Jeg er vild med hjemmelavede islagkager. Især den slags, hvor isen kombineres med en saftig mandel- eller nøddebund, så man både får lidt is og lidt kage. Og sådan en islagkage med skildpadder og karamel sauce har jeg lavet i dag. En fantastisk dessert, som jeg glæder mig meget til at spise et stykke af senere.
Opskrift på islagkage med skildpadder.
Jeg har tidligere lavet islagkager med hhv. daim og toblerone. Så det var jo et spørgsmål om tid, før jeg nåede til en variation med chokolade skildpadder. De store skildpadder blev hakket og vendt sammen med iscremen, men for at få ekstra smag af rom-karamel, tilsatte jeg også karamelsauce rørt sammen med lidt rom. Hold nu op en skøn duft der bredte sig i køkkenet imens.
Jeg vendte halvdelen af karamelsaucen i isen og fordelte den anden halvdel på toppen af islagkagen. Skal kagen ikke være for sød, så kan man evt. nøjes med karamelsauce på toppen, og man kan faktisk også helt udelade det. Men efter min mening er karamelcremen noget af det bedste i en chokolade skildpadde, så det kan jeg ikke få for meget af. Heller ikke i en skildpadde islagkage.
Tip! Se også mine bedste tips til islagkage med skildpadder under opskriften.
Islagkage med skildpadder og karamel
Ingredienser
Mandelbund
- 3 æggehvider
- 150 gr sukker
- 150 gr mandler (hasselnødder kan også bruges)
Skildpadde is
- 3 æggeblommer (evt. past. æggeblommer)
- 50 gr sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 3 dl piskefløde
- 6 kæmpe skildpadder®
Desuden
- kageplast (kan udelades)
- 1 dl karamelsauce (eller dulce de leche)
- 1 spsk romessens/aroma (eller mørk rom)
- 8 mini skildpadder®
Fremgangsmåde
Nøddebund
- Kom æggehviderne i en skål og pisk dem helt stive. Tilsæt sukkeret og pisk til en glat marengs.
- Hak mandlerne, og vend dem sammen med marengsmassen.
- Læg et stykke bagepapir i spænd i bunden af en springform (ca. 18-20 cm), og fordel marengsmassen heri.
- Bag bunden ved 175 °C (varmluft) i ca. 30 minutter, til den er fint hævet.
- Afkøl bunden. Tryk den herefter let sammen.
Skildpadde is
- Kom æggeblommer, sukker og vanilje i en skål og pisk det sammen til en luftig æggesnaps. I en anden skål piskes fløden til skum.
- Hak kæmpe skildpadderne med en kniv.
- Vend æggesnaps og flødeskum sammen. Tilsæt herefter skildpadder og rør rundt, til skildpadderne er godt fordelt i iscremen.
- Rør karamelsauce sammen med romessens eller rom efter smag.
- Hæld halvdelen af karamelsaucen i iscremen og vend forsigtigt rundt, så der dannes fine karamelstriber.
- Læg kageplastik langs indersiden af springformen (ovenpå mandelbunden).
- Fordel iscremen i formen ovenpå mandelbunden. Hæld resten af karamelsaucen på toppen og vend forsigtigt rundt med en ske, så karamellen fordeles let.
- Frys islagkagen i minimum 6 timer men gerne længere. Fx natten over.
- Tag islagkagen ud af fryseren og fjern springformen. Placér kagen på et fad og fjern kageplasten. Isen skal kun stå kort, inden den kan skæres.
- Pynt med mini skildpadder og server.
- Evt. rester kan gemmes i fryseren i minimum 3 måneder, men ofte længere. Islagkagen kan ligeledes laves i god tid og opbevares i fryseren.
Noter til opskriften.
I stedet for mini skildpadder kan islagkagen pyntes med grofthakket chokolade inden servering. Man kan også udelade pynt og i stedet komme lidt ekstra karamelsauce på toppen.Tips til variationer.
Jeg er vild med den saftige mandelbund, som også helt fint kan laves med hakkede hasselnødder. Men skal det være uden mandler/nødder, så prøv med en marengsbund i stedet for. Du kan også tilsætte grofthakket chokolade til mandelbunden, hvis islagkagen godt må smage endnu mere af chokolade.
Du bestemmer selv, om du vil bruge ægte rom eller romessens (rom aroma) til opskriften. Det er meget lidt rom, der skal bruges, men vil du være helt sikker på, at kagen kan spises af alle, så kan det være en god ide at bruge essens fremfor ægte rom. Da jeg var barn, gik man ikke så meget op i den slags, og vi fik både lagkager, hvor bundene var stænket med portvin, og fromager lavet med ægte rom 🙈
Se også >> Daim islagkage I Baileys islagkage I Toblerone islagkage
Lav islagkagen i god tid.
En islagkage er jo en oplagt dessert til fester og gæstemiddage, fx nytårsaften, hvis man gerne vil forberede en del af maden i god tid. Den skal jo helst stå i fryseren i minimum 6 timer, men også gerne natten over, så den kan nå at blive helt gennemfrossen. Og den tager heller ikke skade af at stå i fryseren i nogle dage eller uger.
Faktisk kan man uden problemer lade en islagkage stå i fryseren i op til 3 måneder. Den skal bare pakkes godt ind, så den ikke tager smag fra nogle af de andre madvarer i fryseren. Den kan formentlig også opbevares i længere tid end 3 måneder, men den er selvfølgelig mest lækker, når den er nogenlunde frisklavet, og ikke er fyldt med iskrystaller. Så hvis islagkagen skal bruges til en fest, eller serveres for gæster, så anbefaler jeg, at den laves max 3 måneder i forvejen.
Hej, Jeg vil så gerne prøve at lave en af dine islagkager, da jeg skal holde stor havefest i August. Men jeg er i tvivl om hvad jeg kan ¨pakke¨ islagkagen ind i, i fryseren??? Har du nogle gode fif??
Charlotte – Hvis du har muligvis for at beholde den i springformen, så kan det sagtens lade sig gøre. Så skal du bare dække springformen til med film. Alternativet kunne være en stor kagedåse eller plastbøtte med låg, så kagen ikke risikerer at få stød og blive deform af de øvrige madvarer i fryseren 😀