Fordel flødeostecremen på den afkølede kiksebund. Kom hindbærpuréen øverst og træk et træspyd eller en lille kniv igennem kagen, så flødeostecreme og hindbærpuré blandes i et fint, marmoreret mønster. Lad kagen stå koldt i mindst et par timer og pynt gerne med lidt friske hindbær og mynte eller citronmelisseblade inden den skal serveres.
Note. Kagen kan med fordel tilberedes dagen før den skal spises. Så kan den stå i køleskabet natten over og samle sig.
For pokker da, hvor ser den lækker ud! Er tosset med hindbær:-)
Mari – Den er også fuldstændig vanvittig lækker – jeg er selv vild med hindbær og den der kombination af hindbær og flødeostecreme med lime – wauuuu 🙂
Så er den lavet. Af mystiske årsager fik jeg aldrig vendt flødeskummet i.
Men selvom det var udeladt, så smager den altså ganske vidunderlig!:)
Mari – Det er godt at vide, at den også kan laves uden flødeskummet, hvis man en dag ville lave en “fedtfattig” version 😉 😉 😉 Jeg synes, også den smager fantastisk 😀
Jeg tænker…. bringer du ud??? 😀
Pia – Hehe, kun til familie og venner eller mod passende betaling eller genydelser – jeg er jo en fattig studerende 😉
HAHA ØV..!!! Så er sjælland nok lige for langt væk 🙂
Pia – En smule. Selvom der vist er noget med, at studerende kan få Wild Card til DSB 😉
Hej 🙂
Tak fordi du deler denne skønne opskrift!!
Kan man godt udelade husblassen, det må jeg nemlig ikke spise.
Venlig hilsen
Tahrir Hadidi
Tahrir – Uhhhhhh, den er svær. Jeg tror, at du vil få svært ved at få kagen til at stå selv – det er husblas, der får kagen til at stivne og både holder ostelaget og hindbærlaget på plads. Muligvis kan du lave bunden og ostekagefyldet i portionsglas i stedet for, så får hver enkelt sin egen portion og kagen skal ikke kunne holde sig selv. Men hvis der ikke kommer husblas i hindbærlaget, bliver det ikke stift, men bare sådan noget flydende hindbærvand. Alternativt kan du blende frosne hindbær og smage dem til med sukker og så servere dem ovenpå som en slags hindbærsauce, eller du kan bare pynte med friske hindbær. Det er vist de bedste løsninger jeg kan komme med.
Alternativt er der vist noget med, at man kan købe husblas, der ikke er lavet på svin, men i stedet udvundet af planter – men jeg ved ikke, om det vil kunne bruges i denne her kage.
Håber du kunne bruge mine svar og held og lykke med projektet 🙂
Rigtig godt nytår og mange hilsner fra
Anne.
Hejsa,
Så lige dit spørgsmål vedrørende at undlade husblas.
Ved de forskellige arabiske markeder eller supermarkeder sælger de div ting til madlavning og bagning. I vores ved jeg at de har noget man bruge istedet. Da min veninde også er muslim og ikke bruger husblas 🙂 men prøv at høre i sådanne en butik.. Held og lykke med det..
Ann
Ann – Tusinde tak for dit svar – det er hermed givet videre til andre læsere 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Hej. Hvor ser den bare lækker ud – den må jeg prøve at lave! Tror du, man kan bruge frosne hindbær? Mvh Camilla
Camilla – Det kan man sagtens, for det har jeg selv gjort efterfølgende 😉 Jeg kogte bærrene op og supplerede med en smule vand – bare lige ½ dl til at koge bærrene i. Efterfølgende blendede jeg bærrene med en stavblender og så undlod jeg at sigte hindbærkernerne fra – jeg synes ikke, de gør nogen skade og så er det meget nemmere 🙂
Husk for resten lige, at smage hindbærmosen til – måske skal den have lidt ekstra sukker, når der er brugt frosne bær 🙂