Lige siden jeg lavede de her skønne og nemme karameller i mikrobølgeovnen, har jeg haft lyst til at bruge dem som “bund” i en portion hjemmelavede toffifee, som uden tvivl hører til blandt mine yndlingschokolader. Der ER altså bare noget med kombinationen af flødekaramel og ristet hasselnød i en stor klump blød nougat og det på trods af, at jeg ellers ikke er nogen specielt stor fan af blød nougat. I dag fik jeg så lidt tid til overs og sat handling bag ordene og jeg må indrømme, at de hjemmelavede toffifee blev endnu bedre, end jeg overhovedet nogensinde havde turde håbe på. Og som om det ikke var nok, så var de også relativt nemme at lave – faktisk var det først, da jeg skulle vente på at karamellen og efterfølgende den bløde nougat og chokoladen skulle stivne, at det begyndte at blive lidt vanskeligt for mig.
Man kommer ikke udenom, at der skal bruges en form for at få den karakteristiske halvkuglefacon, når man skal lave toffifee. Der kan bruges en silikoneform – præcis som dem man bruger til hjemmestøbte chokolader – men man kan faktisk også bare gemme en tom bakke fra en æske toffifee. Det gjorde jeg og det fungerede helt upåklageligt og så var det oven i købet nemt at “poppe” de færdige toffifee ud af bakken, da først de var stivnet. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg køber en rigtig silikoneform, for nu ved jeg, hvor godt de hjemmelavede toffifee smager og de vil helt sikkert blive lavet igen og igen, men i første omgang var det nu ret smart bare at bruge den tomme emballage og smide den væk bagefter.
Smagen på de hjemmelavede toffifee er som sagt helt i top og fuldstændig lige så suverænt lækker, som jeg er vant til. Karamellen er en anelse mere sej – lidt a la en god flødekaramel, men det gør absolut ikke noget, efter min mening. De færdige toffifee har bedst af at blive opbevaret i en lufttæt bøtte på køl, så karamellen ikke begynder at klistre, men karamellen kan altså godt blive ret hård i kulden, så jeg anbefaler, at man lige “tempererer” dem let ved at tage dem ud af køleskabet ca 15 minutter før de skal serveres.
De hjemmelavede toffifee blev til sådan et rigtigt lille “gør det selv” projekt, som er så hyggeligt på denne her tid af året. Der skal med garanti laves flere meget snart, for jeg har store planer om at fylde julens konfektskåle med massevis af hjemmelavede toffifee med sej karamel, blød nougat og en knasende, ristet hasselnød i midten. Jeg er sikker på, at de hjemmegjorte basser nok skal komme med i opløbet om at blive årets bedste konfektstykke.
Hjemmelavet toffifee.
ca 20 stk.
20 hasselnødder
1 dl piskefløde
2 spsk glucosesirup
½ dl sirup (ca 70 gr)
½ dl rørsukker (ca 40-45 gr)
75-100 gr blød nougat
50-75 gr mørk chokolade
Desuden – en chokoladeform med små halvcirkler, fx en silikoneform
Start med at riste hasselnødderne ved 200 grader varmluft i 5-8 minutter, til de begynder at dufte og skallen sprækker. Gnid de ristede hasselnødder i et rent viskestykke, så skallerne gnides af og stil de afskallede nødder til side.
Rør fløde, glucosesirup, sirup og rørsukker sammen i en stor skål, som kan tåle at komme i mikrobølgeovnen – det er vigtigt, at skålen er stor, da blandingen koger op. Sæt skålen i mikrobølgeovnen i 5 minutter ved 700 W. Rør rundt og giv massen yderligere 2 minutter ved 700 W til den er blevet til sej og boblende karamel. Lad karamelmassen afkøle let, så den stadig er nogenlunde flydende, men ikke så varm at den smelter formen og fyld hvert hul i formen ca. halvt op med karamel. Er karamellen blevet lidt for stiv til at hælde, så kan man i stedet fugte fingrene let og lave små kugler, som lægges ned i formene, men pas på for karamellen er stadig varm.
Pres en afskallet hasselnød ned i midten af hvert stykke karamel og lad karamellen stivne på køl i ca 30 minutter. Smelt den bløde nougat og kom den evt. i en lille sprøjtepose. Sprøjt et lag nougat ovenpå hver karamel, så nødden skjules og karamellen dækkes helt af nougat. Sæt formen på køl og lad nougat’en stivne i ca 15-30 minutter. Smelt den mørke chokolade i mikrobølgeovn eller over vandbad og sæt en lille top mørk chokolade øverst på hver toffifee. Lad de færdige toffifee sætte sig på køl i ca 1 time, inden de “poppes” ud af formen. Opbevar i en lufttæt beholder og evt. på køl, så karamellen ikke klistrer, men husk at karamellen er meget hård, når den er køleskabskold, så det kan være en idé at lade de færdige toffifee stå ved stuetemperatur i ca 15 minutter inden servering.