Aioli – eller hvidløgsmayonnaise – er den skønneste dip til alt lige fra pommes frites, ovnristede kartofler og grøntsager i stave til lunt madbrød, flutes og grissini. Og ikke at forglemme som smørelse i diverse sandwiches og burgere, på tapasbordet og som tilbehør til moules frites. Og så er hjemmelavet aioli med hvidløg jo bare fantastisk på en kartoffelmad eller avocadomad i stedet for almindelig mayonnaise.
Hjemmelavet aioli opskrift.
Min opskrift på hjemmelavet aioli er ret simpel og lige ud ad landevejen. Den indeholder mayonnaise, hvidløg og lidt ekstra smagsgivere i form af sennep, hvidvinseddike og sukker. Men i sidste ende kan man faktisk også lave en virkelig god og enkel aioli ved blot at røre mayonnaise og presset hvidløg sammen og evt. justere smagen med lidt sukker og salt.
Tip! Se også “Ofte stillede spørgsmål” under min opskrift på aioli.
Aioli (hvidløgsmayonnaise)
Ingredienser
- 2 dl mayonnaise (brug evt. denne her opskrift)
- 2 fed hvidløg (pressede)
- 1 tsk sennep (jeg bruger alm. pølsesennep)
- 1 tsk hvidvinseddike
- 1 tsk sukker
Fremgangsmåde
- Kom mayonnaise i en skål og rør det sammen med hvidløg og sennep.
- Smag til med eddike og sukker. Måske kan den også trække lidt mere salt.
- Lad hvidløgsmayonnaisen trække på køl indtil servering.
- Aioli kan holde sig i minimum 1 uge på køl (tildækket). Den er ikke fryseegnet.
Ofte stillede spørgsmål.
Aioli er en hvidløgsmayonnaise, der især bruges som dip til pommes frites og ristede kartofler på diverse restauranter og cafeer. En klassisk moules frites serveres som regel med aioli.
Hovedingredienserne består af mayonnaise og hvidløg. Derudover kan smagen afrundes med forskellige smagsgivere som fx sennep, hvidvinseddike, sukker, salt og peber.
Alioli og aioli er groft sagt 2 ord for den samme ting, nemlig en hvidløgsmayonnaise eller creme med hvidløg. Alioli er den spanske udgave, imens aiolien er den franske udgave, som stammer fra Provence.
Tips til opskriften.
Jeg bruger som regel hjemmelavet mayonnaise, når jeg laver aioli dip. Det er supernemt og kan klares på 2 minutter med en stavblender. Men selvfølgelig kan man også bruge en god færdigkøbt mayonnaise. Jeg kan dog anbefaler, at man bruge “ægte” mayonnaise, der rent faktisk er lavet på æggeblommer. Når man er ude i noget så simpelt som hvidløgsmayonnaise, så kan det godt betale sig at bruge gode råvarer.
Se også – Pommes frites I Chili mayo I Parmesan kartofler
Hvidløgsmayonnaise med bagte hvidløg
Jeg bruger som regel friskpresset hvidløg til aiolien, men vil man have en mildere og “rundere” hvidløgsmag, så kan jeg virkelig anbefale at bruge bagte hvidløgsfed, som moses sammen med en gaffel, inden de vendes i mayonnaisen. Man behøver selvfølgelig ikke tænde ovnen for at bage et hvidløg, men læg hvidløgsfeddene i ovnen, når den alligevel er i gang. De kan sagtens gemmes på køl. Hvidløgssmagen bliver mildere, så måske skal der bruges et par ekstra fed ift. opskriften.
Hvad kan man bruge aiolien til?
Som nævnt ovenfor er hvidløgsmayonnaisen fantastisk som dyppelse til alt lige fra grøntsager i stave, bagte grøntsager, pommes frites og ovnristede kartofler til breadsticks, ristede skiver af lunt brød, flutes og grissini. Man kan sågar bruge det som dip til grillede bøffer, kylling og fisk.
Man kan lave de skønneste hvidløgsbrød ved at smøre aiolien på ristede brødskiver. Eller man kan bruge det som smørelse i sandwiches og burgere. Endelig så er hvidløgsmayonnaisen helt obligatorisk til en klassisk portion moules frites, og det er også fantastisk som dip til pil-selv rejer, jomfruhummere og lignende skaldyr.