Jeg prioriterer temmelig højt, at vi har 1-2 kødløse dage hver uge, hvor der serveres 100 % vegetarisk, eller i hvert fald 90 % vegetarisk mad til aftensmad. Med 90 % menes, at jeg ikke har problemer med, at der bruges lidt sprødstegte chorizotern som drys på en grønsagssuppe eller en lille rest hamburgerryg, der skæres i mindre tern og bruges som fyld i en portion madmuffins som tilbehør til vegetarmaden eller lignende, men som udgangspunkt er måltidet altså uden kød. Denne prioritering er ikke kun set ud fra et rent sundhedsmæssigt syn, men også fordi jeg helst vil købe kød af en ordentlig kvalitet og det koster altså lidt penge, så vi prioriterer nogle gange “lidt men godt”. Derudover synes jeg, at der findes så mange forskellige slags grønne og kødløse retter, som smager super godt og dem vil jeg gerne lave engang imellem.
Det hænder selvfølgelig ofte, at de vegetariske måltider kommer til at bestå af diverse supper, tærter, gratin, grønne lasagner og lign. men indimellem synes jeg også, at det er også sjovt at eksperimentere med klassiske kødretter lavet efter vegetarmetoden og det er lige præcis hvad disse her frikadeller, som er lavet på blomkål, er. Ideen til dem opstod forleden aften, da vi kun havde spist ca. halvdelen af det enorme blomkål, som jeg havde kogt til aftensmad og i stedet for at bruge det i en traditionel blomkålsgratin, kom jeg i stedet i tanker om, at jeg ville prøve at lave det om til en form for frikadeller, som kunne steges på panden.
Frikadellerne blev faktisk virkeligt gode. De smager selvfølgelig af blomkål, men nu går jeg heller ikke ind for, at man skal camouflere smagen af grønsager helt og aldeles og jeg forventer ikke, at en blomkålsfrikadelle smager som en almindelig, gammeldags frikadelle. Dellerne er både lækre og sprøde på overfladen, med en fin smag af løg og en snert af muskat og så giver stegningen dem altså bare den fineste, nøddeagtige smag af bagt blomkål, eller måske nærmere blomkålsgratin, som jeg synes er helt suveræn.
I denne omgang kom blomkålsfrikadellerne til at fungere som tilbehør, for vi spiste dem sammen med kogt hamburgerryg med dampede grønsager og flødestuvede kartofler med timian. En anden gang kunne jeg dog sagtens finde på at lade blomkålsfrikadellerne udgøre hele hovedretten og eksempelvis servere dem med persillesauce og kogte kartofler eller måske bare med godt brød, en lækker salat og en kold dressing.
Skulle der blive blomkålsfrikadeller til overs, smager de i øvrigt virkelig godt kolde, så det er oplagt at snuppe et par stykker med i madpakken eller bare i forbifarten, hvis man er lidt småsulten. De mætter usædvanligt godt og ligger ikke alt for tungt i maven, så måske som en lille bid inden træning.
Blomkålsfrikadeller
Ingredienser
- 1 lille blomkål (kogt)
- 1 løg (revet)
- 1 æg
- 2 spsk hvedemel
- 3 spsk rasp
- ½ tsk revet muskatnød
- olie eller smør til stegning
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Mos blomkålen med en gaffel. Afgiver kålen meget væde, så hæld det fra.
- Rør mosen sammen med løg, æg, hvedemel, rasp, muskatnød, salt og peber til en formbar konsistens. Måske skal der bruges lidt mere eller mindre hvedemel/rasp.
- Opvarm olie eller smør på en pande.
- Form blomkålsfrikadellerne vha. en spiseske og steg dem i 3-4 minutter på hver side på panden, indtil de bliver lysebrune og sprøde.
- Server blomkålsfrikadellerne som tilbehør eller selvstændig hovedret med kartofler eller salat til.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Frikadellerne kan desuden fryses.
Tak for en skøn opskrift!
Kæmpe hit herhjemme, lavede dem sammen med kartofler og kyllingefrikadeller, som min søn ellers elsker, men disse overhalede med længder og var det eneste der blev spist op den dag 😉
Christina – Uhhh, det lyder som om der er fundet en grøn favorit – vi er også selv ret glade for blomkålsfrikadellerne herhjemme 😀
God søndag til dig og din familie.
Koger du blomkålet inden du moser det?
Tanja – Ja 🙂 Som jeg har skrevet i opskriften, så skal der bruges ½-1 kogt blomkål 🙂
Kan de fryses?
LJiljana – Ja, det kan de godt, hvis du er lidt forsigtig, så de ikke går i stykker. Frys dem evt. ned i en bøtte 🙂
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine.
Mine frikadeller hænger næsten ikke sammen, puttede endda ekstra æg og mel i? Jeg havde bagt blomkålen, men det skulle jo netop få mere væde ud af kålen? Hvad mon det skyldes??
Charlotte – Jeg kunne faktisk godt forestille mig, at det netop er fordi, du har bagt blomkålen, at det driller. Den får jo en let “skorpe”, når den bages, og får dermed sværere ved at samles med de andre ingredienser. Lidt som hvis du forestiller dig, at du skulle lave en portion kartoffelmos med ristede kartoffelbåde i stedet for kogte kartofler. Det ville også være meget sværere, at få de ristede kartofler med stegeskorpe samlet til en blød og cremet mos 🙂