En rigtig snasket, hjemmelavet kanelstang med remonce og creme hører til blandt mine absolutte favoritter, når det kommer til kringler. I det hele taget kan bagværk med kanel jo bare noget helt særligt. Og jeg siger i hvert fald sjældent nej til kanelsnegle, kanelsnurrer eller et stykke kanelstang med kanel, remonce og vaniljecreme.
Se også – Kanelsnegle muffins I Kanelsnurrer I Fødselsdagskringle med remonce
Hjemmelavet kanelstang med remonce og creme.
Jeg kan lige så godt indrømme, at selvom jeg er glad for en kanelstang, så bager jeg langt oftere både kanelsnegle og kanelsnurrer. Men en kanelstang eller kringle emmer jo bare langt væk af kaffebord, hygge og bedstemødre. Har de fleste af os ikke haft en mormor eller farmor, der kunne et eller andet med kringler? Så når jeg endelig bager kanelstænger, så laver jeg som regel 2. Og så smider jeg den ene i fryseren.
Jeg synes, det er lidt hyggeligt at vide, at der ligger lækkert bagværk parat i fryseren. Og som blot venter på uventede gæster, eller at den søde tand skal melde sig. Det er mit indre egern, der rører på sig, når det gælder om at skabe forråd og samle til huse.
Tip! Se også mine bedste tips til variationer og hævning af kanelstangen under opskriften.
Kanelstang
Ingredienser
- 1,75 dl mælk (lillefingervarmt
- ½ pk gær
- 40 gr sukker
- ½ tsk groft salt
- 1 tsk stødt kardemomme (kan udelades)
- 1 æg
- 450 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
- 25 gr smør (smeltet)
Kanelremonce
- 100 gr blødt smør
- 100 gr sukker
- 3 tsk stødt kanel
Desuden
- 4 dl vaniljecreme (gerne hjemmelavet vaniljecreme)
- perlesukker og hakkede nødder til pynt
Fremgangsmåde
- Hæld mælken op i en skål og udrør gæren heri.
- Tilsæt sukker, salt, kardemomme, æg, hvedemel og smeltet smør og ælt til en blank og smidig dej.
- Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
- Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca 1 time.
- Imens røres blødt smør, sukker og 2-3 tsk. stødt kanel sammen til kanelremonce.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 2 lige store stykker. Rul hvert stykke ud til et rektangel med en tykkelse på ca 1 cm.
- På midten af hvert rektangel fordeles først kanelremoncen og derpå vaniljecremen i en stribe.
- Fold enderne af dejen ind over fyldet (ca 2-3 cm), så der er lukket af for enderne. Skær herefter siderne af dejen i skrå strimler (ca 2 cm brede) men uden at skære helt ind til fyldet. Fold skiftevis en strimmel fra højre og venstre side ind over fyldet, så der fremkommer et fint, flettet mønster.
- Man kan også folde kringlerne sammen på "gammeldags" vis ved at folde enderne af dejen ind over fyldet. Derefter lægges først den ene langside og derefter den anden langside af dejen ind over kanelfyld og creme, så fyldet er lukket inde.
- Læg kringlerne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket i ca 30 minutter.
- Pensl dejen med vand, mælk eller sammenpisket æg og drys med perlesukker og hakkede nødder eller mandler.
- Bag kringlerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 15-20 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
- Afkøl kringlerne på bageristen og server dem gerne lune.
- En kringle er bedst, samme dag som den er bagt. Den kan dog lunes i ovn eller på brødrister dagen derpå. Kringlen er desuden fryseegnet.
Lækre variationer.
Jeg fylder kanelstangen med vaniljecreme og kanelremonce. Stort set den samme slags remonce, som bruges til kanelsnegle og kanelsnurrer. Men hvor noget af remoncen har det med at undslippe kanelsneglene under bagningen, så bliver alt fyldet indeni kringlerne. Og det kan vi jo godt lide.
Vaniljecremen laves efter samme opskrift som jeg bruger, når jeg laver creme til fastelavnsboller. Det er ret nemt at lave sin egen vaniljecremen, men har man ikke mulighed for selv at koge cremen, så kan den udelades. Og den kan også erstattes af ½ brev kagecreme-pulver rørt op med mælk.
Fyldet i kanelstangen kan i øvrigt varieres i det uendelige. Og der behøver jo ikke nødvendigvis være kanel involveret. En klassisk remonce lavet på smør og sukker, eller en marcipanremonce på lige dele smør, sukker og marcipan er superlækkert. Man kan også lave en stang med pistaciemasse. Og man kan kombinere remonce med grofthakket chokolade eller frugt, fx rabarberstykker eller æbler skåret i tynde skiver.
Lav en fin, flettet stang.
Jeg synes, det ser noget så fint ud, hvis en kanelstang er flettet. Man fletter stangen fuldstændig på samme måde, som man fletter en skinkestang, hvilket måske er en smule omstændeligt og tager lidt længere tid. Til gengæld er kanelstangen rigtig pæn, når den er færdigbagt og drysset med perlesukker og nødder eller pyntet med glasur.
Min egen mormor, og farmor for den sags skyld, formede som regel kringler og stænger på gammeldags manér. Det vil sige, at de rullede dejen ud og lagde fyldet på midten, hvorefter enderne blev lukket til og de to langsider blev foldet hen over fyldet. Navnlig min mormor havde ikke tålmodighed til at stå og “fedte så længe med så lidt”, når hun skulle videre i teksten. Men fint ser det altså ud, hvis man fletter kanelstængerne.
Hævning med damp.
Vil man gerne bage en ekstra let og luftig kanelstang, så kan jeg anbefale at lade den efterhæve ved damp i ovnen. Og det kræver faktisk ikke engang, at man har en eller anden fancy dampovn. Jeg lader altid dejen efterhæve ved damp, når jeg bager varme hveder, burgerboller og andet bagværk, som gerne må være lidt luftigt i det. Og det er virkelig effektivt og ret simpelt.
Dejen skal først hæve i en skål på vanlig vis. Herefter formes dejen – i det her tilfælde til en kanelstang, som lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Efterfølgende sættes bagepladen i en SLUKKET ovn. I bunden af ovnen stilles en varmefast skål eller et fad, som fyldes med kogende vand fra elkedlen. Afslutningsvist lukkes ovnlågen, og så får dejen lov til at stå og efterhæve ca 30 minutter i den varme damp.
Når hævetiden er overstået, tages pladen forsigtigt ud. Dejen er nu blevet helt blød, fordi gæren er udnyttet til det maksimale. Man skal derfor være lidt forsigtig, så dejen ikke falder sammen. Skålen med vand i bunden af ovnen tages ud – det skal ikke bruges mere. Og så følger man ellers bare opskriften ift. temperatur og bagetid.