Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Laksetatar – nem opskrift på røget laksetatar.

0 kommentarer
Fisk og skaldyr, Forretter, Frokostretter, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Påskefrokost og klassiske påskeopskrifter
Gå direkte til opskriften

Laksetatar med røget laks og friske krydderurter. Den skønneste forret eller frokostret, som indeholder ganske få ingredienser, og kan laves på ingen tid. Og så smager laksetatar bare noget så dejligt. Helt simpelt og lækkert.

Se også – Varmrøget lakserilette I Tunmousse med laks og rejer I Spinatroulade med laks

Laksetatar til forret eller frokost.

Laksetatar er virkelig skøn som både forret og på frokostbordet. Enten som en del af et større frokostbord eller bare som frokostret i sig selv med ristet rugbrød eller flute til. Skal tataren udgøre en frokostret i sig selv, kan man med fordel anrette den på lidt plukkede salater. Og måske også lave en større portion, så der er mere end 75 gr laks pr. person.

Jeg laver laksetatar af røget laks, og køber gerne et helt stykke laks, som jeg selv hakker fint. Men oprindeligt er tatar jo noget, som man forbinder med rå fisk (eller råt kød), og man kan sagtens lave laksetatar med rå laks. Eller måske en kombination af rå og røget laks, hvis man gerne vil blande de to slags. Kombinationen af rå laks og røget laks er altså ret så lækker.

Tip! Se evt tips til laksetatar af rå laks under opskriften.

4,03 fra 39 stemmer

Laksetatar med røget laks

Samlet tid15 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 300 gr røget laks (jeg brugte et stykke halehængt laks)
  • 1 rødløg (finthakket)
  • ½ bdt purløg (finthakket)
  • ½ bdt dild (finthakket)
  • 2 tsk sennep (jeg brugte en mild, gul sennep)
  • 2 spsk creme fraiche
  • 2 spsk citronsaft (eller efter smag)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Fjern skindet på laksen og skær fisken i små tern. Hvor fint eller groftskåret man vil have sin tatar bestemmer man jo selv.
  • Rør den hakkede, røgede laks sammen med rødløg, purløg, dild, sennep og creme fraiche og smag til med citronsaft, salt og peber.
  • Anret laksetataren på 4 tallerkener – evt. i en anretterring (6-7 cm) og pynt med frisk purløg, dild og evt. lidt brøndkarse.
  • Opbevar laksetataren på køl indtil servering og server med ristet rugbrød eller flute.
  • Laksetatar skal helst serveres, samme dag som det laves. Den er ikke fryseegnet.

Tatar af rå laks.

Normalt er tatar jo noget, som man forbinder med råt kød eller fisk. Denne her laksetatar er lavet på røget laks, men man kan selvfølgelig sagtens lave den på rå laks i tern eller måske en blanding af rå laks og røget laks.

Når man spiser fisk, som ikke er tilberedt, er det meget vigtigt, at fisken har været frosset i minimum 24 timer, så man ikke risikerer, at der er levende parasitter i den. Man skal derfor enten fryse sin laks i 24 timer, eller spørge sin fiskemand til råds. Fiskehandleren har som regel fisk parat, der kan bruges til tatar, sushi og lignende, hvis lysten til tatar melder sig her og nu. Men ellers er der jo intet til hinder for, at man selv smider laksen i fryseren. Og ellers laver man selvfølgelig bare laksetatar på røget laks. Så er der ingen risiko.

Anretning.

Jeg anretter gerne laksetatar i en anretterring. Det er små fine metalcylindere, som stilles direkte på tallerkenen. Herefter fordeler man laksetataren i ringen, og presser den let sammen, hvorefter ringen til sidst løftes af. Og så står laksetataren tilbage og kan pyntes med krydderurter eller grønt.

Bruger man en anretterring, så kan man også anrette laksetataren på en bund af finthakket avocado. Det ser fint ud, smager skønt. Og så bidrager avocadoen desuden med lidt ekstra fylde. Man skal blot huske at dryppe den finthakkede avocado med citronsaft, så den ikke bliver brun.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer