Nogen elsker dem og andre kan ikke fordrage dem. Jeg tror, det fungerer lidt som med oliven – enten elsker man dem eller også kan man virkelig ikke få dem ned. Man kan måske lære at spise dem, men man vil aldrig blive helt vild med dem. Jeg taler kort og godt om de små delikate blåmuslinger, som har været på tilbud rigtig mange steder i ugen mellem jul og nytår.
Da både kæresten og jeg er vilde med muslinger, skulle der selvfølgelig en stor grydefuld på bordet en aften lige inden nytår, og de blev serveret på den allermest delikate og enkle måde, nemlig dampet i hvidvin tilsat lidt suppeurter og serveret med godt brød og iskold hvidvin.
Husk at tjekke om mulingerne er rengjorte og lukkede. Hvis der er åbne muslinger iblandt, skal de lukke sig sammen, når de slåes mod køkkenbordet. Lukker muslingen sig ikke er den død og skal kasseres. De må ikke spises, da dårlige muslinger kan give en solid skaldyrsforgiftning.
De rengjorte blåmuslinger blev tilsat til grønsagerne, og det hele dampede under låg i ca 5 minutter, til alle muslingerne havde åbnet sig. Jeg rørte i gryden et par gange, så alle muslingerne fik lov til at smage på vinen og krydderierne. De færdige muslinger blev anrettet i to store, dybe tallerkner og serveret. Muslinger der ikke havde åbnet sig under kogningen blev også kasseret. Her gælder samme regel som for åbne muslinger inden kogningen.
Brødet blev lunet, vinen hældt i glassene, og så var det ellers bare at gå til bords og nyde. Uhhh, der er ikke noget så lækkert som blåmuslinger, og vi får det desværre alt for sjældent, ligesom jeg heller ikke så tit støder på dem på diverse menukort på restauranter. Derfor blev vi også enige om, at de skal på menuen herhjemme lidt oftere i 2012.
På trods af at muslingerne var så lækre, kunne vi faktisk ikke spise dem allesammen, så de blev gemt til en forret/appetizer indeholdende en masse hvidløg og smør dagen efter. Det blogger jeg om en af dagene.
Hvidvinsdampede blåmuslinger.
2 pers.
Ca. 1 kg blåmuslinger, friske eller optøede
3-4 dl hvidvin
salt og peber
1 stor gulerod
1 stor stilk bladselleri
1 stor porre
Grønsagerne skrælles og renses og skæres i hhv. små tern og tynde ringe. Hvidvinen varmes op i en stor gryde og grønsagerne dampes heri i et par minutter. Der smages til med salt og peber og muslingerne tilsættes og damper under låg i ca. 5 minutter, eller til de har åbnet sig. Rør rundt i gryden et par gange. Muslingerne anrettes, husk at kassere evt. lukkede muslinger.
Server de lune muslinger med brød og evt. en salat til.
Først – stort tillykke med den nye blogside – hvor er den flot. Meget let at læse. Muslingerne er så delikate, kan lige forestille mig hvordan retten smager.
Mange hilsner Charlotte
Jeg glemte at skrive flg. Jeg kender en del der ikke bryder sig muslinger. De er blevet “omvendt” på denne måde. Jeg lægger et godt læs rå muslinger i røgeovnen, lægger låget på, efter ganske få minutter har de åbnet sig og smager skønt. Der er en rigtig lækker måde for dem som ikke kan lide muslinger – og for os andre også:-).
Mange hilsner Charlotte
Charlotte – Det lyder som en helt perfekt måde at lave muslinger på, den skal bestemt afprøves til sommer, når røgeovnen kommer frem. Og mange tak for kommentaren til mit nye design – men det kræver lige lidt tilvænning:-)
Mange hilsner fra
Anne.
Åååh ja muslinger. Yndlingsspisen. Oplevede dem første gang på en restaurant i Belgien hvor de blev smækket på bordet i en stor gryde og med en kæmpe skål fritter ved siden af… og så var det ellers bare at tage for sig af retterne og dyppe dyppe i deres fantastiske citron mayonæse (Yummmm) 🙂
Muslinger er helt fantastiske og jeg elsker dem. Er så glad for, at jeg også har lært kæresten at spise dem, men det var nu egentlig ikke fordi det var så svært, for han havde ikke noget imod dem, han havde bare aldrig rigtig spist dem før han mødte mig:-)
lækkert nyt design!
Sisse-Sofie – Mange tak. Jeg er også rigtig glad for det, men det kræver lige lidt tilvænning:-)
Mange hilsner fra
Anne.
Sikke da en fin side du har fået dig 🙂
KH
Birthe
Birthe – Mange tak, det kræver lige lidt øvelse at vænne sig til det nye, men jeg øver mig:-)
Kærlig hilsen
Anne.