Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Hybenmarmelade med vanilje.

15 kommentarer
Syltning
Gå direkte til opskriften

I august og september, når alle de smukke og velduftende, lyserøde hybenroser har forvandlet sig til store, orange-røde frugter, er det tid til at lave hybenmarmelade. Hybenmarmelade er vist ikke længere så brugt, som det har været, men det smager fuldstændig fantastisk og det er fyldt med C-vitaminer. Og så må man jo heller ikke glemme hyggen ved at gå rundt med en kurv og plukke de fine frugter.

Se også – Hyldebærsaft I Æblesmør med kanel I Brombærmarmelade

Hjemmelavet hybenmarmelade.

I weekenden kørte vi en tur til Randbøl Hede med Villy. Og mens Morten og Villy fik leget og kastet med pind i solskinnet, så gik jeg ved siden af og fik fyldt min kurv med lækre, røde æbler og en stor buket lyng. Og så plukkede jeg også en fin, lille portion hyben. Lige nok til et par glas af den lækreste, hjemmelavede marmelade med hyben, som jeg kogte, da vi kom hjem.

Jeg foretrækker en cremet hybenmarmelade. Derfor blender jeg marmeladen med en stavblender. Vil man hellere have en grovere udgave, kan man nøjes med at mose de kogte hyben let med bagsiden af en grydeske, i stedet for at findele massen med stavblenderen.

Tip! Se mine tips til rensning af hyben + lækre variationer under opskriften. 

4,16 fra 25 stemmer

Hybenmarmelade med vanilje

Kogetid25 minutter
Samlet tid45 minutter
Antal: 4 dl

Ingredienser

  • 200 gr hyben (renset vægt)
  • 1,5 dl vand
  • 0,5 stk citron (eller 1 lime)
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 100 gr sukker

Fremgangsmåde

  • Fjern blomst og stilk på de friske hyben. Halver herefter frugterne og skrab de små, hvide kerner ud. Skyl til sidst de rensede hyben i koldt vand.
  • Kom hyben, vand og citronsaft i en gryde og bring gryden i kog. Lad blandingen koge ved svag varme under låg i ca 25 minutter, indtil frugten er kogt mør.
  • Tag gryden af varmen og blend marmeladen med en stavblender, så de groveste hybenstykker findeles og marmeladen bliver cremet.
  • Sæt gryden tilbage på komfuret, tilsæt vanilje og sukker, og lad marmeladen koge i ca. 5 minutter, indtil konsistensen tykner let.
  • Marmeladen bliver tykkere, når den afkøles. Bliver den alligevel ikke tyk nok, kan du røre ½ tsk. geleringspulver ud i 1 tsk. sukker og tilsætte marmeladen. Lad den herefter koge i ca.1 minut og marmeladen er klar.
  • Hæld den færdige marmelade på skoldede og evt. atamon- eller alkoholskyllede syltetøjsglas. Sæt låg på glassene og opbevar et mørkt sted, fx et skab.

 

Noter.

 
Det kan være lidt bøvlet, at få de modne hyben befriet for alle de små hvide kerner, men hvis du halverer dine hyben, og herefter fryser dem, så går det lidt nemmere at fjerne kernerne. 
 

 

Tips til variationer.

Hybenmarmeladen kan tilføjes forskellige former for smagsgivere. Fx revne æbler eller gulerødder. Det smager virkelig godt og kan desuden være en fordel, hvis man slet ikke har tålmodighed til at fjerne de små frø og derfor kun får en lille portion rensede hyben ud af besværet.

Jeg valgte dog at lave en portion ren hybenmarmelade der kun blev smagt til med vanilje, limesaft og så sukker selvfølgelig. Limesaften kan i øvrigt snildt erstattes af citron- eller appelsinsaft, hvis man er mere til det. Jeg synes bare, at marmeladen behøver lidt lidt syre.

Plukning og rensning af hyben.

