Nu er vi igen nået den tid på året, hvor det kan være rart at varme sig på en varm skål suppe til aftensmad. Og selvom det kan være svært at vælge, for der er jo bare så mange dejlige supper, så der er alligevel nogle stykker som går igen. Blandt andet denne her fantastisk lækre og cremede jordskokkesuppe, som jævnligt er på menuen herhjemme.
Se også – Kartoffel-porre suppe I Tomatsuppe I Karrysuppe med kylling og nudler
Lækker opskrift på jordskokkesuppe.
Jordskokker dukker op i butikkerne nogenlunde samtidig med alle de mange andre lækre rodfrugter. Så de er i sæson lige netop nu og resten af efteråret og vinteren med. Mine forældre har jordskokker i haven, så vi kan frit forsyne os. Også selvom de kan være lidt svære at grave op, når jorden bliver kold og hård.
Jeg foretrækker en helt enkel suppe, hvor smagen af jordskokkerne ikke overdøves af alt for mange krydderier. Min suppe bliver derfor kun smagt til med lidt fløde, som kan udskiftes med mælk, citronsaft, muskat, salt og peber. Citronsaften kan ikke rigtigt smages. Men det lette strejf af syre virker utrolig godt sammen med suppen, som ellers kan have tendens til at blive lidt “flad” i smagen.
Tip! Se også tips til lækre toppings til suppen under opskriften.
Jordskokkesuppe
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 løg (skrællet og skåret i grove tern)
- 500 gr jordskokker (skrællede og skåret i grove tern)
- 8 dl hønse- eller grønsagsbouillon (evt. vand + bouillonterning)
- 1½ dl mælk
- ½ dl madlavnings- eller piskefløde (kan erstattes af mælk)
- 2 spsk citronsaft
- 1 nip revet muskatnød
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Varm olien op i en stor gryde og sauter løgene heri. Tilsæt jordskokker og bouillon og bring gryden i kog under låg.
- Lad suppen simre i ca. 25 minutter til jordskokkerne er møre. Tag suppen af varmen og blend den jævn og glat med en stavblender.
- Sæt gryden tilbage på komfuret og tilsæt mælk og fløde. Smag til med citronsaft, revet muskatnød, salt og peber og varm suppen igennem.
- Server med rugbrødscroutoner eller bacondrys, friskhakket persille og godt brød.
Rengøring af jordskokker.
Jordskokker varierer meget i størrelsen og det er klart, at det er nemmest at skrælle de store. Men hvis ellers jordskokkerne er nogenlunde friskopgravede, så behøver man faktisk ikke være så grundig med kartoffelskrælleren. Man kan i stedet nøjes med bare at skrubbe knoldene grundigt.
Jordskokkerne kan være lidt knoldede og grimme at se på. Men når først skrællen er væk, kommer man ind til den fineste, hvide rod med en lækker, nøddeagtig smag. Og det er lige præcis den smag, som er med til at gøre jordskokkesuppe så lækkert.
Det er klart, at hvis man ønsker en meget hvid suppe, så skal det meste af skrællen fjernes. Men smagsmæssigt er der nu ikke den store forskel.
Lækre toppings.
Vi spiser gerne ristet bacon og/eller sprøde rugbrødscroutoner ovenpå jordskokkesuppen. Og også gerne et drys friskhakket persille fra haven. Hvor er jeg glad for, at min persille stadig står så fint. Det giver bare det lille ekstra, når man kan pynte maden med et fint, grønt drys.
Persillen kan dog sagtens erstattes af en fin, lysegrøn persilleolie, hvis det skal se lidt mere avanceret ud. Persilleolie er desuden supernemt at lave, for det kræver bare, at man blender olie og persille. Fx i en minihakker eller med en stavblender.
Croutonerne laver jeg af rugbrød, som bliver skåret i firkanter, vendt med lidt olie og salt og bagt sprødt i ovnen. Præcis ligesom når jeg laver sprøde rugbrødschips med havsalt. Har man en brændeovn, kan man også bare skære et par skiver rugbrød i tern og lægge dem i en skål ovenpå brændeovnen. Efter nogle timer har man de lækreste, sprøde rugbrødscroutoner.