Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Blødt og svampet kanelbrød…

6 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

I anledning af at weekenden stod for døren, bagte jeg i fredags et lækkert og svampet kanelbrød. Sådan et brød er nærmest en hybrid mellem kanelsnegle og franskbrød, men altså mest til kagesiden, så jeg forsøger at begrænse den slags til weekenderne. I weekenden er det til gengæld helt perfekt som et lille sødt indslag på morgenbordet i stedet for morgenkager og spiser man det ikke til morgenmad, er det også lækkert at nyde en rigtig tyk skive til en kop te i løbet af dagen. Synes man alligevel, at det bliver lidt for usundt, har jeg på et tidspunkt udviklet en lidt sundere udgave af kanelbrødet, nemlig et fuldkorns-kanelbrød, hvor jeg blandt andet udskiftede det traditionelle smørfyld med æblemos og brugte lidt fuldkornsmel.

Vi har spist brødet til morgenmad både lørdag og søndag morgen sammen med blødkogte æg, lækkert rugbrød, frisk frugt og en skøn juice med appelsin, blodappelsin og lyserød grapefrugt, som Innocent har sendt mig en smagsprøve på. Den smager fuldstændig som friskpresset appelsinjuice og så har den en lille bitte snert af grape til sidst – helt fantastisk frisk og lækker morgenjuice, som nok skal blive en fast gæst på morgenbordet herhjemme, når vi ikke lige presser vores juice selv.

I dag har vi sovet længe og nydt den ekstra time, som omstillingen til vintertid har foræret os. Efter morgenmad kørte vi en tur i Legoland og gik en lille tur rundt, prøvede et par forlystelser og fik “takket af” for i år (vi har jo sæsonpas). Derefter fik vi handlet ind, inden vi gik en tur med Villy i en stor hundeskov. Nu sidder jeg lidt ved computeren, inden jeg skal have bikset lidt aftensmad sammen til os, og Morten og Villy har bemægtiget sig den ene sofa og ser fodbold. Perfekt afslutning på en dejlig weekend og nu er der under en uge til vi skal til New York.

5 fra 3 stemmer

Kanelbrød

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Hæve- og bagetid2 timer 30 minutter
Samlet tid3 timer
Antal: 10 skiver

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 50 gr sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 2 æg
  • 50 gr blødt smør
  • 400 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre mel)

Kanelremonce

  • 75 gr blødt smør
  • 150 gr sukker
  • 2 spsk stødt kanel
  • evt. perlesukker og hakkede nødder til pynt

Fremgangsmåde

  • Lun mælken og opløs gæren i blandingen. Tilsæt sukker, salt, æg, smør og mel og ælt det hele sammen til en blank og smidig dej. Måske skal der bruges lidt mere eller mindre mel.
  • Bruger man en køkkenmaskine, kommes alle ingredienserne i røreskålen og dejen samles med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
  • Rør blødt smør, sukker og kanel sammen til kanelremonce.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til et rektangel med nogenlunde samme bredde som den franskbrødsform, som brødet skal bages i.
  • Smør kanelremonce på dejen og rul rektanglet sammen til en roulade ved først at folde enderne ca. 3 cm ind og derpå rulle dejen helt sammen. Dermed lukkes enderne til, så remoncen ikke flyder ud under bagningen.
  • Placer rouladen med sammenføjningen nedad i en mellemstor franskbrødsform foret med bagepapir. Klip nogle små snit med en saks i toppen af rouladen - skiftevis i højre og venstre side. Det giver et fint kig til kanelfyldet, når brødet er færdigbagt.
  • Lad brødet efterhæve i ca 30 minutter. Pensl herefter med vand og drys evt. med perlesukker og hakkede nødder.
  • Bag brødet ved 200 °C (alm. ovnfunktion - ikke varmluft) i 15 minutter. Herefter dækkes brødet til med stanniol og bages i yderligere 30-40 minutter ved 200 °C (alm. ovnfunktion - ikke varmluft) til brødet er gennembagt og gyldenbrunt. Bagetiden afhænger lidt af formens størrelse og dermed dejens tykkelse.
  • Tag brødet ud af formen og lad det køle af på risten. Server gerne lunt.
I stedet for perlesukker og hakkede nødder eller mandler, kan man pynte det færdigbagte og afkølede brød med hvid glasur eller smeltet chokolade. 
Subscribe
Notify of
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Elsebeth
9 år siden

Kan man mon snart få et par gode billeder af Villy – selvom kanelbrødet ser godt ud! Han ligner sådan en bette fyr, jeg kunne tænke mig …
Elsebeth

Anja
7 år siden

Er det korrekt at brødet skal bage 1 time i alt? Lyder umiddelbart af meget.

Anja
6 år siden

Er nu afprøvet og smager skønt. Blev dog lidt mørkt i bunden og lidt til den tørre side, men det afhænger nok også af ovnen. Skal prøves igen- med lidt afkortet bagetid 😉