Hyben er ikke så omstændelige at få fat i. De er nemme at plukke, og de vokser vildt rigtig mange steder i Danmark. Ikke mindst langs strandene. Så man skal faktisk være mere end almindelig uheldig, hvis ikke man kan finde en hybenbusk.

Desværre indeholder de smukke, røde frugter en helt masse små, hvid og gule frø. Og de skal altså fjernes, inden man kan koge marmelade. Der findes flere forskellige måder at fjerne de små, genstridige frø på. Jeg selv foretrækker at tage et par engangshandsker på og halvere mine hyben. Herefter kan frøene fjernes ved hjælp af fingerspidserne.

Et andet trick er at skære frugtkødet fri fra frøene med en lille skarp kniv. Det kræver dog, at man har fundet nogle hyben, som ikke er alt for overmodne. I det hele taget kan det anbefales, at gå efter de let orange frugter, når der skal plukkes hyben. For jo rødere de er, des mere modne er de. Og det gør det unægtelig en smule sværere, at fjerne de små frø.

Endelig har jeg hørt om en metode, der går ud på at halvere frugterne og efterfølgende fryse dem ned. Så skulle det være nemt bare at “ryste” kernerne ud af de dybfrosne og hårde hyben. Jeg har ikke selv prøvet det, men det er da et forsøg værd.

Subscribe
Notify of
15 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Lise Grosen
8 år siden

Uhm! Hybenmarmelade er bare noget af det bedste! Kan sagtens følge dig i at turen ud og samle dem er en særlig del af charmen ved hybenmarmelade 🙂

Elsebeth
8 år siden

Du er sent ude – her er alle hyben for længst mørkerøde og fulde af orm. Sidste år fik jeg lidt for sent plukket en ekstra portion, som var for modne til at rense for kløpulver. De blev kogt med lidt vand og citron, hvorefter det hele blev kørt gennem en si. Den dejlige puré røg i fryseren til en gang hybensuppe – med flødeskum på toppen.
Jeg vælter i store flotte vilde brombær og har plukket og plukket, bagt forskellige kager med masser af brombær og frosset til syltetøj og flere kager. Og sørme om der ikke i dag er en masse kæmpestore bær igen – dem snupper jeg lige …

Frederikke
5 år siden

Du fik mig pludselig til at få lyst til noget hyben:-) Tak for din gode opskrift. Ved du hvordan man laver hybenpulver af hyben samt hvornår hyben er bedst egnet til marmelade? Tænker c vitamin og mange af de gavnlige egenskaber som beskrevet på castorolie.dk/hybenpulver også gør sig gældende i marmeladen. Vil bare gerne sikre mig at få høstet på bedst mulige tidspunkt, så de ikke er fulde af orm og ej heller hårde og uspiselige. Du har lavet en skøn blog 😀

Henrik TC
5 år siden

Tak for opskrift!
Man kan gøre det lidt nemmere for sig selv at rense hyben ved at blende dem først,,, så flyder kernerne ovenpå vandet og er lige til at “skumme” af;)

Lisbeth Andersen
5 år siden

Tak for opskriften. Jeg er lige blevet færdig med at lave marmeladen! Ud af 300 g hyben, fik jeg dog kun 2 små glas. Har fulgt opskriften til punkt og prikke! Min marmelade er heller ikke så køn orange som din, men det skyldes sikkert vanilje pulveret., men det har du jo også brugt? Glæder mig til at smage den i morgen tidligt😀

Jennie
4 år siden

Hvor længe kan den holde sig i uåbnet glas? 🙂

Jan S. Lehdenfeldt
1 år siden

5 stars
Jeg renser mine hyben ved at give dem en kort tur i foodprocessoren. Derefter smider jeg det hele i et stort fad med koldt vand. Frøene/kernerne flyder ovenpå og kan derefter “skummes af”, som når man skummer suppe!

Jan S. Lehdenfeldt
1 år siden

Fjerner selvfølgelig først blomst og stilk😉