Som udgangspunkt er jeg egentlig ret overbevist om, at de her store, luftige og bløde chokoladeboller er verdens bedste og det er da også den udgave, jeg som oftest ender med at bage. Men engang imellem skal der altså lidt variation til og i den forbindelse vil jeg godt slå et slag for min anden opskrift på chokoladeboller, nemlig denne her lækre, koldthævede variant, som er noget anderledes men absolut ikke mindre lækker.
Koldhævede chokoladeboller er super nemme at lave og modsat de lidt mere traditionelle chokoladeboller, så skal dejen hverken æltes eller formes – i hvert fald ikke i hænderne. Konsistensen på de færdige chokoladeboller bliver selvfølgelig ikke helt som de klassiske chokolade-teboller – bollerne får derimod en let sprød overflade og seje og svampede indeni. En absolut lækker konsistens, som de fleste, der kan lide koldhævet brød og italienske boller, vil være glade for og så selvfølgelig dem af os der spiser alt, bare der er chokolade i. Og apropos chokolade, så har jeg faktisk også planer om at lave en variant af chokoladebollerne med hvid chokolade, for jeg har en pose hvide chokoladeknapper liggende og jeg er ret sikker på, at det vil give et lige så lækkert resultat.
Dejen til chokoladebollerne skal hæve i køleskabet natten over – eller omkring 12 timer og gerne længere, så selvom der ikke nødvendigvis er langt fra tanke til handling, så går der altså lige lidt tid, inden man rent faktisk kan høste frugterne af sit arbejde og mæske sig i lækre og lune, friskbagte chokoladeboller. Alligevel synes jeg, at denne her opskrift er ret genial, for bortset fra den forholdsvis lange hævetid – der jo er kendetegnende for koldhævet brød – så kræver det blot et minimum af arbejde at røre dejen sammen og forme chokoladebollerne.
Man kan fx røre dejen sammen om aftenen og så bage bollerne morgenen efter, imens man selv smutter en tur på badeværelset. Efter ca 20 minutter kan man så servere varme chokoladeboller for hele familien, hvilket med garanti vil være en succes på et fødselsdagsmorgenbord, til en brunch eller måske bare på en weekendmorgen, hvor der godt må komme lidt ekstra forkælelse i form af chokolade-lækre boller på bordet.
Og kan man slet ikke vente på, at bollerne koldhæver i køleskabet i 12 timer, så kan man snyde lidt og bruge en halv pk gær i stedet for en kvart. Så skal man blot lade dejen hæve ved stuetemperatur på køkkenbordet i nogle timer, til den er vokset til noget, der ligner dobbeltstørrelse. Derefter formes og bages bollerne efter nedenstående opskrift.
Koldhævede chokoladeboller.
ca 8 stk.
1,5 dl koldt vand
1/4 pk gær
1 dl surmælksprodukt – yoghurt, tykmælk, creme fraiche osv. Kan også bare erstattes af mere vand
½ tsk salt
2 spsk sukker
75 gr mørk chokolade, knapper eller grofthakket
ca. 275 gr hvedemel
Rør gær ud i vandet og tilsæt surmælksprodukt – jeg brugte vanilleyoghurt i denne omgang – salt, sukker, chokolade og hvedemel. Rør godt sammen til en fast og let klistret dej – konsistensen skal minde om en tyk havregrød og dejen skal være i stand til nogenlunde at stå selv uden at flyde for meget ud – ellers kan bollerne god blive ret flade, når de sættes på bagepladen. Dæk skålen til med film og lad den hæve i køleskabet i 12-24 timer.
Med en spiseske dyppet i vand sættes dejen i ca. 8 lige store boller på en badeplade beklædt med bagepapir. Bollerne skal ikke efterhæve men blot bages ved 225 grader i ca. 20 minutter til de er gyldne og gennembagte. Nyd gerne bollerne lune, så chokoladen er klistret og snasket.
Note. Erstat evt. 75 gr af hvedemelet med en grovere meltype (fx grahamsmel, spelt eller fuldkornshvedemel) for en lidt grovere chokoladebolle.
Det lyder lækkert og nemt, og jeg vil bestemt prøve opskriften.
Jeg er ikke så befærdet i et køkken, så mit spørgsmål er: mon man kan variere i opskriften og bruge eksempelvis græskarkerner eller andet istedet for chokolade?
Mia – Det kan man sagtens – en koldthævet bolle er jo en koldthævet bolle, men i så tilfælde, ville jeg nok bruge 1 tsk salt i stedet for ½ tsk og desuden skære de 2 spsk sukker ned til 1 tsk sukker.
Held og lykke med projektet 😀
Er det tale om varmluft eller ej?
Står klar i køleskabet nu 🙂
Debbie – Jeg bager stort set aldrig ved varmluft, men nu har jeg også en ovn med en meget “ond” varmluftfunktion. Hvis ellers du kender din ovn, så kan du sagtens bage dem ved varmluft 😀
Hej 🙂
Hvis jeg nu ikke har tid til 12 timers hævning, kan jeg så komme dobbelt gær i og så kun halv hævetid? Eller får det så for meget gær-smag?
🙂
X – Altså det optimale er jo den lange hævetid, men hvis ikke du har ret lang tid, så kan du selvfølgelig komme lidt ekstra gær i og du kan også lade dejen hæve på køkkenbordet, i stedet for at stille den i køleskabet. Kulden forlænger jo den tid, som gæren skal bruge på at hæve dejen, så det hjælper en hel del, at lade gæren arbejde ved stuetemperatur 😀
Super – tak for svar ? Er i fuld sving nu… Så får de alligevel lov til at stå til i morgen tidlig ?
X – Velbekomme – håber de bliver rigtigt gode 😀
Hvis jeg bare vil bruge vand istedet for surmælksprodukter, er det så også 1 dl vand jeg bruger?
Camilla – Ja du kan sagtens bruge vand i stedet for surmælksprodukt og mængden er den samme 😀
Er det muligt at fryse dem og lade dem tø op i madkassen? Som bosat i bygd i grønland hvor der absolut ingenting er at opstøve til madpakken, mangler jeg i den grad inspiration 😉
Maria – Det burde sagtens kunne lade sig gøre. Om de optøes på køkkebordet eller i en madkasse kommer vist ud på ét 😀