Min blog skal vist snart omdøbes fra madblog til kage- og bageblog, for nu kommer der endnu en kageopskrift. En virkelig dejlig og sommerlækker kirsebærtærte, som jeg bagte forleden dag og som vi fik til dessert med en kugle vaniljeis til.
Nem opskrift på kirsebærtærte.
Jeg har faktisk ikke tidligere lavet en kirsebærtærte. Men jeg elsker kirsebær og har tit haft lyst til at bage en tærte med dem. Så da jeg forleden spottede en bakke skønne, mørkerøde kirsebær, var der ikke langt fra tanke til handling. Bærrene røg straks i kurven. Samt en ekstra bakke, som jeg kunne spise af undervejs. Ellers var der nemlig aldrig blevet kirsebær tilovers til tærten.
Selvom jeg ikke har lavet kirsebærtærte, så har jeg for nyligt bagt en rabarbertærte. Den opskrift tog jeg udgangspunkt i og så gik det ret nemt. Der er jo ikke den store forskel på en tærte med kirsebær og en tærte med rabarber. Eller frugttærter i det hele taget. Og så smager de jo helt fantastisk og kan varieres med alle mulige former for frugter og bær. Det er bare med at bruge sæsonens frugt.
Andre skønne frugttærter >> Rabarbertærte I Æbletærte I Pæretærte I Blommetærte
Tærte med kirsebær
Ingredienser
- 250 gr hvedemel (samt lidt til udrulning)
- 100 gr koldt smør
- 1 nip salt
- 2 spsk sukker
- 4-5 spsk vand
Kirsebærfyld
- 500 gr kirsebær
- 75 gr sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 3 spsk kartoffelmel
- sammenpisket æg og perlesukker til pynt
Fremgangsmåde
- Kom melet i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt salt, sukker og vand og saml hurtigt dejen med fingrene. Virker dejen meget tør, så tilsæt en smule mere vand.
- Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
- Lad dejen hvile på køl i ca 30 minutter.
- Den afkølede dej rulles ud til en stor cirkel (ca 3-4 mm tykkelse) på et meldrysset bord. Beklæd en tærteform (ca 20 cm i diameter) med dejen. Skær kanterne til med en kniv og saml overskudsdejen til en kugle.
- Prik tærtebunden jævnt med en gaffel.
- Udsten kirsebærrene og kom dem i en skål. Tilsæt sukker, vanilje og kartoffelmel og rør rundt, så det hele blandes godt. Fordel kirsebærfyldet i tærtebunden i et jævnt lag.
- Rul den overskydende dej tyndt ud og skær dejen 1-1½ cm tykke strimler. Flet strimlerne i et gitter ovenpå kirsebærrene og skær enderne pænt til.
- Pensl gitteret med sammenpisket æg og drys evt. med perlesukker.
- Bag tærten ved 175 °C (alm ovnfunktion) i 35-40 minutter, indtil overfladen er fint gyldenbrun.
- Lad tærten afkøle på bageristen og server den lun med creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum.
- Tærten er bedst, når den er relativt nybagt, men den kan sagtens fryses og blot lunes inden servering.
Skønne variationer.
Opskriften på selve mørdejen er oprindeligt “planket” direkte fra min opskrift på amerikansk apple pie. Det er en rigtig god dej, som både er nem at lave og nem at arbejde med. Har man selv en rigtig god opskrift på en god mørdej, så kan man også sagtens bruge den.
Vil man udskifte kirsebær med andre former for frugt eller bær, så er det heller ikke noget problem. Vær dog opmærksom på, hvorvidt der er tale om søde eller syrlige frugter. Jeg bruger eksempelvis 100-125 gr sukker til fyldet, når jeg bager tærter med rabarber, hvorimod jeg kun bruger 75 gr sukker, når der er tale om søde bær som kirsebær, jordbær og lignende.
På samme måde skal man også være opmærksom på mængden af kartoffelmel, som bruges til fyldet. Kartoffelmelet hjælper med til at jævne ganske let, når frugter og bær bages i ovnen og afgiver saft. Ved at bruge lidt kartoffelmel undgår man, at den færdige tærte er fyldt med flydende frugtsaft i bunden, når den skæres ud. Til meget saftige frugter og bær (samt optøet frugt) anbefaler jeg 3 spsk kartoffelmel. Til mindre saftige frugter, fx rabarber, æbler, pærer og lignende kan man nøjes med 1-2 spsk kartoffelmel.
Endelig kan man lege lidt med krydderierne. Bager man eksempelvis æbletærte, pæretærte eller blommetærte, synes jeg, det er skønt at tilsætte varme krydderier som nelliker, kanel, kardemomme, allehånde og lignende. Er der derimod tale om en jordbær-, nektarin- eller kirsebærtærte, foretrækker jeg at nøjes med vanilje og måske lidt citron- eller appelsinskal. Men det er jo op til den enkelte.
Hej tjek lige teksten under punkt 9, i fremgangsmåden der er en lille smutter 🙂
Tina – Ups, ja det har du da helt ret i 🙂 Det er hermed blevet rettet og tusind tak fordi du lige gjorde mig opmærksom på det 🙂